2017 var et fremragende år. Det var året, hvor den japanske spilbranche for alvor demonstrerede sin kreative swagger med bl.a. Yoko Taros eksistentialistiske mesterværk NieR: Automata og Nintendos guldmedalje duo Super Mario Odyssey og The Legend of Zelda: Breath of the Wild. Det var året Assassin's Creed igen kom på alles radar med Origins, Call of Duty vendte tilbage til sine rødder og Resident Evil måtte genopfinde sig selv for at hamle op med de nye survival-horror spil. Og det var året titler som Cuphead, Tokyo 42 og PlayerUnknown's Battleground beviste, at et spil ikke behøver et stort budget for at hamle op med de store AAA-titler.
Men så fantastisk som 2017 var i forhold til spiludgivelser, lige så forkasteligt var det i forhold til kapitalistiske og pengegriske trends. Som et blændende klokketårn blandt al kontroversen var selvfølgelig DICE og EAs Star Wars: Battlefront II. Et spil som tog lootboxes og pay-to-win til et helt nyt niveau af grådighed. Grundet spil som dette og f.eks. Middle-Earth: Shadow of War, begyndte regeringer og interesseorganisationer verden rundt endelig at debattere grænsen imellem gambling og acceptabel monetarisering i spilbranchen. Ja, 2017 bød på både det bedste og det værste fra vores elskede hobby.
Og nu da vi er kommet halvvejs igennem Februar og de store udgivelser nærmer sig, føles det passende, at liste mine største håb for 2018.
Microsoft genfinder sin Xbox 360-mojo
Folk tror ofte jeg er en inkarneret Sony-fanboy. Adskillige gange har jeg i forbindelse med en nyhed eller kommentar fået den samme svada, hver eneste gang mine pessimistiske holdninger til Microsofts platform er blevet ytret. Men jeg var Xbox 360-spiller, og nogle af mine bedste spilminder er at finde på konsollen. Min personlige helt, Hironobu Sakaguchi og holdet hos Mistwalker bragte en af de bedste fortællinger mediet nogensinde har fortalt med deres sci-fi opus Lost Odyssey, Epic Games blæste mig omkuld med Gears of War - som stadig har den bedste cover-mekanik til dato - og Alan Wake er indiskutabelt et af de absolut bedste spil, punktum!
Skuffelsen over udvalget af spil på Xbox One er derfor enorm. Kreativiteten føles simpelthen bare borte. Sunset Overdrive er min eneste undtagelse, hvilket er en af de mest unikke oplevelser fra den 8. konsol generation. Men derudover viser Quantum Break kun et fragment af hvad Remedy kan præstere, Gears of War 4 tog ikke serien i nye retninger og både Scalebound og Fable: Legends blev aflyst. Jeg tror dog stadig på Xbox, Philly boy og de talentfulde studier i firmaets portefølje. Desværre har hverken Sea of Thieves, State of Decay 2 eller Crackdown 3 virkelig imponeret mig og jeg håber E3 byder på nogle vanvittige overraskelser, som endnu en gang kan give mig en stor oplevelse.
<newpage>
God of War og Kingdom Hearts III lever op til deres hype
Mine to absolut mest ventede spil i 2018 er det femte kapitel i Sonys aldrende God of War-serie og opfølgeren til en af mine bedste spiloplevelser, Kingdom Hearts numero trés. Fra den første episke præsentation ved E3 2016 har God of War fascineret mig. Sony Santa Monica har på magisk vis flyttet Kratos fra græsk til nordisk mytologi og samtidig fuldstændig ændret gameplay-formularen, imens følelsen af God of War stadigvæk er helt til stede. Alt vi har set fra spillet på redaktionen har kun fået vores hype-meter til at stige fra gang til gang, og nu da vi nærmer os udgivelsen beder vi alle sammen til, at holdet formår at levere på bare halvdelen af potentialet, spillet ser nemlig intet mindre end fænomenalt ud.
I modsætning til God of War, føler jeg Kingdom Hearts III ligner et spil, som kan gå begge veje. Dette skyldes to essentielle årsager, det første værende den forvirrende historie og det andet realiseringen af de forskellige verdener. Efter at have været igennem 1.5, 2.5 og 2.8-genudgivelserne af Kingdom Hearts-serien, skulle man tro, at jeg ville have 100 procent styr på plottet, hvilket desværre er langt fra sandheden. Serien smider termer, twists og nye figurer omkring sig mere end et miskmask af M. Night Shyamalan's forskellige film. Ydermere har jeg svært ved at blive hyped over verdener som Monster's Inc. eller Big Hero 6. Kingdom Hearts er en serie med klassiske Disney og Final Fantasy-figurer, hvilket både Kingdom Hearts I, II og Birth by Sleep holdte fast i. Få udviklere har dog så kreativt et sind som instruktør Tetsuya Nomura, hvorfor jeg har - trods en god portion skepticisme - tiltro til, at han kan levere en værdig konklusion.
Red Dead Redemption 2 ikke henter for meget inspiration fra Grand Theft Auto Online
Misforstå mig ikke. Grand Theft Auto V og dets tilhørende online-element er hylende morsomt og årsagen til rigtig mange sjove gaming-momenter. Men Grand Theft Auto: Online har også ændret det Rockstar vi kender fra gamle dage og deres regelmæssige stime af fremragende oplevelser, specielt single-player. Eventyrerne i San Andreas-regionen fylder 5 år i 2018, hvilket også markerer fem år uden en original Rockstar-titel. Tænker man tilbage på PlayStation 2 og 3-tiden er dette den længste tørke vi har oplevet, og for mange spillere er Red Dead Redemption immervæk perlen blandt firmaets imponerende katalog af fremragende titler, hvilket mange akkrediterer til den formidable historie og stemning fra single-player kampagnen.
Jeg håber altså derfor, at Rockstar ikke kigger for meget på Grand Theft Auto V og de elementer som virkede godt der, og i stedet fokuserer på det unikke ved Red Dead Redemption 1. Fjern fokus fra flere hovedpersoner, mere single-player DLC og giv os et spil, som er det første værdigt. Hvis nogen kan, er det nemlig Rockstar.