Når spil bliver politiske — fem spil, der takler politiske emner

Georg Brandes definerede kunstens rolle i samfundet, som værker, der sætter problemer under debat. I denne Gamereactor-artikel retter vi fokus på de spil, der i Brandes' ånd stiller skarpt på det politiske, og med en tankeprovokerende præmis kommenterer på sin samtid.

Her er fem spil, der takler politiske emner:

Den neoliberale — Bioshock
"I am Andrew Ryan, and I'm here to ask you a question. Is a man not entitled to the sweat of his brow? 'No!' says the man in Washington, 'It belongs to the poor.' 'No!' says the man in the Vatican, 'It belongs to God.' 'No!' says the man in Moscow, 'It belongs to everyone.' I rejected those answers; instead, I chose something different. I chose the impossible. I chose... Rapture." - Sådan lyder det fra skurken Andrew Ryan, der med sin mission statement sætter dagsordenen for sin vision. Men den utopiske vision, som Ryan beskriver her er ikke den verden, spilleren præsenteres for i 'Bioshock'. I stedet møder vi en faldefærdig og dekadent by, der afspejler et fuldkommen mislykket forsøg på det uregulerede samfund.

Ken Levine - skaberen bag 'Bioshock' - er tydeligt inspireret af romanen 'Atlas Shrugged' af hyperindividualisten Ayn Rand (Ayn Rand = Andrew Ryan). Rand var stor tilhænger af objektivismen som ideologi, og kritiserede ofte den statslige indblanding i 50'ernes Amerika. Levine sætter dermed et spejl op mod Rand med 'Bioshock', og viser, hvilke konsekvenser den hyperindividualistiske tankegang kan have for et samfund, der, i Levines øjne, er dømt til at ende i fordærv.

Marxisten — Disco Elysium
Disco Elysium er i sin essens en whodunnit-fortælling, hvor du spiller som en fordrukken detektiv, der skal opklare mordet på en lejesoldat. Men der foregår meget mere end mord i byen Revachol. Spilleren løfter langsomt sløret for byens historiske og politiske landskab, ved at interagere med de lokale. Du møder alt fra anarkistiske marxister, socialistiske fagforeningsmænd, racistiske fascister, til bureaukratiske statsmænd, midtersøgende moderater og kapitalistiske forretningskvinder. Disco Elysium kritiserer alle på det politiske spektrum. Selvom det er tydeligt, at spillets skabere har en forkærlighed for marxismen, bliver selv den ideologi sat under kritisk lys, og viser os ideologiens mangler.

Spilleren skal selv navigere rundt i alle karakterernes personlige motiver, og kan selv frit vælge hvem man bør stole på. Det farverige karaktergalleri fungerer, som en form for karaktermæssig personifikation af det brede ideologiske spektrum. Det inviterer spilleren ind til mange interessante, morsomme og tankeprovokerende samtaler i dette atypiske rollespil.

Den krigskritiske — Metal Gear Solid-serien
Metal Gear Solid-serien har taklet et væld af forskellige politiske emner. Fra etiske spørgsmål vedr. genetisk kloning i 'Metal Gear Solid', til informationsstyring i 'Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty'. Men ét emne lader til at være vedvarende i Hideo Kojimas tankeprovokerende spil — krig.

Krigens ubehagelige konsekvenser for verdenen er en kernetematik i Kojimas spionserie. "War has changed" postulerer Solid Snake i 'Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots', hvor han påpeger, at krig ikke længere handler om nationer, ideologier eller etniciteter, men er i stedet blevet en velsmurt maskine, der drives af magt og penge. Serien påpeger også den absurde natur ved krig, og viser hvor arbitrær grænsen er mellem fjende og allierede. 'Metal Gear Solid 3: Snake Eater' fokuserer på netop dette, hvor Sovjetunionen og USA kæmpede side om side under 2. verdenskrig, men sidenhen kæmper som fjender under den kolde krig. Denne flygtige og meningsløse skelnen mellem fjende og allierede er en af de mange fokusområder i Kojimas kritik af magtnationer, der trækker i trådene bag lukkede døre.

Den oprørske — Detroit: Become Human
David Cage har ofte flirtet med social ulighed som tematik i sine spil, men 'Detroit: Become Human' er det første spil fra Quantic Dream, der virkelig bruger diskrimination som tematisk omdrejningspunkt. Spillet foregår i et fremtidsscenarie, hvor avanceret teknologi har skabt sofistikerede androider, der bruges til stort set alle af samfundets arbejderklassestillinger. De selvbevidste androider får nok af deres undertrykkelse, og gør oprør mod menneskerne, i en rørende fortælling om klasseskel.

Androidernes position i samfundet fungerer som en parallel til Amerikas historiske og vedvarende raceproblematik. Selvom parallelen til tider fremstår for direkte, italesætter spillet ikke desto mindre diskriminationen på en interessant og anderledes måde. Spillet viser særligt sine styrker, når det dykker helt ned i den personlige fortælling, der udforskes i forholdet mellem androidebetjenten Connor og menneskedetektiven Hank. Det er også her spillet sætter spørgsmålstegn ved naturen bag fordomme, og hvordan den personlige konflikt kan udvikle sig til en samfundsmæssig konflikt.

Den bureaukratiske — Papers, Please
I 'Papers, Please' fra soloudvikleren Lucas Pope, indtager du rollen som en grænsebetjent for det fiktive kommunistiske østblokland Artstotzka. Det er spillerens opgave, at enten give eller nægte mennesker adgang til landet, mens du forsøger at navigere rundt i de mange ansøgere. Dine chefer motiverer dig til at være ekstra påpasselig med hvem du lukker ind i landet, siden der er politiske gnidninger med dine nabolande.

Ja, spillet handler simpelthen om at enten godkende eller afvise en masse papirarbejde. Det lyder umiddelbart som et dødssygt bureaukratisk mareridt, men Pope formår at gøre det hverdagsagtige til et enormt dragende spørgsmål om etik og moral. I en Kafkalignende dystopi, retter Pope kritik mod bureaukratiets meningsløshed, og hvordan ansvarsfralæggelse opstår i en stor organisation.