Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Ned af hesten og ind på nettet!

Straks er man væk lidt længere end lang tid, og brugerne på GameReactors skramlende forum beskylder en for at være bange!?
Reactorman 7 juli 2003

Guess who's back, back again... nanananananananananananana... naaaaaa! Straks er man væk lidt længere end lang tid, og brugerne på GameReactors skramlende forum beskylder en for at være bange!? eller lært lektien idet alle de klummer man skrev blev besvaret med intelligente (den lader vi lige stå et øjeblik) returbolde.

Næææhhh, Reactorman har været fanget i internettet har han. De skyldige hedder Sony Network Adapter, og hans medsammensvorne SOCOM US Navy Seals. Det er kraftsuseme den største opfindelse siden Kolding Pålæg fik ben at gå på!

Nu sidder der sikkert nogen derude bag fladskærmene som vil påstå at SOCOM er en bleg kopi af Counter-Strike, og at Sonys nettiltag bare er endnu et forsøg på at få pustet varm luft ind i den kolde sorte helvedesmaskine. Og de har ret, fandeme så! SOCOM ligner Counter-Strike på en prik, det er bare lidt mere mudret og forvirrende, og hvad fanden ligner det egentlig at lave det samme bare dårligere, og få os alle sammen til at betale en plovmand for det? Det skal jeg sige jer, det ligner en knippelgod ide, ja det gør så!

For os der ikke kan vente, har det gennem længere tid været muligt, at importere en Network Adapter og et SOCOM spil via England, ganske lovligt. Det eneste der så skal til er ADSL, og så er du godt kørende. Sofaen har aldrig været det samme igen, og det er lige præcist det der gør PS2's netværkstiltag så dejligt. Har du nogensinde prøvet at ligge i sofaen med dit PC kabinet på skødet? Ikke nok med at blæseren har tendens til at lyde som en jetjager i modvind, det er også så tungt at ikke engang kærestens raviolifyldte lår kan konkurrere med tyngden. Men PS2 du, den står der på det lille trillebord, stille som et SWAT team på hemmelig mission i Nord Korea, og der skal ikke gøres andet end at den skal have et kabel i røven og så spiller klaveret, som man siger.

Det medfølgende headset er prikken over i'et, og selvom også det er en gammel nyhed for PC folket, så er der sgu endnu engang et eller andet over at kunne ligge på langs foran fjerneren, mens man snakker med den tykke nørd Greg fra Northhampton om hvem der skal agere kanonføde, mens den anden sniger sig ind på fjenden (undskyld Greg, men du meldte dig selv!). Når Sonys USB kamera rigtig kommer i sving, og vi får muligheder for også at se hvem vi snakker med, så er jeg bange for at jeg aldrig forlader sofaen igen. Det er da også det eneste der er at være bange for, og det kun lige indtil Sony får en deal med just-eat.dk og jeg kan bestille pizza mens jeg nakker terrorister, I have a dream!

Reactorman vender tilbage igen, måske endda en dag med lidt mere galde, det er bare så pissesvært at være sur når solen skinner og jeg ligger bag lukkede gardiner med mit slidte joypad i hånden...

Reactorman signing off - tilbage til Reactoren.

Fuld profil 11 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.