For mange år siden, du ved de der år, som alle os 30-plussere kalder for "det var bedre i gamle dage", udkom en konsol med en mildest talt besynderlig controller. Den 23. juni 1996 blev Nintendo 64 lanceret i Japan, og i dag fylder maskinen således 30 år. Her i Europa måtte vi vente næsten et helt år, før den grå maskine med sin trebenede controller endelig ramte butikshyllerne. Spilblade blev læst igen og igen, screenshot-gallerier blev studeret ned til mindste detalje, og hver eneste lille nyhed om Nintendo 64 føltes som et ægte glimt af fremtiden.
Og så var der reklamerne.
Det er næsten umuligt at tænke på Nintendo 64 uden at huske de reklamefilm, der gjorde alting uforståeligt sejt. Reklamen for Super Mario 64, hvor Mario pludselig kunne bevæge sig frit i tre dimensioner, fik det til at føles, som om spilverdenen tog et gigantisk kvantespring fremad. Og hvem husker ikke fyren, der febrilsk roterede det analoge joystick på controlleren for at demonstrere, hvor revolutionerende den analoge styring i virkeligheden var?
Hvad var det, Mario sagde til Bowser, da han svingede ham afsted i al sin pixelerede herlighed?
I dag fremstår reklamerne som en charmerende tidskapsel, men dengang lignede de selve fremtiden. Vibrationsfunktioner, som er standard i dag, blev også for alvor født på denne konsol. Husker du chokket, da man koblede en Rumble Pak i bunden af controlleren og for første gang kunne mærke eksplosionerne direkte i håndfladerne? Da konsolen endelig landede, blev den hurtigt det naturlige samlingspunkt. I frikvartererne gik snakken varmt. Nogle påstod, at de havde fundet et hemmeligt område, mens andre havde hørt, at man kunne låse op for skjulte karakterer. Goku var i Smash, og Poul Nyrup Rasmussen var en hemmelig slutboss i Perfect Dark. Rygterne spredte sig langt hurtigere end fakta, og det gjorde reelt ikke det store, om historierne var sande eller ej - fantasien udfyldte gladeligt hullerne. Spilleriet stoppede desuden langtfra, når skoledagen var omme.
Aftenerne blev hurtigt fyldt med Mario Kart 64, Mario Party, Mario Golf og Mario Tennis. Venskaber blev sat på en hård prøve, der blev krævet brutale revanchematcher, og latteren rasede i stuerne længe efter, maskinen var slukket. Alle, der har spillet det originale Mario Party, har vel stadig en mental note af, hvem der stjal en stjerne i absolut sidste runde? Super Mario 64 viste vejen for en helt ny generation af platformspil, men det var alle disse geniale spin-offs, der forvandlede Nintendo 64 til den ultimative sociale oplevelse.
Der var også en uventet bivirkning ved at bruge så uendeligt mange timer foran skærmen. Efter et stykke tid blev jeg nemlig udnævnt som en slags lokal spilguide. Når folk sad ubehjælpeligt fast, missede en nøgle eller ikke kunne gennemskue en gåde, var det ofte min telefon, der ringede. Nogle gange var et par hurtige instrukser over røret nok, og andre gange måtte jeg hoppe på cyklen og rulle hjem til en kammerat for at vise præcis, hvordan det skulle gøres. Især de yngre venner dukkede ofte op, når eventyret var gået fuldstændig i stå. Dengang var der ingen videoguider på YouTube, ingen fora på mobilen og ingen Google-søgninger, der gav svaret på to sekunder. Løsningen lå hos den, der havde spillet mest - eller hos den, der havde investeret i en officiel spilguide i bogform.
Og i de absolut fleste tilfælde handlede det om ét og samme spil: The Legend of Zelda: Ocarina of Time. For mig står det stadig som det bedste spil, der nogensinde er skabt. Ikke bare på Nintendo 64. Ikke bare af Nintendo. Men overhovedet.
Du hører musikken, du lever følelsen, find spillet frem og spil det igennem for 78. gang.
Der findes spil, der har været flottere, større og langt mere teknisk avancerede, men intet har nogensinde indfanget selve følelsen af eventyr på samme måde. Ocarina of Time skabte en verden, der føltes levende, mystisk og proppet med muligheder. Hyrule var ikke bare et fladt kort, man skulle navigere igennem; det var et sted, man tabte sig selv i. Jeg husker stadig gåsehuden, da Link forlod Kokiri Forest for første gang, og det enorme Hyrule Field bredte sig ud foran ham. Det føltes, som om hele verden åbnede sig op på vid gab. Hver en sti ledte til noget nyt, hver en hule gemte på en hemmelighed, og hver en melodi på ocarinaen føltes oprigtigt magisk.
Forest Temple bød på en nærmest drømmende, melankolsk atmosfære. Shadow Temple var genuint uhyggeligt. Spirit Temple føltes gigantisk og episk. Og Water Temple... ja, Water Temple skabte nok lige dele frustration og fascination for en hel generation af gamere. Den dag i dag kan jeg huske præcis, hvordan de enkelte rum så ud, hvordan musikken lød, og den enorme lettelse, når man løste en gåde, man havde kæmpet med i dagevis. Det var også derfor, telefonen glødede derhjemme. En kammerat var strandet i et tempel, eller en anden kunne simpelthen ikke finde den næste ledetråd.
Måske er det netop derfor, Ocarina of Time stadig betyder så uendeligt meget. Det var ikke bare et spil, jeg gennemførte - det var en verden, jeg boede i. Og indimellem fik jeg lov til at hjælpe andre med at finde vejen gennem den samme verden, som jeg selv aldrig rigtig havde lyst til at forlade. Den direkte efterfølger, Majora's Mask, må bestemt heller ikke glemmes. Månen, der stirrer faretruende ned på en, og den konstante kamp mod uret skabte nogle helt unikke sidemissioner, hvor hver eneste karakter havde en dyb historie at fortælle. Og så var der maskerne, der gav Link unikke evner, men til hvilken pris? Link så unægtelig ikke specielt tilfreds ud, når han skreg i smerte, hver gang metamorfosen fandt sted under masken.
Nej, dette er ikke en parodi på Scream. Det er Link, som fyldes med angst fra en Deku-sjæl.
Maskinen bød dog ikke kun på Nintendos egne genistreger; der var også et ganske prominent britisk studie ved navn Rare. I løbet af en række magiske år kunne det studie stort set ikke træde forkert. Banjo-Kazooie og Banjo-Tooie leverede humor, charme og en rendyrket opdagelsesglæde, som utrolig få spil sidenhen har formået at matche. Banjo-Kazooie står for mig fuldstændig i øjenhøjde med Mario 64. GoldenEye 007 lagde fundamentet for utallige multiplayer-aftener, hvor en uskreven regel om ikke at vælge Oddjob kunne ødelægge selv de tætteste venskaber.
Unikke baner, skøre lyde og en rapkæftet fugl.
Perfect Dark tog den succesfulde actionformel skridtet videre og beviste, i samspil med den lille røde hukommelsesopgradering Expansion Pak, hvor meget råsaft der reelt var gemt i den lille maskine. Hele 4 MB ekstra RAM var trods alt ikke noget, man spøgte med dengang. Diddy Kong Racing udfordrede Mario Kart i en grad, så det for alvor gjorde ondt, og Jet Force Gemini vovede at være både mærkeligt og ekstremt ambitiøst på samme tid. Og hvem kan glemme Conker's Bad Fur Day? Det spil var i sandhed en bizar og kantet perle at finde på en familiemild Nintendo-konsol. Et dybt alkoholiseret og uforskammet egern, der i den grad var grov i munden. Jeg husker utrolig tydeligt den gigantiske lort, The Great Mighty Poo, der pludselig brød ud i fuldfed opera. Genialt! Den dag i dag kan jeg stadig synge sangen helt udenad.
Dette billede burde hænge på et museum. Første gang, nogen sigter nedad for at ramme Oddjob?
Donkey Kong 64 gav os flere samlerobjekter, end nogen i virkeligheden kunne overskue, men samtidig også et af de mest massive og indholdsrige eventyr på platformen. Sideløbende med Rares store triumfer gjorde Pokémon også sin allerførste store 3D-debut på konsollen. Med Pokémon Stadium og Pokémon Snap fik vi endelig lov til at se, hvordan de ikoniske lommemonstre tog sig ud i tre dimensioner.
Og så var der de der helt personlige favoritter, som måske aldrig blev anmeldernes darlings. Ocean Softwares Mission: Impossible er præcis sådan en titel for mig. Jeg ved udemærket godt, at spillet er langt fra fejlfrit. Men visse spil finder bare en helt særlig plads i hjertet, som karakterer og anmeldelser aldrig for alvor kan røre ved. Jeg husker spionmissionerne, den intense stemning og ikke mindst den fuldstændig absurde baglæns salto, som Ethan Hunt præsterede at lave, hver eneste gang han mistede livet.
Det her billede alene lover at du kommer til at have det sjovt.
Mischief Makers var desuden lige så mærkeligt, som det var genialt. Et spil proppet til randen med personlighed, kreativitet og skøre idéer, som ingen andre udviklere syntes at have modet til at kaste sig over. Det passede reelt ikke ind i nogen klassisk boks, hvilket nok er præcis årsagen til, at det stadig føles så unikt her 30 år efter.
Når de interne slagsmål skulle afgøres på mere traditionel vis, var det ofte Fighters Destiny, der blev smidt i maskinen. Med sit anderledes pointsystem og store fokus på ren teknik skabte det nogle kampspilskampe, der føltes helt unikke i en genre, som ellers måske ikke var konsollens absolut stærkeste kort. Konsollen blev desuden også fødestedet for Super Smash Bros.-serien; en serie, der som bekendt kun har vokset sig større og stærkere med årene.
Mod slutningen af konsollens levetid landede Paper Mario, et spil, der den dag i dag stråler af nøjagtig samme varme, humor og uforfalskede charme, som da det udkom. Den eventyrlige billedbogs-æstetik betød, at eventyret føltes fuldstændig tidløst fra allerførste sekund. Og lad os ikke glemme den teknisk imponerende konvertering af Resident Evil 2 - et sandt mirakel af en portering, når man tager kassetternes ekstremt begrænsede lagringsplads i betragtning.
Tre årtier senere er det utrolig let at fortabe sig i snak om polygoner, teknologiske milepæle og klassiske spiltitler. Men når jeg lukker øjnene og tænker på Nintendo 64, er det langtfra grafikken, der dukker op først.
- Jeg husker de lange telefonsamtaler om Zelda-gåderne.
- Jeg husker de intense multiplayer-aftener med Smash, Kart og GoldenEye.
- Jeg husker Banjo-Kazooies fantastiske musik og skøre lydeffekter.
- Jeg husker Conkers episke operasang mod den gigantiske lort.
- Jeg husker Pokémon Stadium, og følelsen af at se monstrene i 3D for første gang.
- Jeg husker Ethan Hunts fuldstændig absurde dødssalto i Mission: Impossible.
- Og jeg husker følelsen af, at hele spilverdenen lå for vores fødder, klar til at blive udforsket.
Nintendo 64 var måske bare en grå plastikboks af en spilkonsol. Men for mange af os blev den også det sted, hvor nogle af barndommens absolut stærkeste og mest uforgængelige minder blev støbt.
