Nintendo DS

NYT!
<img src="http://www.gamereactor.dk/grtv/grtv_logo.jpg" border="0" >Anne og Thomas sammenligner DS'en og PSP'en

<img src="http://www.gamereactor.dk/grtv/grtv_logo.jpg" border="0" >GRTV kigger nærmere på Nintendo DS

<img src="http://www.gamereactor.dk/grtv/grtv_logo.jpg" border="0" >Nintendos salgsvideo

Som erfaren spiljournalist opøver man sig for det meste adskillige "evner", som oftest behøves for at klare sig igennem de frygtede deadlines. Nogle af disse evner er mere brugbare end andre, og selvom det at kunne drikke fem liter cola og/eller kaffe på en anmeldelse kan synes som lidt af en pragtpræstation, er det dog en hel anden, som oftest definerer den enkelte spiljournalist: hvor modtagelig er man over for hype?

Med den daglige syndflod af pressemeddelelser og lovprisninger om guld og grønne skove, lærer de fleste hurtigt at skære igennem og se på produktet. Dette års E3 synes dog at have været undtagelsen.

Hvert år synes messen at blive defineret ved enkelte stortitler eller oplysninger om nyt hardware, og i år var det hardwaren der løb med det meste af opmærksomheden. Sonys længe ventede PSP blev endelig vist officielt frem, mens Nintendos noget specielle Nintendo DS også mødte den ivrige presse for første gang. Nyheden om ny hardware er ni ud af ti gange noget helt specielt, men hvad der for undertegnede forekom særdeles specielt i år, var pressens modtagelse af de to maskiner.

Hvor PSPen mere eller mindre synes at blive en bærbar PS2, med lidt ekstra i form trådløst netværk og hvad Sony nu ellers kan nå at fylde på inden maskinens udgivelse, var Nintendos nye hardware en decideret spillemaskine, som man kender dem fra firmaets side. Med to skærme, hvoraf den ene fungerer som touchscreen, forklarede Nintendo dog stolt om hvordan alverdens udviklere ville have utrolige muligheder for at udvikle helt nye spilkoncepter, som eksklusivt ville kunne lade sig gøre på deres nye tiltag.

Solen skinnede, smilende var store og hver gang snakken faldt på de to nye maskiner lød dommen den samme: PSPen ser lækker ud, men Nintendo vil tage det håndholdte marked igen pga. nytænkning, muligheden for innovative spil og deres ekspertise på markedet. Stemningen var stort set den samme da Internettet kort tid efter var fyldt med de mange nyheder fra begivenheden, men her knækker filmen altså, for et eller andet er der simpelthen gået galt.

Hverken Sony eller Nintendo havde i realiteten særligt meget at vise fra deres fremtidige maskiner, men hvor Nintendo blev ved med at bygge på hvad der i teorien ville være muligt med deres nye maskine, viste Sony tekniske demoer af kommende spil, der ikke var langt fra hvad man som gamer er vant til fra sin PS2. Ordet teori var hvad hele Nintendos præsentation var bygget op omkring, og foruden et par halv interessante prototyper, anført af et nyt Wario Ware, var der simpelthen ikke noget at komme efter - lige meget hvor stor Nintendo-fanatiker man er.

Bedre blev stemningen ikke da Gamereactor eksklusivt kunne afsløre at Nintendo havde lavet en såkaldt "Saturn" og kort tid før maskinens endegyldige færdige design havde besluttet sig for at smide en ekstra skærm på maskinen som et kontra til PSPens råstyrke. Noget kunne tyde på at den ellers så selvsikre mastodont en sjælden gang var gået i panik. Forundringen over hvad der sker med alverdens spiljournalisters alarmklokker, bliver kun endnu større, når man bruger sin baggrundsviden omkring Nintendos historie og filosofier.

Efter eget udsagn synes Nintendo det er nytteløst at konkurrere på teknik, da de i sidste omgang mener det er indholdet det kommer an på. En nobel tilgang, som bl.a. afspejles i muligheden for at linke Game Boy Advance med GameCube. Men faktum, som det kan ses i dag, er bare at det ikke er særligt mange andre end Nintendo selv, der har talenterne og tålmodigheden til at udnytte dette på en ordentlig måde.

Hvorfor skal udvikler X bruger flere ressourcer på at udvikle eksklusivt indhold til GameCube-versionen af et spil, når det er nemmere og billigere at lave en direkte konvertering af en titel? Ligeledes kan man spørge sig selv, hvorfor udviklere i fremtiden skulle vælge at bruge ekstra ressourcer på at udvikle specielle spil til Nintendos nye maskine, som tager brug af begge skærme såvel som muligheden for touchscreen-funktionen?

Det værste er næsten de argumenter der indtil videre er blevet brugt både fra Nintendo, såvel som fra store dele af spilpressen, på hvorfor maskinerne vil tiltale to vidt forskellige markeder. PSPen vil efter sigende tiltale den ældre generation af gamere, som ikke ser noget problem i prisen og som gerne vil have en maskine som kan andet end at spille spil. Nintendo DS vil derimod gå efter alle gamere som har lyst til at spille innovative spil og kun vil have en spillemaskine. Det er utroligt at man skal gøre opmærksom på det her, men lyder hele den ovenstående smøre ikke en smule som noget man har hørt før? Hvis der nu er nogle klokker der ringer, er det nok fordi at det er de præcis samme argumenter, der er blevet brugt i starten af den nuværende konsolkrig. Men hvor er de mange gamere henne, der har ført Nintendo til førerpositionen på markedet? Ja, firmaet sidder på sulet når det kommer til Game Boy Advance, men skyldes det ikke at konkurrenterne har været ikke-eksisterende og at Kyoto-giganten selv har bestemt hvor meget og hvor hurtigt dette marked skulle udvikle sig?

Jeg er ikke i tvivl om at markedet sikkert vil være adskilt det første halve år, men så snart Sony begynder at nedsætte prisen på PSPen såvel som ekstra batteri, og de første udviklere begynder at springe fra at udvikle unikke Nintendo DS-titler, fordi det ikke kan betale sig økonomisk, står Nintendo igen som den endegyldige taber. PlayStation-navnet alene er i dag så stærkt at det vil kunne sælge de første millioner maskiner, og det er der praktisk talt ingen der kan gøre noget ved. Hvad har Nintendo til forsvar, når deres nye maskine ikke engang har Game Boy med i navnet?

Taler om forskellige markeder og priser synes at være et stort røgslør, eller måske endnu værre - en fornægtelse fra Nintendos side, der efterhånden har vokset sig så stor at de selv er begyndt at tro på den.

På Gamereactor-redaktionen er Hr. Tanggaard og jeg selv kendt som de største Nintendo-fanatikere og vil gerne bruge timevis på at overbevise folk om titler som Zelda, Metroid og Advanced Wars’ overlegenhed i forhold til konkurrenternes. Ligeledes har Nintendo et fast greb over store dele af verdens hardcore gamere, for ingen kan benægte firmaets utrolige talent inden for software. Desværre forledes man til at tro at det er denne fanatisme, der gør at folk indtil videre har haft skyklapperne på når det kommer til Nintendo DS og den sti Nintendo har valgt. Drømmen om at Nintendo igen kan kapre deres del af markedet og at flere gamere vil få øjnene op for mange af udviklerens utrolige titler, er hvad der har båret mange af os frem til i dag. Selvom jeg personligt håber på at Nintendo DS og al fremtidig Nintendo-hardware bliver den succes Kyoto-giganten selv håber på, frygter jeg at vi så småt er begyndt at se enden på Nintendo som hardwareproducent.

Fremtiden vil vise om hype endnu kan have den samme effekt på dagens marked, om spilbranchen endelig har gjort undertegnede til en endegyldig kyniker eller om Nintendo én gang for alle har skudt sig selv i foden.