Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Nintendo E3 2017: Håb og forventninger

Magnus leverer her sin ønskeliste for Nintendos mange afsløringer ved årets E3!
Magnus Groth-Andersen 9 juni 2017

Sagt mildt, så har Nintendo et ganske vigtigt E3 foran sig. Godt nok tillægger de ikke messen samme altafgørende værdi for deres ve og vel som for en årrække siden, og deres tilstedeværelse er historisk set mindre og da også foruden en stor pressekonference, men i år har de fortsat en unik mulighed for yderligere at slå fast, at Nintendo Switch er en habil platform som udviklere bør lægge mærke til, og som fans bør investere yderligere i.

Nintendo Switch er nemlig allerede en succes. Salgstallene er langt over forventning, indieudviklere flokkedes til platformen på grund af ejernes velvillighed til at købe rub og stub på eShop, og overalt eksisterer der ren og skær begejstring for Nintendos planer for fremtiden. Ikke bare det, The Legend of Zelda: Breath of the Wild, {Snipperclips: Cut it out, together!}, Mario Kart 8 Deluxe og Arms har allerede sikret et solidt line-up af stærke titler.

Men E3 handler ikke om det der er sket, men om det der skal til at ske, og her har Nintendo noget at bevise. De skal bevise at momentummet kan fastholdes, at kvalitetsspillene fortsat kommer i et støt tempo, og at de (og andre) er dedikerede til at udgive en lang række titler året ud. Alt dette skal angiveligvis ske på de bare 30 minutter som årets Direct-udsendelse vil vare, så de skal i hvert fald skynde sig. Super Mario Odyssey og Pokkén Tournament DX er uden tvivl spændende titler, men står de alene, så får Nintendo et svært efterår.

Deluxe, Deluxe, Deluxe
Og netop det med spillene, deres kvalitet og særligt deres antal, må siges at være den største udfordring som Nintendo står overfor med Switch. Wii U'ens tørke ligger stadig og ulmer i forbrugernes kollektive baghoved, og det tyder ikke på at de store tredjepartsudgivere som EA, Take-Two eller Activision helt endnu er overbeviste om platformens succes. Mange af årets tredjepartstitler kom slet ikke til Switch, så det er altafgørende at Nintendo kan gøre op for dette med indie-spil og deres egne, fede titler.

Og her kommer Deluxe-initiativet ind i billedet. Mario Kart 8 Deluxe viste sig nemlig at være en genial løsning. En måde hvorpå at man kan frigøre de spil der blev fanget på Wii U-platformen, og genudgive dem med ekstra indhold. Faktisk gør dette at Switch kan blomstre ved hjælp af Nintendos egen software uden hjælp ude fra. Pikmin 3, The Wonderful 101, Bayonetta 2, Captain Toad, Super Smash Bros. for Wii U, Paper Mario: Color Splash, Yoshi's Wooly World. Alle disse spil kunne potentielt set få nyt liv på Nintendo Switch, og holde skansen indtil Nintendo står klart med mere software direkte udviklet til Switch.

Nintendo er rigtig dygtige til at udvikle underholdende software, men sådan noget tager tid, og det er tid som de lige nu ikke har. Mange Deluxe-udgaver kunne holde brugerbasen ved lige - og så er alle de ovenstående titler jo møgfede. Det tæller også.

<newpage>

Tredjeparter
Tredjepartsudgivere har ikke betydet noget for Nintendo længe, og det har faktisk fungeret ganske fint. Om ikke andet har Nintendo sikret tredjepartstitler direkte, og ikke regnet med at Activision, EA eller Ubisoft kom deres platforme til undsætning, og fans af Nintendos konsoller lader ikke til at savne Assassin's Creed, Star Wars Battlefront eller Call of Duty.

Men delvist var det den manglende anerkendelse fra de store kræfter i branchen der sank Wii U som platform, så derfor bliver Nintendo nødt til at være mere i samspil med tredjeparter i forhold til Switch. DS-konsollerne er et testamente til at de nok skal komme hvis publikummet holder ved, men alt tyder på at Nintendo skal arbejde mere direkte for at sikre støtte til Switch.

Vi ser allerede små livstegn fra sådan en strategi i form af det længe rygtede Mario/Rabbids-spil, som meget vel kunne signalere et stærkere samarbejde imellem Ubisoft og Nintendo. Det er netop sådanne aftaler der styrker platformen i det lange løb. EA der udgiver hvad der ligner en gammel udgave af FIFA derimod, der er præcis denne halvhjertede støtte der ikke fik Wii U-konsollen nogen vegne. Godt nok vil nye Switch-ejere strømme til for at spille Nintendos egne titler, men det er vigtigere end nogensinde før at sikre et stærkere samarbejde med de store firmaer, om ikke andet på Nintendos præmisser.

Pokémon... for helvede
Ja, den Pokémon-centrerede Direct-udsendelse var en af årets store skuffelser, for udviklerne bag, Game Freak, fremviste godt nok et nyt, stort Pokémon-spil, men det var altså endnu en gang til 3DS. Om dette så ender med at betyde at samtlige rygter om Pokémon Stars var falske, og at Switch-konsollen fortsat vil være foruden et Pokémon-spil vides ikke, men én ting er ganske sikkert - det ville være en kæmpe skam for platformen.

Pokémon er større end nogensinde før takket være Pokémon Go, nye film, serier og Pokémon Sun/Moon, og rygterne om seriens debut på en hjemmekonsol i form af Pokémon Stars ville have været blandt de allerstørste afsløringer ved E3. At det så virkelig ikke sker, om ikke andet endnu, er meget overraskende, og fans reagerede instinktivt negativt.

Det er forståeligt nok. Pokémon ville sælge konsoller, det ville rykke enheder som intet andet spil på platformen, og signalere Switch som et nyt hjem for den succesfulde serie. Vi krydser stadig fingre for at Game Freak får taget sig sammen. Det er måske forståeligt nok at de endnu ikke vil satse mange ressourcer på et dedikeret spil til Switch, men bare det at udgive Pokémon Sun/Moon, eller sågar genudgive andre ældre spil i serien til Switch ville være en gigantisk sejr for Nintendo.

Et udbygget online-system
Godt nok har Nintendo allerede afsløret at Switch-konsollen først får en reel online-tjeneste næste år, og det er ganske enkelt en skam for alle dem der sidder febrilsk og venter på at kunne interagere ordentligt med deres venner fra deres Switch-konsol, at få spil via Virtual Console og alle de andre fede ting som Nintendo kan tilbyde via deres afslørede online-tjeneste.

Det kunne dog være fedt, hvis Nintendo tog sig lidt tid under E3 til at præcisere hvilke systemer brugerne kan se frem til at dykke yderligere ned i. Der er nemlig fortsat mange ukendte faktorer, og en avanceret, brugervenlig, gavmild og veldesignet online-suite er måske ikke altafgørende lige nu, men det kan det meget hurtigt gå hen og blive.

Præcis hvor mange og hvilke slags spil kan abonnenter se frem til hver måned, er der planer om at implementere et system der ligner Trophies eller Achievements fra Sony og Microsoft, hvordan kan venner chatte og interagere med hinanden online, hvordan fungerer gruppechat, der er et utal af spørgsmål der endnu ikke er blevet besvaret, og det kunne være rart at få deres planer skitseret frem imod udgivelsen i 2018.

Nintendos E3-tilstedeværelse, og derigennem deres Direct-udsendelse, er afgørende for firmaets placering i spilbranchen, og vi er stensikre på at Nintendo er bevidst omkring deres positive men skrøbelige position på markedet. Mon ikke de formår at vise os præcis hvorfor så mange allerede har investeret i en Switch, og hvorfor endnu flere burde?

Hvad håber du Nintendo gør ved E3?

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.