Dansk
Gamereactor
artikler

Nintendos fantastiske NES fylder 30 år!

Verdenens vigtigste spillekonsol fylder 30 år, og vi har taget et kig på hvordan Nintendo kunne redde en hel branche - kun bevæbnet med kreativitet og kvalitetsspil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

15. juli 2013 markeredes et vigtigt 30-års jubilæum for spilbranchen. Det er nemlig 30 år siden et japansk legetøjsfirma ved navn Nintendo lancerede spillekonsollen Famicom, der uden for Japan er bedre kendt som Nintendo Entertainment System.

Selvom det måske virker utænkeligt for mange, er NES måske den vigtigste konsol i spilhistorien, eftersom den nærmest egenhændigt reddede konsolmarkedet fra dødens rand. Ja, du læste rigtigt: der var en tid hvor branchen var på nippet til at forsvinde, og havde det ikke været for NES, havde du sandsynligvis aldrig hørt om spillekonsoller (eller læst denne artikel, for den sags skyld).

Vi begynder vores historie den 7. december 1982. Atari, der dengang var spilbranchens ubestridte leder, fremlagde sine finansprognoser for det kommende kvartal. Mens investorene forventede en vækst på svimlende 50 procent, anslog Atari en vækst på 10-15 procent. Investorene flygtede, aktieværdien styrtdykkede og boblen sprang. Det amerikanske konsolmarked, der i 1983 nåede en salgstop på i alt $3,2 milliarder, kollapsede snart, og skrumpede i løbet af de tre næste år ind til knap $100 millioner.

Nintendos fantastiske NES fylder 30 år!
E.T. The Extra-Terrastrial - et af tidernes decideret dårligste spil
Dette er en annonce:

Årsagerne var mange. I begyndelsen af 80'erne var tredjepartsudvikling sjælden, så enhver aktør, der ville ind i konsolbranchen, måtte lave sin egen maskine. Mange forsøgte at få en fod ind på markedet med konsoller, der lignede hinanden for meget. Konsol- og computerspilmarkedet var oversvømmet med dårlige spil fra selskaber, der tænkte mere på profit end kvalitet. Spiludviklere, som virkelig forstod godt design eller havde tid, var en mangelvare. Flere spil led under et hav af fejl, og det var før man kunne reparere den slags via Internettet. Manglende innovation gjorde også at USA, som på det tidspunkt var det største spilmarked, stille og roligt var ved at gå i stå. Dertil begyndte mange interesseorganisationer at sætte spørgsmålstegn ved spillenes indhold og hvad de gjorde med spillerne.

Det måske største symptom på alt hvad der var galt med spilbranchen i begyndelsen af 80'erne, var Atari 2600-spillet E.T. The Extra-Terrastrial, siden kendt som verdens dårligste spil. Med en udviklingstid på blot fire måneder blev spillet det store flop i julesalget i 1982, og størstedelen af spillets oplag på fem millioner eksemplarer blev aldrig solgt. Salget gik så dårligt, at Atari følge legenden i september 1983 læssede 20 fulde lastvogne med usolgte eksemplarer af spillet, konsoller og tilbehør, kørte dem ud i ørkenen i New Mexico, dumpede dem i et hul og fyldte hullet med cement. Atari, som i 1982 var branchens ubestridte leder - ja, som havde skabt spilbranchen med sine legendariske arkadespil - var i 1983 så godt som fortid.

I kølvandet på krakket var der ingen, der var ved deres fulde fem, som i 1983 drømte om at gå ind i spilbranchen. Guldalderen var forbi, spil var nu historie, og landet lå øde. Ingen ville bruge penge på spil mere. Netop i dette tidsrum var der et japansk selskab, der stod frem og satsede på at gå mod strømmen. Selskabet var legetøjsproducenten Nintendo, og satsningen blev ført an af to mænd: den benhårde forretningsmand og fjerdegenerationsejer af Nintendo Hiroshi Yamauchi, og en dagdrømmende spiludvikler med skulderlangt hår kaldet Shigeru Miyamoto.

Nu var det ikke den første gang, Nintendo forsøgte sig på en entre i spilbranchen. De havde forsøgt i 1975 med EVR Race, et hestevæddeløbsspil som viste sig at blive en fiasko på grund af maskinens brug af videobånd og behov for vedligeholdelse. Men med succesen, som fulgte med japanske titler som Space Invaders, var Yamauchi overbevist om at tiden var moden for Nintendo til at satse på spilbranchen igen. Yamauchi skabte ikke mindre end tre separate udviklingsafdelinger i Nintendo, og lod dem konkurrere mod hinanden for at finde de mest innovative løsninger.

Dette er en annonce:

I 1980 fik Nintendo fodfæste i den håndholdte spilbranche, da Game & Watch blev lanceret efter en ide af Gunpei Yokoi (som senere stod bag både Game Boy og spilserien Metroid), Ideen havde Yokoi fået efter at have set en forretningsmand lege med en LCD-lommeregner på toget af ren kedsomhed.

Yamauchi ville derimod have mere, og ønskede en hjemmekonsol med udskiftelige kassetter, ikke ulig Atari 2600 i USA, som kunne dominere det japanske marked. Japan var nemlig det eneste marked, hvor Atari ikke var ubestridt ener. Samtidigt krævede Yamauchi en konsol, der var billig nok til at flest muligt kunne købe den, unik nok til at de kunne dominere markedet så længe som muligt, og at den skulle være let at udvikle spil til. Yamauchi havde en forestilling om, at kunstnere skabte de gode spil, ikke teknikere, en forestilling der var usædvanlig dengang.

Løsningen blev præsenteret af designeren Masayuki Uemura, der præsenterede det han kaldte Family Computer eller Famicom. Maskinens oprindelige design inkluderede modem, tastatur og diskettedrev, men Yamauchi fastholdte at Nintendos mål ikke var først og fremmest at tjene penge på maskinen, men at sælge spil til maskinen der så igen ville generere indtægt til Nintendo.

Nintendos fantastiske NES fylder 30 år!
Formodentlig den bedste julegave, man kunne få i 80'erne

Konsollen skulle derfor gøres billigere og mere tilgængelig. Resultatet blev en hvid konsol med rød lakeringsfarve langs kanterne, en farve japanerne forbinder med finere middagsservice. På controlleren fandt man en krydsformet styreflade. I dag kender vi den som d-pad, og det var Nintendo, der opfandt denne med Game & Watch-udgaven af Donkey Kong i 1982.

Med en unik forretningsmodel bag sig blev Famicom lanceret i Japan den 15. juli 1983. Hele tre lanceringstitler - alle udviklet af Shigeru Miyamoto - var klar ved lanceringen: Donkey Kong, Donkey Kong Jr. og Popeye. To måneder senere havde konsollen solgt svimlende 500.000 eksemplarer, og før året var omme var der solgt én million Famicom i Japan.

Salget skabte et nyt problem: efterspørgslen på nye spil var for stor til at Nintendo kunne dække den alene. Løsningen blev noget, som indtil da var uhørt i branchen: Nintendo åbnede for at andre selskaber kunne udvikle spil til Famicom. Kravene fra Nintendo var meget strenge. Spillene skulle være frie for tekniske fejl, selskaberne skulle betale Nintendo på forhånd for produktion af spilkassetter, og Nintendo skulle have en andel af fortjenesten. Dertil havde Yamauchi vetoret på hvorvidt et spil kunne udkomme eller ej. Kravene var for skrappe for nogen, men udsigten til at sælge spil i milliontal fristede stadig flere selskaber.

Det, der for alvor sikrede Nintendos succes, var lanceringen af Famicom i USA med et nyt design og et nyt navn: Nintendo Entertainment System. Yamauchis svigersøn, Minoru Arakawa, blev sendt til USA for at undersøge det amerikanske marked for Nintendo. Arakawa opdagede, at selvom markedet var kollapset, var børn stadig interesserede i spil og blev ved med at bruge arkadehallerne. Nintendo satsede højt, og besluttede sig for at slå igennem i New York via julesalget i 1985.

Satsningen var en succes. NES solgte 90.000 eksemplarer i New York i julen 1985. I 1986 fik resten af USA lov til at lege med. At Shigeru Miyamotos banebrydende spil Super Mario Bros. udkom i USA samme år, var nok med til at sikre successen.

Nintendos fantastiske NES fylder 30 år!
Det er vigtigt med kreativitet og kvalitet, men det skader ikke med lidt hjælp fra en buttet blikkenslager

Resten er historie. På verdensplan har NES solgt ikke mindre end 62 millioner enheder. Bedstsælgeren? Super Mario Bros., selvfølgelig, med hele 40 millioner solgte spil. Takket være den benhårde forretningsmodel blev Nintendo et rigt og mægtigt selskab. Men frem for alt var det fokusset på kreativitet, kvalitetsspil og tilgængelighed, der førte selskabet til succces. Et fokus Nintendo stadig ønsker at fremhæve på nutidens konsoller, 30 år senere.



Indlæser mere indhold