Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Nytårstalen 2016

Så er 2016 ved at være forbi, og det er blevet tid til at gøre status. Læs Magnus' nytårstale lige her.
Magnus Groth-Andersen 31 december 2016

Så er vi her igen folkens, endnu en nytårstale, min anden af slagsen faktisk. Endnu et år er gået på hæld, et 2016 som har været defineret af globalt kaos, masser af virkelig dårlige beslutninger og nogle fede spiloplevelser ind imellem.

Donald Trump er gået hen og blevet præsident til alles store overraskelse, eller, det var i hvert fald uventet for mange, og dette kom så et kaotisk punktum for en valgkampagne der har været alt andet end fredelig og rar for de involverede parter. Nu står vi tilbage med Trump som præsident, en plan om en mur, en tvetydigt partiprogram, der ganske sikkert vil skabe interessante overskrifter i årene fremover. Der er mange ting vi endnu ikke ved om hans planer, om hans vision for verden ikke bare USA men den vestlige verden skal fungere, men én ting er sikkert, vores del af verden er splittet, og forhåbentlig kan vi komme væk fra det som mange er begyndt at kalde "the great divide" og begynde at finde vores vej tilbage til en fælles, international identitet.

Men "the great divide" skyldes desværre ikke kun præsidentvalget, men også Englands valg om at forlade EU, en beslutning der lige så har skabt en fragmenteret europæisk befolkning, en opdeling der så småt begynder at vise sine tegn. Flere lande råber op om et potentielt exit fra EU, et opråb som bliver mødt med opposition i en konflikt der tilsyneladende ingen ende vil tage.

Dette kan man så lægge oven i de dusinvis af døde talentfulde skuespillere og musikere som Leonard Cohen, Muhammad Ali, Prince, Alan Rickman, George Michael og David Bowie der alle måtte lade livet før tid. Dertil kan du ligge massakrer i mellemøsten, overpopulation, forurening og korruption og så man bliver man pludselig rigtig træt, for der går det op for en, at 2016 bare ikke har været noget synderligt fedt år.

Men, der er et lyspunkt at finde her, for alt imens verden udenfor lader til at gå i hundene, så har vores kære spilbranche givet os nogle fabelagtige spiloplevelser, og både små og store udviklere har givet os titler som er værd at nævne og hylde.

Små, intime hold har givet os spil af det kvalitetsniveau vi kan forvente fra store hold med hundredevis af ansatte, såsom PlayDead med Inside, Eric Barone med Stardew Valley, Campo Santo med Firewatch og Night School med Oxenfree, spil der alle endnu en gang slog fast at de bedste spiloplevelser meget, meget tit kan komme fra spil uden millionstøtte og QA-hold på flere hundredemand. Disse titler er vores bedste kort i kampen imod kynismen der stadig bliver rettet imod vores branche, at man kan skabe narrative og kunstneriske oplevelser som intet andet medie kan formå.

Samtidig med at indie-spillene fortsat har væltet spillere bagover i 2016, så er der også store spil der er produceret for millioner af dollars, der har imponeret og indfriet høje forventninger. Uncharted 4: A Thief's End formåede at lukke serien med et mere voksent og modent brag, og Titanfall 2 sprang sig endnu en gang ind i spillernes bevidsthed, på trods af at salgstallene ikke helt formåede at følge med. Ligeledes kunne Watch Dogs 2 rette mange af de fejl som fans fandt ved originalen, og selv spil som The Last Guardian og Final Fantasy XV kunne stadig imponere, til trods for at de begge har været under udvikling i 10 år.

Spilåret har, om ikke andet for Gamereactors anmeldere, været fyldt til renden med positive spiloplevelser, og mange spil har fået høje karakterer med på vejen, og det er både lanceringen af nye serier og fornuftige efterfølgere. Spilåret 2016 har, isoleret set, været finurligt, og selvom vi, som altid, har været offer for mange forsinkelser, så kan vi let se tilbage og udveklse fornøjede blikke, for kreativitet er branchen i hvert fald ikke løbet tør for, og med globale trends som Pokémon Go og nu Super Mario Run, sikrer vi at selv de yngre generationer finder en vej ind i branchen som passionerede gamere.

Her på Gamereactor har jeg som chefredaktør arbejdet hårdt for at finde min plads, og jeg vil gerne bruge en smule spalteplads til at tale lidt om hvordan året har været her på redaktionen. Jeg er ny branchen, jeg er ung, og som ene faste skribent på redaktionen i Danmark har der været en del at se til. Der er mange forskellige roller at varetage, blandt andet som vært på meget af vores videoindhold, og som koordinator af rejser for vores skribenter i hele verden, udover at producere dagligt indhold til hjemmesiden. Ja, der har været en del af se til, og nogle gange så er den kvalitet jeg stræber efter ikke altid at finde i artiklerne. Det beklager jeg fortsat, og jeg lover jer at hver eneste gang at I så fint minder mig og de andre indholdsproducenter om at der er fejl, så gør det utrolig ondt, præcis som det skal når man er investeret i noget.

Dog er der blevet arbejdet en del på at forbedre og producere mere kvalitetsindhold, og der er mange initiativer jeg er meget stolt af. Dóri og jeg laver Gamereactor Plays-videoer, der bliver løbende nu lavet Gamereactor Gameplay Series, vi har lavet tonsvis af debatartikler, vi har søsat en ambitiøs Top 100-liste og meget, meget mere som er blevet mødt med positiv respons fra alle jer vidunderlige læsere. Alt dette kunne virkelig, virkelig ikke være lykkedes uden hjælp, endnu en gang, fra mit fabelagtige hold. Andreas og Mikael har løbende hjulpet med at producere nyheder og det er jeg meget taknemmelig for. Ligeledes har mine trofaste anmeldere leveret kvalitetstekster hele året rundt, og også dem vil jeg gerne takke. Uden jer, ville der ikke være noget Gamereactor.

Her til syvende og sidst vil jeg gerne udbringe en skål, en skål for et Gamereactor der vil bestå, en spilbranche der hele tiden udvikler sig og for en verden der seriøst skal tage sig sammen i det nye år. Godt nytår allesammen.

- Magnus

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.