Og de nominerede er..

Så er det endelig blevet tid. Endnu et år er ved at gå på hæld, og mens julehyggen varmer i stuerne, er det blevet tid for Gamereactor at gøre status. Ja, vi skal se tilbage på spilåret 2015, og finde ud af, hvilke oplevelser der blev hos os, satte sig på rygraden og nægtede at give slip. Den gode historie, de solide mekanikker, de fede karakterer, den underholdende historie, ja, grundende kan være mangt og mange, og vi vil forsøge at hylde alle de spiloplevelser, der enten har imponeret på ét enkelt fokusområde, eller på flere.

Nu skyder vi Gamereactor's store Game of the Year-artikel i gang, og det gør vi ved at præsentere samtlige kategorier, hvor der er fem nominerede i hver kategori. Derefter vil vinderne blive afsløret lidt ad gangen, når julemaden har lagt sig i maverne, pakkerne er blevet åbnet og vi ser frem mod nytår. Processen har været lang, og alle de dygtige freelancere, samt Philip og jeg, har arrangeret skemaer og lavet stemmeprocesser, for at hele arrangementet bliver så fair som menneskeligt muligt. De fem nominerede, der ikke står rangeret overhovedet, er simpelthen dem der fik flest point i de individuelle skribenters Game of the Year-score. Derfor er det kun rammende, at vi, sammen, kan bringe jer vores nominerede. Lad debatten begynde.

Årets Spil - Magnus:

Ja, vi kan lige så godt lægge ud med det vigtigste, for Bedste spil-kategorien er jo det, som det er lettest at have en mening om. Hvilket spil imponerede mest? Hvilken spiloplevelse er blevet hos os længe efter slutteksterne er rullet over skærmen? Det er et stort spørgsmål, for spil er jo, ligesom enhver anden kunstart, ganske unikke, og sætter forskellige følelser og tanker igang hos os. Vi har valgt at fokusere på oplevelsen - hvilken spiloplevelse der har været mest kraftfuld i 2015. Du kan læse om vores fem nominerede herunder.

Batman: Arkham Knight
Rocksteady kæmpede imod nogle af de højeste forventinger til en efterfølger med udgivelsen af Batman: Arkham Knight. Seriens to første kapitler er stadig blandt de mest elskede spil i sidste konsolgeneration, men udvikleren formåede alligevel at indfri på tilfredsstillende vis, med en dyb historie, solidt gameplay og en glimrende tilføjelse i form af Batmobilen. Selve produktionskvaliteten er det vi bør fokusere på her, for alt lige fra stemmeskuespil til de kooperative takedowns kan kunne foretage Batman og Robin imellem, er for evigt et testamente til, at Rocksteady ved hvad de laver.

Fallout 4
Bethesda er af branchens rockstjerne, og de fortsætter deres triumftog med endnu et overdådigt rollespil, der er fyldt til randen med spændende historier, fede opgaver og muterede monstre. Derudover tilføjede udvikleren muligheden for at konstruere sine egne baser og opholdsteder, som introducerede spilleren for endnu et komplekst lag. Det er selve dybden der imponerer her, og selvom spillet er en direkte efterfølger til Fallout 3, var vi parate til at dykke hovedkuls ned i endnu en rollespilsoplevelse fra mestrene. Vi blev ikke skuffede.

Bloodborne
From Software kan deres succesfulde spilmodel bagvendt, men de ved også hvordan man lige præcis vender og drejer formularen tilpas meget, så det føles anderledes. Således gik det med Bloodborne, der repræsenterer en hurtigere og mere hektisk form for Souls-gameplay, som de er blevet så kendt for. I den mystiske, skrækindjagende by Yharnam døde vi ,her på redaktionen, tusindvis af gange, og vi fortryder ikke et eneste langtrukkent, frustreret skrig der har forladt vores læber, for vi har langsomt lært spillets regler, og lært dets systemer at kende. Det er Souls-modellen, og den fungerer glimrende her.

Until Dawn
Until Dawn havde verden imod sig lod det til. Først blev det afsløret som en Move-titel til PlayStation 3, og sidenhen blev der mørkt omkring udviklingen, indtil det endelig blev afsløret endnu en gang til PlayStation 4, som en form for teenagergyser-version af Heavy Rain. De første demonstrationer havde besværligheder med billedehastigheden, og folk var ikke synderligt solgte på castet af karakterer. Men udvikleren Supermassive Games gjorde lige præcis det vi alle ønskede, og skabte en tilpasselige Quantic Dream-lignende oplevelse, hvor alle valg havde konsekvenser, og hvor hver karakters liv hang i en tynd tråd konstant.

The Witcher 3: Wild Hunt
The Witcher 3: Wild Hunt er kulminationen af CD Projekt RED's rejse igennem mange år, lige fra det første PC-eksklusive første spil i serien, og frem til denne gigantiske, brutale, strategiske rollespilssandkasse, der serverer det ene dilemma efter det andet, og vigtigst af alt, det ene monsterjæger-kontrakt efter den anden. Man får følelsen af, at spillet har været et passionsprojekt for udvikleren på trods af sin størrelse, og ligesom med GTA V føles spilverdenen håndlavet, menneskelig. Det er fantastisk rollespil, med sans for detalje, såvel som for karakterer og plot. Den perfekte blanding.

Bedste udvikler - Anders Fischer:

I år har vi virkelig set udviklerene gøre imponerende satsninger og gå nye veje. Valve har delt vandene med deres Steam-Machines, Blizzard annoncerede en FPS, og en vis hvidhåret mutant drejede alles opmærksomhed mod Polen. Det har i sandhed været et spændende år for spil, hvor mange overraskelser lå i vente, men også hvor vi har set mange sikre hits. Derfor er "bedste udvikler" også en kategori, som kan diskuteres længe. Ikke desto mindre måtte vi udvælge en liste, og den ser ud som følger.

CD Projekt Red
Det overrasker næppe, at se CD Projekt RED på listen, ovenpå The Witcher 3's sejrsgang. Efter en solid etter og toer, og nu med en større pengepung, tog CDPR spilverdenen med storm tilbage i maj. Det er også lykkes CDPR at holde interessen ved lige i form af den nylige Hearts of Stone-udvidelse, som tilføjer adskillige timers spiltid, og den planlagte Blood and Wine-udvidelse, som kommer i det nye år. Desuden er firmaet kendt for en yderst fair og gavmild politik, som bl.a. ses i deres DRM-fri online-butik gog.com.

Kojima Productions
Hideo Kojima er en gammel kending i spilindustrien, og med Metal Gear Solid V: The Phantom Pain så vi en udvikler, som igen overgik sig selv. Dette var endnu en serie, som gik over til et open-world-format, og havde stor succes med det. Bedriften bliver ikke mindre imponerende af, at Kojima Prod. lukkede dørene umiddelbart efter udgivelsen af spillet, grundet tiltagende konflikter mellem Kojima og udgiveren Konami. Seriens fremtid er derfor aldeles uklar.

Bethesda Softworks
Fallout 4 er endnu en gigant-titel, der markerer 2015 som et fantastisk spil-år. Lige fra countdown-timeren gik live d. 2. juni, så har spillere verden over glædet sig til spillet udkom, mens Bethesda, fyldt med selvtillid, har kvitteret med teasers og tematiserede folkevognsrugbrød (på Gamescom). Grunden til nomineringen er selvfølgelig, at Fallout 4 viste sig at være et fænomenalt spil, som endnu engang viste Bethesdas talent for de åbne verdener, om de så er befolkede af drager eller mutanter.

From Software
De sidste par år har From Software i stigende grad gjort sig kendt på deres egen niche af RPG-genren, nemlig en mørk, voldelig og ekstremt svær version, som det ses i Dark Souls-serien. I år så vi imidlertid udvikleren tage dette koncept i en ny retning med Bloodborne, som har en mere gotisk atmosfære. Her på GR kan man i Philips anmeldelse læse, hvordan det mystiske og enorme spil kan tryllebinde, men også hvordan selv garvede spillere har nogle solide lag tæsk i vente.

Supermassive Games
Mens de øvrige nominerede er meget velkendte ansigter, så er Supermassive en relativt ny britisk udvikler, som først for alvor markerede sig i 2015 med Until Dawn. Dette var, til gengæld, noget af en levering. Philip gav spillet 9/10, og dette pba. en solid filmisk oplevelse, som giver spilleren meget direkte indflydelse på karakterernes relationer. Gyserspil-genren er tæt befolket, men med Until Dawn er Supermassive blandt de mest lovende udviklere på det marked.

Bedste digitale spil - Anders Mai:

I en kategori der bliver større år for år, ser vi spil med grafik der overgår selv de største frachises, historier der kan få robotter til at fælde en tåre og lokal multiplayer der samler vennerne foran fjernsynes som i gamle dage. Det er altid spændende at følge med de digitale spil, for i sidste ende er det ofte der, vi ser den største innovation. Hvor store AAA-spil ikke kan tage alt for store chancer, da de bliver nødt til at ramme et bredt publikum, kan digitale spil sigte efter et lille dedikeret publikum og stadig tjene penge. Og det har også været tilfældet i år. Udvælgelsen har været svær, for der er udkommet en overflod af kvalitetstitler, spredt over samtlige platforme. I sidste ende var det dog disse 5 anderledes, smukke og nytænkende spil, der gjorde det største indtryk på os.

Everybody's Gone to the Rapture
The Walking Simulator over dem alle. Dette er verdens undergang som du aldrig har oplevet det før. Tempoet er roligt og fortællingerne er tragiske. Man bevæger sig langsomt rundt i den lille britiske by Yaughton, og stopper kun op for at nyde den smukke udsigt eller høre en fortælling fra en tidligere beboer. Med sætningen: "This is Dr. Katherine Collins. I don't know if anyone will hear this. It's all over. I'm the only one left", åbnes spillet op og derfra må du selv regne ud hvad der er sket. Historierne bliver dog i lige så høj grad fortalt gennem miljøet, som de bliver gjort af sætninger; legetøjet der ligger forladt i haven, teen der står fremme på køkkenbordet, nærmest som om noget forlod lejligheden i et sekund for aldrig at vende tilbage. Når du ankommer til slutningen, vil du sidde tilbage med en oplevelse du sjældent glemmer, godt hjulpet på vej af et soundtrack der giver liv til den menneskeforladte by.

Ori and the Blind Forrest
Selv den stærkeste af os må glemme vores indre mandighed og fælde en tåre til dette spil, inden de første fem minutter er passeret. Ori and the Blind Forrest var en overraskelse. Ikke fordi vi regnede med, det ville være dårligt. Den smukke grafik og søde karakterer fik os til at tro, at man ville nyde turen gennem spillet i ro og mag. Der fik vi en opvågning. Spillet er ubarmhjertigt, men det er kun bedre af den grund. Ens platform evner blev sat på en gevaldig prøve, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere uforglemmelig. Læg oven i det, en grafik der konstant giver dig lyst til at stoppe op og suge det hele ind, og du sidder med en titel der bliver hos dig. Både for udseendet, gameplayet og historien.

Rocket League
Hurtigt at lære, svært at mestre. Det kan være umuligt at ramme den grænse perfekt, men Supermassive har formået at gøre det, og leverer et fantastisk konkurrencepræget spil, der er umuligt at lægge fra sig. Dette er definitionen på "lade-os-liiiiiige-tage-en-kamp-til"-spillet. Om du spiller alene eller med venner, er der altid noget at vende tilbage til. Rocket League tog spilverdenen med storm, og det er ikke uden grund. At lave en Epic Save, Bicycle Kick, Long Shot Goal eller Aerial Hit bliver aldrig kedeligt. Det er svært at se hvordan Supermassive kan forbedre dette spil. Selve gameplayet har de formået at perfektionere, og er det ikke det vigtigste i sidste ende?

Layers of Fear
Hele spillet foregår i det samme hus, og du er konstant i farer for forskrækkelser. Hvis du synes det lyder som P.T., så er det forståeligt, men Layers of Fear er helt sin egen. Du går rundt som en maler, der er blevet vanvittig i hans bestræbelser på at male det perfekte maleri. Døre forsvinder bag dig, og nogle gange bliver du taget nye steder hen af den samme dør. Det er forvirrende, men aldrig frustrerende. Spillet perfektionerer den psykiske terror, hvor fortidens dæmoner jagter dig og kun ved at gå længere ind i galskaben, kan du finde ud af hvad der virkelig er sket. Ligesom hovedpersonen der aldrig har fundet perfektion i hans billeder, er spillet ikke uden gyserklicheer, men alt det kan overses, når du vandrer igennem de mørke gange i huset, jaget af din egen fortid.

Duck Game
I et vidunderligt sted mellem Towerfall og Smash Bro's finder vi Duck Game. Denne hurtige 2D platformer er perfekt, hvis du vil have håneretten overfor vennerne. Styringen er simpel, men det kommer kun til spillets fordel. Det er let at samle op og lade galskaben hærge. Alene det faktum, at du har en knap til at sige "quack" fortæller dig alt, hvad du behøver vide om spillet. Det er ofte hylende morsomt og altid overraskende. Aldrig har jeg haft det SÅ sjovt, i et spil hvor jeg har fået så store tæsk.

Bedste Remake/Remaster - Magnus:

Vi startede med at være sure over remakes og remasters, for det var jo i virkeligheden firmaer der solgte os spillene for anden gang. Det tog er kørt, for denne trend er blevet fast inventar i industrien, og derfor kan vi lige så godt hylde dem, der formår at genantænde vores kærlighed for klassikerne. Måske har de samlet alle udvidelser til én spændende pakke, ellers er det tekniske arbejde bag kulisserne uhyre imponerende? Vi har samlet årets bedste remakes og remasters, og det er disse fem som er vores favoritter.

Borderlands: The Handsome Jack Collection
Selvom Gearbox valgte at udlade det første spil i serien, har denne samling ligeledes udmærket sig ved at skalere hele den visuelle oplevelse kraftigt op. 1080p/60fps gør den Cel-shadede grafik endnu mere skarp, og kaster Borderlands-serien frem i forfeltet i forhold til æstetisk sans. Hele oplevelsen føltes sprødere, om så det var Borderlands 2 eller Borderlands: The Pre-Sequel man valgte at tage udgangspunkt i, og vi forelskede endnu en gang i det vanedannende hook at samle nye våben, og skyde mærkelige skabninger i rummet.

Uncharted: The Nathan Drake Collection
Som perfekt opvarming til Uncharted 4: A Thief's End, der er i øvrigt bliver et farvel til Nathan Drake fra Naughty Dog, fik vi Uncharted: The Nathan Drake Collection, der samler singleplayer-komponenten fra alle tre Uncharted-spil, og præsenterede dem i 1080p/60fps. Bluepoint Studios gjorde et fantastisk stykke arbejde, og pustede nyt liv i PS3-spillene, der, vigtigst af alt, mindede os om hvorfor vi elsker Uncharted. Farverne stråler, scenerne virker nu endnu mere storslåede og det hele kører silkeblødt.

The Legend of Zelda: Majora's Mask 3D
Nintendo fortsætter stolt med at udgive gamle konsoludgaver af Zelda-spillene på 3DS, og heldigvis beviste de med The Legend of Zelda: Majora's Mask 3D, at Ocarina of Time 3D ikke bare var en enkeltstående succeshistorie. Der er blevet foretaget en grundlæggende revurdering af mange af spillets systemer, noget som man sjældent ser med genudgivelser, og resultatet er en skarpere og mere tilgængelige spiloplevelse.

Gears of War: Ultimate Edition
Gears of War: Ultimate Edition var et brølende comeback for serien, der lige pt. står imellem det skuffende Gears of War: Judgment og det kommende Gears of War 4, og derfor var denne brutale påmindelse kærkommen, og Gears of War: Ultimate Edition mindede os så sandelig om, at Epic's tredjepersonsskydespil er en af de bedste serier på markedet.

Bedste nye IP - Jonathan:

Med årlige udgivelser i de samme serier og et hav af titler som efterhånden er nået op på deres tiende afsnit, er det altid med en hvis spændning og længsel, vi kigger efter nye koncepter, som kan tilbyde os noget andet, end de gennemtærskede ideer vi får serveret gang på gang. Selvom den næste generation af konsoller har været på markedet et par år, får nye ekslusive titler meget opmærksomhed, da de giver lidt ekstra ammunition i konsol-skyttegravene. Specielt Sony syntes at have været heldige med deres satsninger i år, selvom Nintendo som sædvanlig også er god for nye kreative ideer. Desuden ser det ud til, at de levende døde vitterligt ikke vil dø - der er altid nye spændende ideer at finde hos zombie-genren.

Bloodborne
Bloodborne er et herligt mareridt af et monsterspil. En fortælling værre end noget Lovecraft kunne have fundet på. Med et mere aggressivt kampsystem fortsætter spillet den forfriskende trend fra Dead Souls serien, med ekstrem høj sværhedsgrad, et fantastisk art design og en sær hjemsøgende stemning. En stærk eksklusiv IP for Playstation 4.

Dying Light
Techland markerede sig først i zombie-genren med Dead Island, men Dying Light viser dem for alvor som en af de bedste producenter, når det kommer til spil om de levende døde. Med et gameplay som blander urban overlevelse, nervepirrende parkour og frygt for solnedgangen, ser Dying Light ud til at have stor fremtidig potentiale.

The Order 1886
The Order 1886 var en af de mere ventede eksklusive titler til playstation 4. Ved udgivelsen fik det en lidt blandet modtagelse. Gameplayet er til tider ensformigt og kedeligt, men den flotte grafik og interessante historie og univers gør alligevel, at The Order 1886 er et af dette års bedste nye spilkoncepter. Vi ser gerne, at vi får lov til at jage flere half-breeds i det alternative viktorianske England.

Until Dawn
Lange mellemsekvenser og massere quicktime-events lyder ikke umiddelbart som opskriften på succes, men Until Dawn har reelle konskvenser for en forkert beslutning eller en langsom reaktion. De mange drejninger historien kan tage som følge af spillerens handlinger, gør et ellers forholdsvis traditionelt gameplay nervepirrende og engagerende, og spillets succes taget i betragtning, skal vi nok se denne titel, udvikle sig til en serie.

Splatoon
Wii U har ikke helt kunne leve op til sin forgængers succes, og den er ikke for alvor med i den store konsolkrig. Heldigvis tager det ikke modet fra Nintendo, som stadig tør være det sorte får. Splatoon er et spil for både børn og voksne, og er et godt multiplayer alternativ til de sædvanlige militær-simulatorer. Her vinder du ikke nødvendigvis kampen ved at udradere flest fjender, men ved at overmale så meget af banen, du kan. Spillet er elsket af næsten alle som prøver det, og det fortjener derfor at være blandt årets aller bedste nye IP'er.

Bedste historie - Katrine:

En god historie er et vigtigt redskab for et godt spil. Hvem husker ikke at have siddet grædefærdig med en controller i hånden, imens slutningen på en brillant historie har udspillet sig på skærmen? Og den oplevelse glemmer man sent. Så hvad gør en historie god? Den gode historie skal være medrivende. Den rykker noget i dem, der lytter til fortællingen, og den bringer en eller anden form for følelse frem i dem - være det sig vrede, glæde, tristhed, overraskelse eller lignende. Selvom de fem fortællinger, der er nominerede i kategorien "Bedste historie", befinder sig langt fra hinanden i både tid og sted, har de alle netop det tilfælles, at de på deres egen måde rører spilleren. Så her er årets fem spil, der har efterladt os som en grædefærdig klump, komplet overraskede eller noget helt tredje.

Tales from the Borderlands

Hvis der er noget, Telltale Games er gode til, så er det immervæk at fortælle en historie. Og i år fik vi så resten af den første sæson af deres episodiske serie Tales from The Borderlands. Mens de oprindelige Borderlands-spil har fokus på skudkampe, fokuserer Telltales version netop på historien. I fortællingen møder man de to hovedpersoner businesshajen Rhys og fupmageren Fiona. Trods deres forskellige personligheder og kompetencer, må de arbejde sammen igennem spillet. Men hvordan deres færd udspiller sig, er op til spilleren selv. Det er nemlig os, der bliver sat i førersædet og får lov at træffe en hel række valg undervejs, der kan ændre hvordan historien ender. Når denne teknik lykkes, og vi som spillere oprigtigt føler, at vi har haft en indflydelse på historien, kan det være en utrolig stærk teknik. Og takket være Telltales efterhånden store erfaring med teknikken er den særdeles succesfuld udført i Tales from the Borderlands.

The Witcher 3: Wild Hunt

I The Witcher 3 spiller man som monsterjægeren eller Witcheren Geralt of Rivia. Allerede i de to tidligere spil er Geralt stødt på mange prøvelser. Denne gang er de personlige. Geralt begiver sig nemlig ud på en lang søgen for at finde en bestemt person, som han holder meget af. Denne person er forsvundet på grund af den overhængende trussel kaldet The Wild Hunt. The Wild Hunt er en gruppe åndeagtige og ondskabsfulde elvere, der søge at finde personen og udnytte vedkomne til deres egen fordel. Så i en kamp mod tiden og disse elveres isnende kræfter må Geralt sætte alt ind for at redde personen. Men i et spil så stort som The Witcher 3, er det klart, at der er mere end én fortælling i gang. Udover den centrale plotlinje møder man massevis af mindre historier undervejs. Alle disse historier er trods deres lille størrelse med til at gøre den samlede fortælling endnu mere dyb og give spilleren en helt igennem fantastisk oplevelse fyldt med twists, mystik og kærlighed. Kan man overhovedet bede om mere?

Until Dawn

Until Dawn er et interaktivt horror drama, der mest af alt minder om en 90'er teenage-, slasherfilm. Ude i en menneskeforladt skov er otte venner samlet i en mørk hytte. De er vendt tilbage til hytten for at mindes deres to venner, der for præcis et år siden forsvandt i selvsamme skov. Men deres forventninger om at få en hyggelige tur bliver langsomt smadret. Stemningen i den mørke hytte bliver hurtig ubehagelig, og det viser sig at de ikke er alene i den snefyldte skov. Alle er i fare, ingen er sikre. Historien præges af spillerens mange valg, og selv små beslutninger kan ende med at koste dyrt. Man har nemlig selv ansvaret for, hvilke personer der overlever, og hvilke der ikke gør. Derfor kan historien ændre sig voldsomt undervejs og give spilleren ny hårrejsende oplevelse hver gang. Det var en historie, der ikke alene holdte os vågne om natten men som også overraskede os undervejs og tog nogle drejninger, som nok de færreste havde set komme.

Everybody's gone to the Rapture

The Chinese Room har skabt en lidt anderledes postapokalyptisk fortælling. I Everybody's gone to the Rapture ankommer man i starten i den lille, engelske by Yaughton. En by fyldt med farver, blomster og idyl. Fyldt med alt andet end liv. Byens tomme huse og øde gader vidner nemlig om, at noget ganske forfærdeligt er hændt for byens beboere. Historien om denne hændelse bliver fortalt brudvist igennem de tidligere beboers minder, der er spredt ude i byen. I Everybody's gone to the Rapture har fortællingen fået hovedrollen. Det er det mest betydningsfulde for spillet, da der hverken er fjender, man skal kæmpe imod, eller andre former for udfordringer, man skal klare. Det hele handler om, at spilleren skal opdage historien og mærke den sammen med de mennesker, der selv måtte gennemgå den. Det er et stærkt spil med en mindeværdig historie, der bestemt fortjener en plads her på listen, og som vi vil huske længe.

Batman: Arkham Knight

Vi er vel alle snart bekendte med Batmans prøvelser og hans ikoniske ærkerivaler. Men vi nyder dog stadig at få endnu et kapitel i Batman-bogen - eller i dette tilfælde, spillet. Men trods vores kendskab til helten og hans række af udspekulerede fjender, forventer vi gang på gang at blive overrasket. Og måske i et forsøg på at overgå sig selv har Rocksteady skabt et endnu større univers med endnu flere skurke og skruet op for alt, hvad der kunne skrues op. Mange frygtede, at det ville gå udover spillet på flere måder. Så det var en lettelse, da vi så, at historien i spillet ikke måtte ofres for dets størrelse. For os blev alle krav til en god historie indfriet undervejs, og vi nød den gru selv velkendte (og førhen lidt tilsidesatte) karakterer som Scarecrow kunne bringe med sig, men også den mystik den nye spiller Arkham Knight havde med på banen.

Bedste lokale multiplayer - Anders Fischer:

Det er nemt at glemme, at computerspil ikke kun handler om stort anlagte fortællinger, vild grafik og karakterudvikling, eller e-sport og kompetitiv online multiplayer. Vi har også brug for spil, som kan være samlingspunkt for venner på det lokale plan, og i 2015 så vi adskillige bud på, hvordan formlen for venskabelige øretæver skal skæres. Her er de fem nominerede:

Rocket League
Ideel bag Rocket League lyder decideret gal: superhurtige og adrætte biler spiller fodbold, og bolden er kæmpestor. En så fjollet idé kan dog åbenbart udføres ganske elegant, som det er tilfældet med Rocket League, som både er pænt og tager sig selv nogenlunde seriøst. Både online og lokalt er spillet yderst populært og sjovt, og kombinerer blærede tricks, adrenalin og strategi på underholdende vis.

Duck Game
Sommetider hører man en spiltitel som er så dum, at man bare må se hvad det går ud på. Duck Game er den type spil, og gudskelov. For blandt de mange side-scrolling shooters som man finder på Steam, så er Duck Game måske det sjoveste. Hvor banalt det end er at gå i krig mod hinanden som skydegale ænder, så er Duck Game's hurtige 2D-action yderst veludført. 80'er-tema, en tåbelig mængde våben, ænder, og nostalgi gør dette til en solid gang underholdning.

Rock Band 4
Det er så rart når udviklere forstår, at vi ikke altid ønsker den dybe tallerken genopfundet, men blot mere af det gamle, anno 2015. Det er i stor stil dette som får Rock Band 4 til at fungere, da vi her ikke finder så meget nyt, men derimod en solid genopstandelse af den særlige fysiske, sociale oplevelse, som definerede seriens tidligere spil, som nu kan drage fordel af den nyere generation af hardware. Bagudkompatibilitet og kortere loadetider vejer op for en delvist svagere setliste.

Helldivers
Hvis du nogensinde savnede et godt Starship Troopers spil, og hemmeligt stadig har en drøm om at iføre dig futuristisk rustning og smadre kæmpeinsekter med dine venner, så grib chancen nu. Helldivers er et stort nøk til den aldrende men charmerende Paul Verhoeven-film, og leverer solid taktisk co-op-action en masse. Med mulighed for lokal såvel som online co-op giver Helldivers muligheden for at forsvare "Super Earth" mod krybene på tværs af planeter, og gør dette på selvsikker vis.

Speedrunners
I denne farverige "Early Access"-sidescroller gælder det om at være den eneste superhelt tilbage på skærmen, koste hvad det vil. Ekstremt hurtig konkurrence definerer denne titel, hvor fire spillere løber om kap, og bruger våben som kroge, bomber og missiler til at få hinanden af vejen. Hvor enkel denne opskrift end er, så kræver det at man tænker hurtigt. Mens spillet ikke er færdigudviklet, så er der masser af sjov at hente allerede, hvis man har reflekserne til at følge med ens venner.

Bedste online multiplayer - Anders Mai:

Online multiplayer bliver kun mere og mere populært, hvilket konsolspil der dropper singleplayer-delen vidner om. I år har vi set det ske flere gange, og med fokusset solidt plantet på online-delen, har de leveret stærke konkurrenceprægede oplevelser hele året. Og her er noget til alle spillere, der har lyst til at teste deres evner mod verdenen. Episke slag, der handler mere om spektaklet end om at vinde, slag hvor det er altafgørende at arbejde sammen for at vinde og slag hvor det enlige talent kan vende kampen til egen fordel. Her er de nominerede til Gamereactors 5 bedste multiplayerspil i år.

Star Wars Battlefront
Lige siden man første gang så slaget ved Hoth udspiller sig på det store lærred eller i hjemmebiografen, har man haft lyst til selv at være der. Kigge op og se en Starfighter flyve over hovedet på én, eller selv sætte sig bag rettet og flyve mod skyerne. Star Wars Battlefront er en drøm der går i opfyldelse for mange. Det handler ikke om flest kills eller at ydmyge fjenden. Det handler om at være en del af universet langt borte. Måden modstanderne falder på når man skyder dem, eller måden granater eksploderer på, er genskabt til mindste detalje fra filmene. Battlefront er en succes for alle Star Wars fans og med kommende dlc'er vil universet kun vokse.

Call of Duty: Black Ops 3
Når det handler om solid online multiplayer, kan man altid regne med Call of Duty. Black Ops 3 er heldigvis ingen undtagelse. Faktisk formår Black Ops 3 at hæve niveauet, ved perfekt designede baner og en zombi-mode der overgår tidligere år. Bygningerne står tæt op af hinanden, perfekt til at løbe zigzag og dræbe fjender fra oven. Zombier i de tidligere spil i serien, har ofte føltes som en sjov tilføjelse, men ikke noget de lagde alt deres kærlighed i. Sat i 1940'erne, med et tydeligt glimt i øjet, føles den mode dog fuldstændig anderledes fra resten af spillet. Skuespillerne, miljøet, våbene... det hele er med til at skabe et af de stærkeste online-spil, vi nogensinde har set fra Call of Duty.

Evolve
Det er ofte set i spilindustrien, at en udvikler kommer ud med et spændende nyt koncept, men ikke formår at fuldføre det i praksis. Turtle Rock formår dog levere på deres løfter, hvilket er et mirakel i sig selv. 4 vs 1 vil aldrig være en let grænse at ramme, og med forskellige Hunters og Monstre at vælge imellem, kan det kun gøre balancen endnu sværere. At lægge en strategi med sit hold, lægge fælde for monstret og dræbe det i fællesskab bliver aldrig kedeligt. Og for monstret er det altid sjovt at jagte sit bytte, ved at skille fårene fra bukkene én efter én. For et koncept der er så nyt og svært at balancere, er det et testamente til udviklernes talent, at Evolve står blandt Gamereactors 5 nominerede.

Rainbow Six: Siege
Rummet med bomben er forseglet, og alle fem Defenders står nu og venter i stilhed. De vogter et vindue eller dør hver og de er fokuserede. Ingen holder vejret, for nu ved de, angriberne snart kommer. Et højt brag lyder, vægger springer i småstykker og fem Attackers springer ind med skarptladte våben. Når man først er i gang med en kamp i Siege, fungerer det hele bare. Som Attacker er det fantastisk at lægge en plan og udføre den, og som Defender giver det samme følelse at ødelægge den. Selv den intense ventetid før angriberne rammer, bliver aldrig kedelig. Vi har brug for spil som Rainbow Six i onlinesfæren, der tør noget andet end konkurrenterne. Og Siege er ingen undtagelse. Spillet er ikke stort på forskellige baner eller modes, men hvad det gør, kunne ikke udføres meget bedre.

Rocket League
På mange måder er Rocket League, det bedste fodboldspil jeg nogensinde har spillet. Og før I river hovedet af mig, og råber FIFA eller PES, så lad mig forklarer. Skal man vinde kampe online i Rocket League, er man nødt til at snakke sammen med sit hold. Det handler om at placere sig rigtigt i forhold til sine medspillere og bolden. I FIFA og PES skifter man "bare" spiller, hvis bolden skifter banehalvdel. Der er konstant en ny spiller der kan tage over, når man ikke får taklet ordenligt. I Rocket League har man ikke denne luksus. Er man blevet sat af modspillerne, gælder det om, at vende om og få snuden tilbage i forsvaret. Rocket League er fodbold når det er bedst.

Bedste grafik - Philip:

Grafik er ikke alting, siger vi ofte til os selv, men alligevel kan det spille en enorm rolle, når det kommer til indlevelsen i et spil. Eftersom de nye konsoller efterhånden har fundet deres plads under de flestes tv-borde, har spilindustrien i den grad også skruet op for blusset når det kommer til grafikken i deres spil, og det må siges at 2015 har bragt os nogle af de flotteste spiloplevelser nogensinde. Derfor har det også været svært at finde blot fem nominerede i kategorien Årets Bedste Grafik, men takket være vores smarte point-system lykkedes det os i sidste ende. Her er de nominerede:

Batman: Arkham Knight
Arkham-serien har altid været kendt for sin flotte grafiske repræsentation af Batman-universet, hvor både de mørke gyder og udsigten over det regnfyldte Gotham fra tagene af de kæmpemæssige bygninger begge imponerer. Det var for mange en glædelig nyhed, da det kom frem, at det sidste spil i serien ikke ville komme til den tidligere generation af konsoller, idet forventningen var, at det grafiske niveau ville blive øget, når der ikke længere skulle tage højde for den ældre hardware. Dette var i den grad også tilfældet, og Arkham Knight må siges at være det flotteste spil i serien til dato, og uden tvivl også et af årets pæneste titler, hvilket er grunden til, at den har fået denne velfortjente nominering.

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain
Hideo Kojima har altid været en ambitiøs mand, både i forhold til størrelsen og det historiemæssige aspekt af sine spil, men ikke mindst også når det kommer til det grafiske. Vi fik en lille forsmag på den specialudviklede Fox grafik-engine tilbage i marts måned sidste år med udgivelsen af Ground Zeroes, men i år fik vi virkelig at se, hvad det nye system kunne præstere. Snake har mildest talt aldrig set bedre ud, og den åbne spilverden er fyldt med detaljer, som gør det nemt at indleve sig i den. Det var svært ikke at måbe, da man for første gang red gennem Afghanistan ved solnedgang, eller oplevede regnen falde på de afrikanske marker, og vi håber i den grad at vi får flere spil at se i denne engine i fremtiden.

The Order: 1886
PS4-spillet The Order: 1886 fik en noget blandet modtagelse blandt spillere, da det udkom i begyndelsen af året. Nogle mente det var for lineært, mens andre følte, at historien var for kort. En kritik spillet af god grund aldrig fik, var selve grafikken, der må siges at være noget af det bedste vi har set på en konsol. Alt fra omgivelserne til tøjet, helt ned til de fantastiske overskæg stod knivskarpt, og animationerne på de mange våben og kreative gadgets var utroligt gennemførte. Hvorvidt udviklerne hos Ready at Dawn planlægger en efterfølger til spillet vil tiden vise, men her på redaktionen kunne vi godt tænke os at vende tilbage til Londons dystre gader til endnu et eventyr med Sir Galahad og vennerne.

Star Wars Battlefront
2015 må i den grad siges at stå i Star Wars' tegn, både på grund af udgivelsen af den længe ventede Force Awakens-film, men ikke mindst også på grund af Star Wars Battlefronts tilbagekomst, som i den grad må siges at have sat en ny standard for grafik i et skydespil, og spil helt generelt. Spilverdenen er dækket af et væld af detaljer, som alle passer perfekt ind i filmuniverset, såsom de tæt bevoksede skove på Endor og de snedækkede bakker på Hoth, og når først blaster-skuddene og speederbikes flyver om ørerne på en, er det svært at kigge væk.

The Witcher 3: Wild Hunt
Der var tårnhøje forventninger til Geralt of Rivias seneste eventyr, ikke mindst på det grafiske plan, og selvom spillet måske ikke er helt på det samme visuelle niveau, som det vi blev præsenteret for ved diverse fremvisninger længe før udgivelsen, må vi alligevel sige, at vi blev imponerede, da vi fyrede op for spillet for første gang. Alt fra detaljerne på Geralts udstyr til de vindblæste marker i White Orchard og de bølgeramte klipper på Skellige føles utroligt gennemarbejdede, og der er uden tvivl nogle grafiske troldmænd på CD Projekt REDs kontorer, der fortjener en flaske champagne for deres arbejde.

Bedste lyd - Katrine:

En stor del af enhver fortællingen er den musik, der ledsager den. Kunne du for eksempel forestille dig en episk boss-kamp uden et tilsvarende episk soundtrack? Eller i timevis at udforske et univers uden at musikken i baggrunden understreger oplevelse? Ja, en spiloplevelse ville bare ikke være det samme uden et tilhørende soundtrack. Historier ville falde til jorden, og oplevelsen ville blive flad. Derfor skal vi selvfølgelig også hylde de spil, der i årets løb har præsenteret os, for de bedste soundtrack. De fem nominerede er.

Halo 5: Guardians
Før i tiden var det Michael Salvatori og Martin O'Donnell, der var mændene bag Halo spillenes soundtrack. Men i Halo 4 ændrede det sig. Her tog Neil Davidge og Kazuma Jinnouchi nemlig over, og sammen leverede de et superb soundtrack. Men denne gang til Halo 5 er det Jinnouchi selv, der har sat sig i solo-førersædet. Og eftersom hans soundtrack er havnet her på årets top fem, må man jo sige, at han endnu engang leverede varen. Det er som om, at Jinnouchi (til stor glæde for seriens fans) har fanget essensen af både Salvatori og O'Donnells tidlige musikalske arbejde med Halo serien og Davidges episke bidrag i Halo 4. Og det betyder at dette soundtrack egentlig byder på det hele - det starter ud i det orkestrale og nærmest guddommelige, bevæger sig over i en langt mere episk tone og når undervejs også forbi både det rørende, det dystre og barske, det heroiske og det actionfyldte. Det er i sandhed en musikalsk rejse.

Ori and the Blind Forest

Med Ori and the Blind Forest skabte Moon Studios et fantastisk værk. En del af det fantastiske skyldes også det eminente og følelsesladede soundtrack, der ligesom spillets historie byder på både smerte og sorg samt glæde og muntre toner. Hvis man bare lukker øjnene og lytter til musikken, kan man nærmest se spillets historie udspille sig foran sig. Og når et soundtrack afspejler et spil på denne måde og kan visualisere dets historie kun gennem musik, er det prisværdigt. Derfor sneg musikken fra Ori and the Blind Forest sig direkte ind i vores hjerter - og på vores playliste.

The Witcher 3: Wild Hunt

I The Witcher 3 befinder vi os i et middelalderligt univers fyldt med monstre og farer. Og det må dette soundtrack siges at afspejle. Spillet og soundtracket arbejder sammen helt parallelt for at bidrage med den helt særlige middelalderlige følelse, man gerne skulle have, når man hænger ud i Novigrad, Skellige, Vizima eller lignende. Marcin Przybylowicz og Mikolai Stoinski har skabt et soundtrack, der er fuldstændig i tråd med CD Project REDs spilunivers, og som helt ærligt er en fryd at lytte til.

Star Wars: Battlefront

Der findes vel næppe et mere ikonisk soundtrack end det til Star Wars serien. Alle kender tonerne fra The Imperial March og kan indenfor få toner identificere Star Wars temaet. Det er nogle store sko at skulle fylde ud for enhver komponist, der påtager sig opgaven at skulle et soundtrack til et Star Wars spil. Men så er det heldigt, at komponisten Gordy Haab i flere tilfælde har gået i det musikalske geni John Williams' fodspor. Han lavede for eksempel musik til Indiana Jones and the Staff of Kings, Star Wars the old Republic og nu senest Star Wars Battlefront. Han har formået at fange ånden i John Williams' ikoniske værk, men han har samtidigt også evnet at tilføje sit eget præg til musikken. Han har altså skabt et genkendeligt musikalsk værk, der stadig er nyt. Det er kunst.

Fallout 4

Måske har du lagt mærke til det, når du har udforsket Fallout 4's postapokalyptiske verden. Mens du har travlt med at finde dele til et nyt overfedt våben, har Inon Zurs musikalske kreation haft travlt med at gøre din oplevelse fuldendt. Musikken er utroligt smuk og matcher de sceniske omgivelser. Så hvis du ikke allerede har lagt mærke til soundtracket, der akkompagnerer dig i din udforskning i Fallout 4, så gør det næste gang. Det er nemlig ret fantastisk.

Udvidelser og DLC - Philip:

Vi elsker at hade det, eller hader vi at elske det? DLC er noget mange gamere forbinder med djævelskab, et værktøj som pengehungrende firmaer bruger til at trække hver en øre ud af pengepungen på os, men alligevel køber vi mere og mere ekstraindhold til vores spil, så spørgsmålet er vel hvor skylden egentlig ligger? Dette kan selvfølgelig diskuteres meget, men hvad der ikke kan diskuteres, er når firmaerne rent faktisk producerer noget indhold, som gør dem fortjente til vores hårdt tjente penge. Efter nøje overvejelser har vi fundet vores fem nominerede til Årets Bedste Udvidelse og DLC.

Bloodborne: The Old Hunters
At Bloodborne endte med at være en af de helt store hit i 2015 kommer næppe bag på mange, når man tager From Softwares fænomenale historik med Souls-serien i betragtning, men alligevel var det godt at se, at udviklerne turde tage nogle chancer med deres højt elskede spilgenre. Dragerne var blevet skiftet ud med varulve, og skjoldene var blevet skiftet ud med geværer og pistoler, og så blev der lige skruet ekstra godt op for hastigheden på kampene, hvilket resulterede i et sjovt men stadig taktisk rollespil, hvor hvert fejltrin stadig kunne medføre den sikre død. Noget som folk dog savnede var indhold, især når man sammenlignede spillet med tidligere Souls-spil, og heldigvis blev dette rettet op på med The Old Hunters-pakken, som introducerede et væld af nye våben og fjender, og ikke mindst udstyr, der hjalp med at puste nyt liv i det fantastiske spil.

Destiny: The Taken King
Destiny har fået meget ros gennem sit første år på markedet, men man kan ikke ligefrem sige, at historien var en del af de ting, som blev nævnt som noget positivt. Vi ved stadig ikke helt præcist hvad der skete med originalspillets historie, der efter sigende skulle have været noget mere sammenhængende og fyldestgørende, indtil en medarbejder stoppede, og forhindrede Bungie i at bruge hans arbejde til det endelige spil. Heldigvis markerer The Taken King et skift i en mere positiv retning i dette henseende, da man faktisk fik serveret en ganske god historie, samt sjove nye områder at udforske og ikke mindst et væld af nye våben at vælge imellem. Det var som om denne DLC-pakke fik rettet op på en masse af manglerne som hovedspillet havde haft, mens den bragte en masse sjove nye features på banen, og vi glæder os til at se, hvad Bungie har i støbeskeen for universet fremover.

Shovel Knight: Plague of Shadows
Shovel Knight bragte for mange god gammeldags 2d-platforming tilbage fra de døde, og leverede et solidt og underholdende spil i samme stil som vi huskede dem fra vores yngre dage. Det var svært at forestille sig hvordan dette fantastiske spil kunne toppes, indtil Plague of Shadows-udvidelsen kom på gaden, og ændrede på hele hovedspillets formel. I denne ombæring tager man rollen som en af skurkene ved navn Plague Knight, der i et alternativt univers, hvor Shovel Knight er blevet besejret, beslutter sig for at drage på sit eget eventyr. Med sig har han et væld af forskellige nye evner, som alle tager udgangspunkt i figurens hang til alkymi, og selvom det er de samme baner man spiller igennem, er de blevet justeret så de passer til den nye anti-helts repertoire af angreb, og som DLC står Plague of Shadows virkelig langt fremme i vores hukommelse, når det kommer til at skulle kåre årets bedste udvidelse.

The Witcher 3: Hearts of Stone
The Witcher 3: Wild Hunt var uden tvivl en af årets største spiludgivelser, og det har fået meget ros fra både spilpressen og gamerne selv. Udviklerne lagde stor vægt på, at de ikke ville tage penge for ekstra indhold, medmindre det var reelle udvidelser, og efter et væld af gratis småpakker fik vi i oktober måned den første store DLC-pakke til spillet, Hearts of Stone. CD Projekt RED må siges at have holdt deres ord, for i denne pakke er der timevis af nyt indhold, nye historier, nye områder, masser af interessante figurer og endnu sværere fjender, og vi må sige, at hvis vi skulle anbefale blot en enkelt udvidelse blandt årets udgivelser, ville det være svært ikke at pege på Hearts of Stone.

Wolfenstein: The Old Blood
Da vi første gang hørte, at Wolfenstein ville få endnu en genudgivelse, var det ikke ligefrem fordi vi skreg af glæde. Det var som om serien var dømt til at eksistere i et limbo af middelmådige skydespil, der så blev nulstillet med jævne mellemrum, når historien kørte lidt for meget af sporet. Vi blev heldigvis positivt overraskede da The New Order udkom, for spillet var faktisk ganske godt, og da vi hørte at The Old Blood standalone-udvidelsen ville være en forløber til historien, og at vi ville komme til at besøge Castle Wolfenstein igen, var det svært ikke at trække på smilebåndet. The Old Blood havde en smule mere fokus på action i forhold til hovedspillet, hvilket måske ville irritere mange, men kvaliteten af ildkampene gjorde, at det klart er en af de udvidelser, som vi synes fortjener en plads på denne liste.

Bedste håndholdte titel - Jonathan:

Det håndholdte marked ændrede sig en del, med fremkomsten af smartphonen, som muligvis gjorde denne type af spil til de aller mest populære. Det så vi bevis for da King blev købt for svimlende summer, udelukkende på baggrund af Candy Crush, der angiveligt har over 90millioner spillere. Heldigvis er der stadig massere af kvalitetstitler, som ikke drukner i free-to-play oceanet, og vi ser både genudgivelser af tidligere stortitler, som nu kan nydes i afslappet håndholdt format, og nye titler, som er lige så nyskabende og spændende som noget vi ser på de store konsoller.

Her Story
Sjældent har et spil været så simpelt, og samtidigt været så innovativt. Her Story er egentlig blot en søgemaskine og nogle gamle vhs-klip, men efterhånden som man får lirket låget af det gådefulde koncept, begynder en historie at udfolde sig på en hel særlig vis, og en fascinerende fortælling bliver kædet sammen, hvor hver enkelt spiller vil få sin egen unikke oplevelse og perspektiv.

Fallout Shelter
Inden udgivelsen af Fallout 4, udgav Bethesda Fallout Shelter, så fans havde noget at spenderede ventetiden med. I rollen som overseer i en vault har du ansvaret for at skabe et succesfuldt post-apokalyptisk mini-samfund i dette lille sjove free-to-play simulationsspil. Stilen er, som vi kender den fra vault-tecs reklamer i 'moder'-spillet, og gameplayet er god underholdning i toget eller i frokostpausen.

Mario Luigi Paper Jam 2
Ved et uheld bliver Mario & Luigis verden, blandet sammen med Paper Marios verden, og et sjovt og fjollet eventyr udfolder sig. Spillet har et hav af sjove mekanikker, ikke mindst fordi, at henholdsvis 3D og 2D figurerne agerer efter deres egen fysik. Sammenblandingen resulterer i et spil fyldt med skør humor, som samtidig besidder dybe og interessante rpg elementer.

The Legend of Zelda: Majora's Mask 3D
Tiden har mange gange spillet en vigtig rolle i Zelda-serien, og sjældent har den været så udtalt som i Majora's Mask. Link bliver revet væk fra sin "normale" tilværelse i Hyrule, og gennemlever nu de sidste tre dage af verdens undergang, som han skal forsøge at stoppe. Der er fortaget en del forbedringer til det 15år gamle, men stadig fantastiske eventyr, og at vi kan genopleve det i 3D i håndholdt format, bringer Majora's Mask direkte ind som en af årets bedste spil i denne kategori.

Shovel Knight
Med en skovl i hånden gokker du fjender i hovedet, og graver skatte op i dette chamerende 8-bit retrospil. Spillet udkom egentlig i 2014, men fik en bredere udgivelse blandt andet på Playstation Vita i 2015. Og godt for det! Man kan nyde det på de stationære platforme, men Shovel Knight's tiltrækkende stil og udfordrende gameplay, er så godt at det ligger i toppen over håndholdte oplevelser i år.

Her har du Gamereactor's nominerede til alle vores kategorier, og vi vil nu gå tilbage i stemmeboksen, og levere vinderne til jer fra d. 23 december og frem mod nytår. Vinderen af vores store Game of the Year-pris afslører vi d. 31 december om formiddagen. Mange tak fordi i læste med.