Ondskabens Klumme: Med Silent Hills comeback og Resident Evils fortsatte dominans, fester vi igen som var det 1999.

Velkommen til Ondskabens Klumme, Gamereactors nye horrorklumme, hvor undertegnede som stor tilhænger af uhyggens verden vil afsøge genrens mørkeste afkroge med afsæt i fortidens synder og fremtidens rædsler. Og nå ja, der vil også være anbefalinger og lister. Regn med en ny klumme 3-4 gange om året. Det var alt.

1999 var et skelsættende år for survival horror. Resident Evil havde sat sig tungt på genren og i høj grad defineret dens spæde start. Men d. 23. februar kom et nyt spil ud af tågen og redefinerede hvad et survival horror spil kunne være. Jeg har allerede skrevet og fortalt om mit særlige bånd til det første Silent Hill-spil, så er man nysgerrig efter at vide, hvad det drejer sig om, vil jeg anbefale at læse med her eller lytte til afsnit 68 af Spilstrøm. Det omhandler kort sagt tre venner, et sommerhus, et folkevognsrugbrød og en mørk parkeringsplads, og i denne kontekst er det ikke så vigtigt, for nu skal det ikke handle om mig, men om Silent Hill og Resident Evil.

Hvor Resident Evil i høj grad kanaliserede den kulørte Hollywood-basker, tænk Romero uden den spidse samfundskritik eller Carpenters The Thing, lænede Silent Hill sig tættere op af arthouse instruktører som David Lynch eller Adrian Lynes Jacob's Ladder med sin mere surrealistiske og psykologiske tilgang til genren. Silent Hill var ondere og mere uhyggeligt, men også mere følelsesmæssigt engagerende med sin historie om en desperat far, der leder efter sin datter. Og hvor Resident Evils kredsen om biologiske våben er meget rodfæstet i noget konkret og (i spillene) videnskabeligt orienteret, bragte Silent Hill drømmelogik og metafysiske udforskninger med sig.

I en håndfuld år kørte de to serier et smukt parløb, hvor de drev genren gevaldigt frem, måske bedst eksemplificeret af den narrative perle Silent Hill 2 og det gameplaymæssige kvantespring Resident Evil 4 foretog. Men efter udgivelsen af Silent Hill 4: The Room og netop Resident Evil 4 kørte de to toneangivende serier ud over en kvalitetsmæssig skrænt. Konami opløste Team Silent for at overlade ansvaret for Silent Hill til vestlige udviklere i et forsøg på at appellere bredere, hvilket resulterede i mestendels generiske titler, som udviskede seriens kulturelle relevans. Faktisk i en sådan grad, at serien ikke fik et nyt spil i et helt årti.

Resident Evil klarede sig på sin vis bedre og forsvandt aldrig, hvilket naturligvis også skal tilskrives Capcoms mere konsekvente strategi sammenlignet med Pachinko-forelskede Konami, men Resident Evil 5 og især 6 kunne, på trods af stærke salgstal, slet ikke leve op til seriens stolte arv, og selvom spin-off titlerne Revelations 1 og 2 blev markedsført som en tilbagevenden til de gamle dyder, lider de stadig af det strømlinede design, der kendetegner serien i de år, og ingen af dem er ligefrem hovedværker.

Men efter knap halvandet årti uden et hovedværk steg Resident Evil 7: Biohazard op af sumpen drevet frem af den helt nye RE Engine, der erstattede MT Framework og dannede grobund for den efterhånden legendariske "Capcom renæssance". Resident Evil 7: Biohazard gik tilbage til rødderne og fokuserede på rendyrket horror (faktisk i endnu højere grad end "rødderne"), men især sydstats-settingen og til dels førstepersonsperspektivet sørgede for, at det føltes langt mere friskt end de spil, der kom efter Resident Evil 4.

Siden den udgivelse har serien i store træk gået fra sejr til sejr. To år efter Biohazard lancerede Capcom med enorm succes det første spil i den remake-serie, som udgives forskudt i forhold de helt nye hovedspil. Remakene af 2 og 4 er storartede, mens 3 retfærdigvis var en skuffende omgang, og selvom Resident Evil Village er et ujævnt spil, byder det også på nogle fantastiske højdepunkter. House Beneviento er for eksempel i min bog stadig det mest uhyggelige, serien har præsteret overhovedet.

På trods af den generelt stærke front de nyere Resident Evil-spil har dannet, synes jeg, det er fair at kritisere seriens narrative fremdrift. De tre remakes er i sagens natur tilbageskuende, men det irriterer mig lidt, at både Biohazard og Village i høj grad føles som en scenisk narrativ omvej, hvor der ganske vist er nye, spændende ting at skue på vejen, men utålmodigheden for at komme tilbage på rette kurs ikke desto mindre indfinder sig undervejs.

Så jeg vil have noget nyt og frisk, der samtidig fører en af spilhistoriens mest fjollede sagaer fremad. Det kan virke som at ville blæse med mel i munden, men Resident Evil Requiem præsenterer faktisk en interessant, om end ikke helt perfekt, løsning. Bedst fungerer det, når vi spiller som den nye protagonist Grace Ashcroft, der er den absolutte hovedperson i spillets højdepunkt, Rhodes Hill Chronic Care Center. Grace er modsat Biohazard og Villages Ethan Winters en glimrende tilføjelse til Resident Evils persongalleri, og hendes på én gang skrøbelige og handlekraftige person er som skræddersyet til den klassiske Resident Evil-udforskning, Rhodes Hill byder på. Stedet rimer nemlig i høj grad på både Spencer Mansion og RCPD, men fordi man som Grace især i starten skal gå til opgaven på anden vis end de unge udgaver af Jill, Chris, Leon og Claire, føles det friskt. Det gælder også tilgangen til både stalkerfjenderne og de regulære zombier, der med bibeholdelsen af gamle karaktertræk har langt mere personlighed end før.

Første halvdel af Requiem føjer ikke voldsomt meget til den overordnede mytologi, men det skal jeg love for ændrer, når først Leon flyver ind på scenen og tager på et hidsigt nostalgitrip i Racoon City. Her får vi fremdrift og nye afsløringer, og selvom de ikke alle lander lige heldigt, sætter jeg pris på, at serien igen sætter fart på den overordnede historie, også selvom den del ikke står så stærkt som Graces hårrejsende hospitalsbesøg.

Hvor Resident Evil altså har været rigtig oppe i omdrejninger i efterhånden mange år, har det forholdt sig anderledes med Silent Hill. Men efter et par halvhjertede og helkiksede comeback-forsøg med Ascension i slutningen af 2023 og The Short Message i starten af 2024, var der endelig bid, da Blooper Team til manges overraskelse formåede at bringe seriens bedste spil til et moderne publikum på mestendels strålende vis. Ja, det var for langt, og historien ramte måske ikke helt så hårdt som i starten af det nye årtusinde, men Silent Hill 2 Remake står stadig blandt genrens bedste spil de seneste år.

Men én ting er at bringe arveguldet frem i lyset igen, en anden er at levere helt nye rædsler. Derfor var det enormt vigtigt for serien, da Silent Hill f sidste efterår formåede at tage serien i en helt ny retning. Ved at flytte handlingen til 1960'ernes Japan viste upåagtede Neobards og Ryukishi07, at et Silent Hill-spil sagtens kan foregå uden for den titulære by og endda uden for USA og stadig føles som en naturlig del af serien. Kampsystemet sad måske ikke helt i skabet, men miljøbeskrivelsen, stemningen og den især historien, som tog livtag med social kontrol, jalousi og kvindefrigørelse står så utrolig stærkt, at det resulterer i et spil, der kan stå side om side med spillene fra Team Silent.

Silent Hill f er et virkelig godt tegn, for det viser den slags mod, som er nødvendigt for at holde en serie frisk. Og det er også et godt tegn, at selvom Konami ikke har Capcoms interne udviklingskapaciteter dog har et lille hold til at arbejde sammen med de partnere, der hyres til at arbejde på Silent Hill-spil. Og apropos partnere så lader det til, at seriens tovholder Motoi Okamoto har fået en bedre fornemmelse for at vælge de rigtige af slagsen. Efter floppene med Hexa Drives The Short Message (som han i øvrigt selv instruerede) og Bad Robot med fleres Ascension, viste Blooper og Neobards sig altså som langt bedre valg, og det kommende Townfall har nok den på papiret bedste partner til dato i form af Screen Burn Interactive, der under det tidligere navn No Code udviklede de fine indiethrillere Stories Untold og Observation. Townfall ser lovende ud, og ligesom f lader det med sin mere taktile tilgang og skotske by til at endnu en gang at bøje seriens rammer. Og skulle man have lyst til noget mere klassisk, er Blooper på vej med endnu et remake. Næste gang er det OG Silent Hill, der står for skud, og netop det spils mere håndgribelige historie passer faktisk endnu bedre til polakkerne end det mere flyvske Silent Hill 2.

Det kan selvfølgelig være, at begge spil flopper, og Silent Hill kastes ud i endnu en krise, men lige nu er håbet lyserødt og seriens chancer synes gode. Og det kan alle vi horroraficionados prise os lykkelige for. Som ying og yang har de to serier vidt forskellige kvaliteter, og horrorlandskabet er mere vidunderligt fordrejet, når de begge er en del af det. Også selvom man kunne ønske, at flere andre serier uden for indiesfæren kunne bide sig fast for alvor (fingrene krydset for at Alan Wake 3 en dag bliver en ting). Men indtil da er det skønt at se mine nostalgiske rædselsminder fra teenageårene i topform. Så kom endelig med flere personlige traumer, kølige one liners, hjemsøgte byer og skumle skyggeorganisationer. Jeg er klar til dem alle sammen!