Overwatch 2 er stadig genrens ubesejrede gigant

I forbindelse med forberedelserne til anmeldelsen af Concord, som vi i øvrigt fik adgang til samtidig med forudbestillende Deluxe Edition-købere, så valgte jeg både at dykke ned i XDefiant igen, som godt nok ikke er en hero shooter i stil med Sonys nu legendariske fiasko, men som alligevel både benytter sig af og er bygget på de samme systemer der udgør den moderne arena-baserede skydespilsoplevelse. Som du sikkert ved mener jeg at XDefiant kan være decideret glimrende i glimt, og er ofte et habilt, gratis Call of Duty-alternativ til alle der leder efter den slags oplevelser.

Men jeg gjorde faktisk også noget andet; jeg installerede Overwatch 2 for første gang på min PlayStation 5-konsol, og loggede ind på min Battle.net, som udover at bistå mig i at gennemføre Diablo IV sidste år har været i dvale i... ja, nærmest siden min kollega Dóri i sin tid direkte tvang mig til at spille det originale Overwatch. Jo, enkelte gange er jeg blevet presset til at spille diverse former for World of Warcraft Classic, men pointen er at jeg spillede Overwatch tilbage i... ja, 2016, og relativt kort tid derefter droppede jeg ud, som man jo gør med live service-titler, og jeg blev væk i otte år. Indtil nu.

At spille Overwatch 2, som i princippet bare er Overwatch, var ret hjælpsomt i vurderingen af Concord, eftersom denne reintroduktion til Blizzards hero shooter etablerede det forventningsgrundlag som anmeldelsen af Firewalks spil blev bedømt på. Det er, trods alt, en ret så tæt genremæssig pendant, og det er gratis at spille.

Men udover bare at være gratis, så har jeg sidenhen spillet 35 timers Overwatch 2, og indrømmer nu overfor jer alle at jeg er direkte besat, og ydermere er jeg blevet mindet om på ny, at selvom Blizzard har gjort alt hvad de kan for at destruere spillets ry og community med ringe forretningsbeslutninger, og det er sågar lykkedes med de lovede PvE-dele og hele esportsscenen også, så er Overwatch 2, når alt kommer til alt, ikke bare et fabelagtigt spil; jeg er ret overbevist om at det vil gå over i historien som et af de bedste PvP-spil nogensinde, hvis ikke det allerede er det.

Overwatch 2 har 41 helte, og bar nogle enkelte få, så har udviklingsholdet her formået at designe et uhyre afbalanceret meta, hvor der virkelig er plads til alle. At spille Concord har gjort mig yderligere opmærksom på hvor direkte umuligt det må være at forme et så helstøbt hero-baseret PvP-skydespil som dette, hvor ivrige fans gennemgår hver eneste afkrog af hvert eneste map, og krydschecker evner, damage output, mitigation og andre faktorer for øjeblikkeligt at finde soft spots i selvsamme meta. Men Overwatch 2 er et spil der stort set er foruden disse soft spots, der er enkelte, det er klart, men i brede træk er dette så finpoleret en multiplayer-oplevelse du kan få, og det til trods for at antallet af helte, maps og modes efterhånden har nået et ret vildt niveau.

Der er da undtagelser, det er klart. Der synes i skrivende stund ikke rigtig at være nogen god måde at modstå eller lukke ned for Sombra, som desuden er designet på en sådan måde at hun underminerer den klassebaserede formel, der giver Overwatch 2 sine bedste øjeblikke. I det hele taget er Overwatch 2's frie men ret klasse-stringente formel en opskrift på succes, og netop ved at være lidt for vag i forhold til sin klassestruktur var det et af Concords centrale problemer. Ingen helte føltes specifikke nok til at føle at man kunne bidrage til holdets samlede fremdrift, og heller ej var spillets maps designet omkring holdcentreret push/pull gameplay. Overwatch 2 har både decideret mesterlige maps, og det er propfyldt med helte der hver især har såkaldt "viability", men hvor de frem for alt bliver en puslespilsbrik i det samlede holdbillede. Lúcio er skideirriterende at se og høre på, men er et glimrende eksempel på en healer der altid kan bidrage ligegyldigt scenariet. Han er helt og aldeles anderledes end Mercy, og det gør at de bliver to versioner af den samme puslespilsbrik på holdet, men man er aldrig i tvivl om deres nytte i et tricky scenarie. Det samme kan siges om stort set samtlige tanks - deres rolle er tydelig, men den måde de udfylder pladsen i det samlede billede varierer kraftigt. Se, det er sådan her at man matcher spillerens behov for individuelt udtryk med mere stringent klassedesign - *chef's kiss*.

Mere kritisk er stort set samtlige maps i Overwatch rektangulære og derfor smalle. Det betyder at der altid er et naturligt chokepoint hvor holdene tonser sammen, og hvor der er behov for en tanks mitigation, oftest i form af skjolde, healing og masser af damage. Det skaber en nærmest Battlefield-agtig stemning, mens man afventer i spænding om et hold kan bryde det modsatte holds linje, og det leder til storslåede øjeblikke i stort set hver eneste runde. Sammenlignet med Concords mere kvadratiske maps, så skete det lynhurtigt at spillere bevægede sig rundt i kanten af mappet for at holde den ene side fri, og der opstod derfor aldrig de scenarier hvor samtlige slags karakterer kunne komme til orde og udtrykke deres evner sammen som et hold. Alle spredte sig for alle vinde øjeblikkeligt.

Og så er der alle de små ting; det faktum at hver eneste Overwatch-bane har unik musik, at de hver især fremstår så uendeligt identificerbare til trods for at have en mere jordbunden sci-fi vibe, og at de skins, der desværre stort set udelukkende sælges via en shop med ret aggressiv prissætning, faktisk er transformative og omfattende at se på.

Det er i sandhed en skam at Blizzard aldrig rigtig fik momentum bag de lovede PvE-dele, for det ville uden tvivl have introduceret et helt nyt publikum til spillet, men selv nu hvor Blizzard for alvor tabte bolden, og det resulterede i den totale udslettelse af spillets esportsscene og gunst hos det globale publikum, så er det vigtigt at understrege at Overwatch 2 er en genistreg. Visuel præsentation, musik, maps, karakterdesign, klassedynamik - det hele er så fintunet at man stort set ikke kan tro det.

Lige nu kan jeg slet ikke stoppe. Jeg fortalte det her til Lasse, som også arbejder her på Gamereactor og ofte er medvært på Spilstrøm, og han kan heller ikke stoppe nu. Overwatch 2 har en gnist, en glød, noget særligt krydderi, og trods åbenlys inkompetence fra dem der markedsfører og bestemmer spillets retning, så har de ikke kunne ødelægge det fuldstændige storslåede indhold de hårdtarbejdende udviklere har skruet sammen.