Der er en regel indenfor filmindustrien, en som alt for ofte ignoreres, men det er stadig en regel: Hvis du laver en adaption, så er du nødt til at være tro mod det oprindelige materiale. Du bør (generelt) være så tro mod det oprindelige materiale som overhovedet muligt, men du er også nødt til at tage et par friheder. Og alle disse friheder er acceptable, så længe du er tro mod ånden i værket.
Bøger er ikke film, ser du. De kan have side efter side af maleriske beskrivelser. De kan have et enormt antal karakterer og spænde over hundredvis af sider. Film bør derimod være halvanden time lange og hver af eneste af de centrale karakterer (hvis vi altså følger de så let ignorerede regler) bør have et par gode, værdige scener. På den måde kan man sammensætte, klippe, ændre og helt droppe dele af værket, så længe man er tro mod ånden bag. Ridley Scotts Blade Runner-film har reelt meget lidt tilfælles med Phillip K Dicks bog "Do Androids Dream of Electric Sheep?" Men filmen bruger bogens dybe karakterer og det ambivalente budskab. I kontrast til dette er Spielbergs Minority Report en tragisk og fejlslagen film, når den sættes op mod Dicks oprindelige værk. Ud over at indeholde en mængde fejl, ikke mindst i forhold til hele overraskelsen og ideen med bogen, så ender filmen også med at have det helt modsatte budskab af bogen. Det er forfærdeligt. I øvrigt er spil heller ikke film.
Electronic Arts kommende Godfather-spil bliver virkelig skidt. Okay, jeg ved godt at det ikke nødvendigvis er en ny mening og at mange mener det samme, men det er i det mindste ikke blindt raseri, der får mig til at sige det. Jeg tror simpelthen ikke at det er muligt for Godfather at ende som et godt spil. Tænk lige over det. Hvem ville du gerne have, der skulle skabe spillet? Warren Spector, der med tonsvis af muligheder giver dig chancen for at vælge Michael Corleones vej gennem livet? Treasure, så det hele bliver til et vanvittigt skydetelt? Eller måske Tetsuya Mizuguchi, så vi kunne spille en psykedelisk, narkopåvirket Don Corleone? (Når jeg tænker over det, så ville sidstnævnte passe bedre til en film om Marlon Brandos liv) Ingen af disse giver mening.
Mario Puzos The Gotfather er en kompleks historie om forholdet i en meget stor familie. Reelt er der meget få af karaktererne, der udøver nogen form for vold. I de fleste scener sidder de og snakker omkring et stort spisebord, de diskuterer faktisk. Da Don Corleone dør, så er det af et slagtilfælde med en appelsin i munden - og vi taler ikke engang om autoerotisk kvælning her.
Mere interessant i forhold til at lave et spil på værket er, at ingen reelt er hovedpersonen i bogen. Historien handler helt klart om, hvordan Michael Corleone falder i unåde, men det giver kun mening i forhold til hele trilogien. Og det man kunne kalde hovedpersonen, nemlig gudfaderen selv, ja, han er allerede færdig før filmen starter færdig. Han har samlet den mængde erfaring og guld som han har kunnet via sin position, så hvad kan du lige gøre med ham?
Selvfølgelig, ligesom enhver anden talentløs forfatter ville gøre det, introducerer de bare en ny karakter. En karakter, der er som taget ud af Grand Theft Auto 3 med dertilhørende gudfaderhat, der så skal arbejde sig op gennem familiens rækker og naturligvis ende med at blive Don. Jeg kunne være bange for at det gøres ved at lave nogle smårapserier, slå nogen ihjel og køre rundt i en ufattelig realistisk by - meget hurtigt selvfølgelig. Men hvad gør det til en så skidt adaption? Hvis man skal lede efter noget i filmene, der minder om ovenstående, så må det være Michael Corleones vej til toppen i familien. Og det er ikke engang noget man hylder. Hele historien er netop centreret omkring det faktum, at han ender med at blive det, han aldrig havde lyst til at være, som hans far, en Corleone. En morder og en kriminel. Hvis Electronic Arts på nogen måde har fattet dybden i det hele, så bliver vi alle overraskede.
Electronic Arts ved hvem de har i kikkerten til spillet. Jeg har set de bizarre teaser-trailers før Sin City og Stephen Chows fantastiske Kung Fu Hustle. Det er biografgængerne. Fans af The Godfather. Folk der glæder sig til at se og styre rundt med 3D-udgaverne af Pacino, Caan og Brando. Men hvor tilgivende er de egentlig? I EA’s tørst efter at forstørre deres markedsandel, nu hvor de har fortæret enhver spilgenre på vejen, regner de så med at filmentusiaster glæder sig over de hakkende dukker der stavrer rundt i traileren - også selvom de er flankeret af den oprindelige films atmosfærerige musik? Stiller de sig tilfreds med en helt igennem kedelig og fuldstændig dybdemæssig blottet historie, om en lommetyv, der arbejder sig op gennem lagene i familien, for en dag at ende som Don, ved undervejs at interagere med de hakkende dukker der stavrer rundt?
Historier i spil er per definition noget lort, og at vælge en af de allerbedste historier fra det store lærred, for efterfølgende at voldtage den og skabe et spil der er "inspireret" af den, for på den måde at kunne bruge hele licensen, uden nogensinde at skele til reglerne for en god adaption, er fuldstændig til grin. Glem alt om dette spil. Tving verdens mange spiludviklere til selv at skabe historier med tyngde og indhold som The Godfather. En historie der diskuterer konsekvenserne ved at være en morder og en kriminel på samme måde som Mario Puzo og Francis Ford Coppola gjorde det i 1972. Lad dem ikke skyde så langt forbi målet som det her.