Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

PlayStation 2 går online

Det er Kaz Herais drøm der skal gennemføres. Drømmen om at udvide den allerede stor base af loyale PS2 fans ved at vifte med online fanerne.
Thomas Tanggaard 19 juni 2003

At konsoller går online er ikke noget nyt fænomen. Sega lancerede i sin tid Dreamcast og slog hårdt og højt på tromme for maskinens indbyggede 56K modem og alle de fornøjelser der kunne komme ud af tiltaget. Danske Sega fanatikere kender alt for godt historien herefter. Vi kom aldrig online, fik aldrig lov til at spille Phantasy Star, Chu Chu Rocket eller Alien Front. Vi måtte nøjes med to gratis spil og have oplevelsen til gode.

Men ny lysner det på horisonten - ikke for Dreamcast, men der i mod for Sony og deres nøje tilrettelagte online fremstød. Et ambitiøst projekt, der har været undervejs længe og som både japanerne og amerikanerne allerede har kunne nyde et stykke tid. Det er Kaz Herais drøm der skal gennemføres. Drømmen om at udvide den allerede stor base af loyale PS2 fans ved at vifte med online fanerne. De nye muligheder og oplevelser. Og det er egentlig ved at være på tide. For mens Xbox stadig ikke er Live med deres maskine i Danmark, i hvert fald sådan rent regionsmæssigt, så har Nintendos GameCube for længst præsenteret danske gamere for både modem og bredbåndsadapterer samt Phantasy Star Online. Tiden er inde til en online invasion og gennemføres den ikke snart, så taber man muligheden for et overraskelsesangreb.

Men der er en grund til at Sony har ladet det tage sin tid. Europa er et landskab af vidt forskellige behov og muligheder. En internet motorvej med meget forskellige hastigheder, sammenbryggede løsninger og usammenhængende struktur. Og mens andre firmaer er tilfreds med at fumle sig vej fra det ene marked til det andet, så er giganten fast besluttet på at give alle loyale PS2 spillere i Europa adgang til online verdenen på samme tid. Noget der kræver en stram koordinering og et køligt overblik. Men hvad kan vi så forvente os her i Danmark?. GameReactor kan desværre ikke afsløre de endelige detaljer, da Sony har disse klar meget snart i en stor pressemeddelelse, men vi kan fortælle at den danske lancering forveksling kommer til at ligne den amerikanske, hvilket betyder at spillere kan forvente sig en Start-up disc, der bruges til at konfigurere maskinen til at gå online, nogle spilbare online demoer og naturligvis Network Adapteren for en pris omkring 249-299 danske kroner.

Dette vil blive fulgt op af en del spil. Det første, som i øvrigt udgives før der er mulighed for at gå online, er SOCOM U.S. Navy Seals fra amerikanske Zipper Interactive. Dette er Sonys svar på Counter-Strike og skuler man til de amerikanske salgstal, så er det tydeligt at spillet er en succes. Over en million eksemplarer er der langet over disken og ca. halvdelen af disse er online op til flere gange om ugen for at dyste i spillet. Men der er også spil på vej fra England. Hardware: Online Arenas, der er lavet på enginen fra Dropship, er stort set Smugglers Run møder store tanks i et inferno af vold og våben. Det er let at komme i gang med og nærmest umuligt at slippe. I horisonten lurer også Destruction Derby Online, Everquest: Online Adventures, Syphon Filter Online, Resident Evil Outbreak og et hav af andre spændende titler. Dog vil de fleste af disse ikke ramme vores kyster før engang i år 2004.

Fælles for alles Sonys egne titler er dog, at de ikke koster noget, når først spillet er købt i butikken. Både SOCOM U.S. Navy Seals, Destruction Derby Online, Hardware: Online Arenas og en masse andre vil fra starten være gratis. Man logger ganske enkelt på nettet og spiller på Sonys egne servere - fuldstændig gratis. Dette gælder dog ikke Final Fantasy XI, Everquest og andre krævende spil, der opdateres med nye våben, verdener osv. Her har Sony modsat Microsoft ladet det være op til det enkelte firma om man vil kræve en månedlig betaling for at spille online, ligesom firmaet også selv kan stille serverer til rådighed eller lade Sony gøre det. Giganten har også valgt at være meget liberal med royalties fra online indtægterne. Stiller den enkelte udvikler gratis serverplads til rådighed til sine kunder, så kræver Sony intet. Kræves der betaling, så vil giganten have en bid af kagen. Det er et smart træk der hiver nye udviklere til hele tiden, og som med sikkerhed har gjort at alle EA’s kommende sportstitler udelukkende er online på PlayStation 2.

I øjeblikket er Sonys store problem overraskende nok ikke den tekniske side af sagen, men den software-mæssige. For mens en add-on som Network Adapteren er et spændende stykke hardware, så er det for PS2 ejernes vedkommende et spørgsmål om hvilke spil der kan spilles online, og hvor anderledes det vil være at spille med folk fra hele verden. Og her er Sony ret sikre på at det er helt nye og anderledes oplevelser spilleren vil få. Det vil udvide det allerede kendte PlayStation 2 univers med en hidtil uset dimension.

Der arbejdes i øjeblikket på højtryk i Danmark hos bl.a. TDC for at gennemteste det store system. Nordisk Film Interactive som markedsfører PlayStation 2 har igennem længere tid udlejet PS2 maskiner i forbindelse med købet af en bredbåndsforbindelse, og der ligges ikke skjul på at netop denne strategi har været gennemført med henblik på fremtidens online muligheder. Nedenfor kan du læse nogle beskrivelser af de mange kommende spil:

Syphon Filter Omega Strain

Producent: SCEA

Forventet udgivelse: 2004

Gabe Logan vender tilbage i online form. Omega Strain giver op til fire spillere mulighed for at slå sig sammen om at nedkæmpe terrorister og afmonterer bomber. Der er over 100 forskellige våben og items i spillet, og spilleren kan frit designe sin egen karakters udseende såvel som evner. Sony Bend lover også at huse, trapper og andet kan bombes og ødelægges.

Resident Evil Outbreak

Producent: Capcom

Forventet udgivelse: 2004

Shinji Mikamis første online projekt er som forventet en multi-player udgave af det grusomme og fascinerende Resident Evil univers. Spillet indeholder en dyb historie, muligheden for at spille alt fra en politimand til en servitrice samt at dele våben, opgaver og andet imellem sig. Grafisk er det allerede meget imponerende og Capcom arbejder på at implementere en single-player del til dem uden Network Adapter.

SOCOM U.S. Navy Seals

Producent: SCEA

Forventet udgivelse: Juni 2003

Counter-Strike har allerede lagt Pc samfundet ned og nu håber Sony på samme effekt med SOCOM. Spillet tillader op til 16 spillere på samme bane, hvor der skal ligges strategier, vælges våben og dannes alliancer. Spillet benytter sig at Logitech Headset, der gør det muligt at kommunikere online ved hjælp af stemmen. Absolut et af de mest lovende spil ved lanceringen.

Midnight Club 2

Producent: Rockstar

Forventet udgivelse: Ude nu

Rockstars gaderacer er allerede i butikkerne, men spillere kan ikke tage fordel af online-delen endnu. Når Network Adapteren lander, så er der mulighed for at dyste med spillere fra hele verden om at være den første til at fræse gaderne tynde og nå målet. Ikke fremragende men alligevel ganske underholdende, da det er Vice City enginen der ligger til grund for oplevelsen.

Hardware: Online Arenas

Producent: Sony Europe

Forventet udgivelse: Efteråret 2003

Bygget på Dropship spillet fra sidste år, er Hardware en blanding af Smugglers Run og Twisted Metal Black. Spillere kan vælge mellem hurtige, men også meget ubeskyttede biler eller langsomme og tungt bevæbnede tanks. Grafisk halter spillet, men hastigheden er høj og action niveauet endnu højere. Kravet er enkelt - du skal være den eneste tilbage på banen, men det er lettere sagt end gjort.

Final Fantasy XI

Producent: Square Enix

Forventet udgivelse: År 2004

Squares overdådige RPG verden går online og spillere verden over inviteres en tur til Vana'diel for at gå på eventyr. Spillet har en uhæmmet flot grafisk overflade, et lettilgængeligt gameplay og et utal af muligheder gemt under overfladen. Hvad enten man vil være mager, kriger eller andet, så er der plads til udfoldelse og mangfoldighed. FFXI spilles hver dag af mere end 30.000 japanere.

Gran Turismo 4

Producent: SCEI

Forventet udgivelse: År 2004

Sonys absolut mest eftertragtede bil-simulator kan naturligvis ikke kun brænde gummi af offline. Derfor har Kazunori Yamauchi fyldt GT4 op med nye biler, baner og muligheden for at gå online og dyste med andre bilentusiaster. Der kan chattes med andre spillere og op til seks kan køre mod hinanden på spillets mange baner. Desuden vil der være internationale rankingboards til pralrøvene.

My Street

Producent: SCEA

Forventet udgivelse: År 2004

Der skal også være noget for de mindste og her er Sony klar med My Street. En sammensurium af mini-spil, chatrooms, byer og andet hvor spillere kan mødes for at snakke sammen eller kæmpe mod hinanden. Her finder du bl.a. volleyball, gokart racere, Tetris kloner m.m. Spillet er kort sagt en blanding mellem Mario Party og det legendariske Bishi Bashi Special.

Tiger Woods PGA Tour 2004

Producent: EA

Forventet udgivelse: Efteråret år 2003

Online verdenen er ikke komplet uden muligheden for at trække i ternede bukser og gå 18 huller. EA’s umådelige flotte og meget gennemførte Tiger Woods spil tilbyder dig muligheden for at vise hvad du kan, for derefter at få din score på EA’s eget Leaderboard. Muligheden for at spille mod andre er også et tiltag der skydes efter, men det er ikke blevet bekræftet.

Everquest: Online Adventures

Producent: SOE

Forventet udgivelse: År 2004

Det er ikke lige så flot som Final Fantasy XI, men i USA langes det over disken i et stort antal. Everquest er kendt fra Pc, hvor den spraglede eventyrverden hver dag trækker mange tusind til. PS2 udgaven er et remix af alt det bedste, men du kommer uden tvivl til at skulle betale et fast månedligt beløb for at være online.

Destruction Derby Online Arenas

Producent: SCEE

Forventet udgivelse: Efteråret 2003

Serien er kendt fra PSOne og muligheden for at gå online og smadre biler bør tiltale de fleste. Spillere har adgang til at hav af arenaer, biler og upgrades - her i blandt Nitroboost og hastigheden er hele vejen igennem høj. GameReactor fandt dog spillet en smule forvirrende ved første gennemspilning, ligesom mange af arenaerne virkede alt for små.

This is Football 2004

Producent: SCEE

Forventet udgivelse: Vinteren år 2003

Sonys udgave af det ædle spil har måske ikke helt de dybe kvaliteter som f.eks. Pro Evolution Soccer, men spillets lettet interface og høje hastighed, samt muligheden for at spille en omgang lædersut online tiltaler de fleste fodboldhoveder på redaktionen, ligesom det at se sit navn øverst på en europæiske holdliste ville varme godt her til vinter.

Fuld profil 3.010 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.