Måske var det et eller andet sted en smule naivt at tro på: En simultanlancering af PlayStation 3 i både Europa, Amerika og Japan i november måned dette år. Specielt set i lyset af Microsofts lancering af Xbox 360, der med et minimum af maskiner, kun lige klarede skærene og næppe kan kaldes særlig succesfuld. Årets Game Convention var det andet sted, hvor alarmklokkerne burde have ringet. Ingen spilbare demoer af kommende PS3-spil, ingen udmelding om hverken pris eller antallet af lanceringsspil, og slet ingen opkald fra kåde PR-chefer, der ville overdænge alverdens spiljournalister med interviews og spilsessions.
På den anden side er kovendingen kommet ret pludseligt. Kun uger før gårsdagens annoncering af maskinens udsættelse, er Gamereactor flere gange blevet rendt på døren af udgivere, der gerne ville have netop deres spil på november-forsiden af magasinet - heriblandt Sony selv. Desuden skød Sony netop for et par dage siden deres stort anlagte reklamekampagne af, hvilket tyder på, at beslutningen om at trække lanceringen af PlayStation 3, har været en beslutning, cheferne i firmaet har taget i allersidste øjeblik. Man har gennemgået produktionsplaner, krydset fingre og håbet - men lige lidt hjalp det.
Nu er det så en kendsgerning, at PlayStation 3 er udsat og først er på gaden i marts måned 2007, noget der rejser en masse spørgsmål, som f.eks., hvad gør det ved Sonys stenhårde dominans, at miste endnu et julesalg? - og hvor mange spillere verden over fristes denne vinter til at investere i Microsofts Xbox 360 i stedet? Og hvad betyder det for Nintendo og deres Wii, som er efterårets eneste nye maskine? Svarene er ikke entydige og naturligvis aldrig helt klare, specielt fordi ingen helt ved, hvilken konsekvens dette får for giganten. Alligevel har der ikke manglet meninger om udsættelsen af konsollen.
Hos Microsoft, Sonys største konkurrent, er man f.eks. slet ikke forundret over, at Sony nu trækker sig fra en simultanlancering af PlayStation 3. Neil Thompson, Englands Xbox-chef, sagde i går følgende til Gamesindustry:
"Vi ved godt, hvor stor en mundfuld en verdenslancering er, så det er ikke overraskende, at Sony har valgt at trække deres tidligere løfte tilbage. Dette sker, fordi teknologien bag maskinen er uprøvet."
På spørgsmålet om hvorvidt dette får nogen konsekvens for Microsoft i Europa, hvor konsollen som sagt først lanceres i marts 2007, sagde Thompson følgende:
"For os er Europa stadig en prioritet. Det er derfor, at spillere siden dag ét har kunnet nyde godt af Xbox 360, og det er derfor vi er ret sikre på, at vi får en strålende jul - uanset om vores konkurrenter er på markedet eller ej."
Hos de engelske butikskæder er der både ærgrelse og lettelse at spore; mange butikker var nemlig på forhånd godt klar over, at lanceringen af både Nintendos Wii og Sonys PlayStation 3, ville betyde ekstra meget arbejde. Til gengæld ærgrer de sig over den tabte fortjeneste. Tim Ellis fra HMW siger følgende:
"Jeg må indrømme, at det er rimelig skuffende, da vi har brugt meget energi på den kommende lancering. Det giver til gengæld Microsoft en mulighed for at få et godt fodfæste på markedet, og Nintendo får naturligvis også mulighed for at lancere Wii ordentligt og få den etableret på markedet."
Fra Danmarks distributør af PlayStation 3, Nordisk Film Interactive, der også har stået for lanceringen af både PlayStation, PlayStation 2 og PSP, er der ingen tvivl om, at udsættelsen i sidste ende gavner forbrugeren. Der vil f.eks. med stor sikkerhed være flere spil klar ved lanceringen i Europa. Mark Skouborg, Nordisk Film Interactives daglige Nordic PR og Product Manager, fortæller:
"Vi er selvfølgelig selv meget skuffede over udsættelsen og vil bruge den ekstra tid til at arbejde endnu hårdere på, at skabe den bedst mulige lancering i marts. Helt konkret forventer vi, at et langt større antal af spil, vil være til rådighed til den europæiske lancering i marts, men også langt flere Blu-Ray film."
Udsættelsen vil samtidig betyde, at evt. børnesygdommene er ryddet af vejen inden udgivelsen i Europa. Næsten alle konsoller lanceres med en række mindre, uforudsete problemer, og disse kan Sony nu få testet inden lanceringen i Europa. Samtidig vil der være væsentlig mere ekstraudstyr klar til konsoller, når den lander i marts måned, ligesom mange europæiske spil, heriblandt Heavenly Sword, nu har en chance for at blive en del af lanceringslisten.
Alligevel kan flere af branchens rutinerede spiljournalister, ikke lade være med at være skuffede. Jacob Riis, tidligere redaktør af det officielle PlayStation-magasin, branchebladet Manual og nu medarrangør af den kommende Nordic Game-messe i Stockholm, er i hvert fald ikke i tvivl:
"Det er ærgerligt og skuffende, at PS3 bliver forsinket i Europa, men decideret overraskende, er det vel ikke. Konkurrencesituationen mellem de tre store konsolproducenter gør, at de alle konstant føler sig nødsaget til at bevæge sig rundt, lige på grænsen mellem sandt og usandt, når de kommunikerer med omverdenen. For Sonys vedkommende har det nu resulteret i et konkret løftebrud, som rammer det europæiske marked, og det må jo nødvendigvis gå ud over firmaets troværdighed, i hvert fald på kort sigt. Personligt synes jeg naturligvis, at det er irriterende, at det altid skal gå ud over os i Europa, når der skal findes en hurtig løsning, men på spilsiden tror jeg ikke, vi går glip af så meget.
Tværtimod har de europæiske udviklere nu fået foræret seks måneders ekstra udviklingstid til deres første PS3-projekter, og husker man tilbage på de kummerlige lanceringstitler til PS2, kan det kun være en fordel. Markedsmæssigt kan forsinkelsen betyde en åbning for Nintendo, der nu har chancen for at markedsføre Wii i fred for andre nye konsollanceringer, og dermed måske kan få erobret nogle flere markedsandele, også i Danmark, hvor Nintendo siden N64, nærmest har været ikke-eksisterende på markedet for stationære konsoller. Samtidig med det gnægger Microsoft helt sikkert over, at de nu kun har én at slås om julehandlen med."
Også Thomas Vigild, Politikens daglige spilredaktør, har svært ved at sluge nyheden om at Europa endnu engang bliver taberen:
"Jeg er mere skuffet og tudefærdig end overrasket. Skuffet fordi, jeg håbede på, at Sony ikke igen ville vælge Europa fra som ved PS2. Tudefærdig, fordi jeg havde håbet på at nyde min første Blu-ray film i år og gyde blod i Heavenly Sword. Nu må jeg afreagere i Gears of War i stedet...
Udover det oplagte julesalg, som Sony nu forærer til Microsoft for anden gang i træk, så tror jeg en større tort er den rent psykiske for de europæiske forbrugere, der igen føler sig ladt i stikken - følelsen kan være, at Sony igen har svigtet og løbet fra sine løfter.
Derfor er der mange, der vil rettet blikket mod Xbox 360 nu og se, hvad de har at byde på denne jul - og med deres meget stærke efterårs line-up, så tror jeg, at der falder mange europæiske spillere i hænderne på Microsoft inden marts 2007.
Fordelen ved en senere lancering i Europa kan være, at vi ikke får samme børnesygdomme i online-delen som måske vil plage de første konsoller i Japan og USA, samt forhåbentligt får nok konsoller til at mætte efterspørgslen i Europa. Samtidig er der forhåbentlig også flere spil på hylderne til den tid."