I modsætning til mobilmarkedet, hvor vi hvert år får nye operativsystemer i blankpolerede nye klæder, er redesignede konsoller traditionelt landet med lige så meget pondus som en gut med topmave og grå hår, der lige har fået en omgang farve og et nyt jakkesæt. Deres efterår er nået, og forsøgene på at skjule denne kendsgerning gør den blot endnu mere åbenlys.
Måske er det en lige lovlig hård vurdering. Det er sandt at nogle redesigns kan forny interessen og give salget lidt massage, og det sker ikke nødvendigvis i slutningen af et systems liv - Nintendo DS og 3DS fik begge ny vind af de tidlige tweaks, og de fleste af Sonys udgaver af PSP'en gjorde den kun bedre.
Men et mindre redesign er ikke nødvendigvis ensbetydende med et, der er mere lækkert, og kan være en markering af, at man positionerer en konsol som et budgetorienteret produkt, enten til de yngre spillere, der skal have deres første maskine, eller som et billigt alternativ med et stort bagkatalog til dem, der finder den næste generation for dyr.
Så hvor passer den nye Super Slim, der fås i 12 GB og 500 GB-modeller, ind?
Modellen
Ved første øjekast opfylder Super Slim behovet for at skabe nye overskrifter med gammel hardware, men den følger det ikke op med et prisfald. Dette er ikke en budget-udgave af PS3'eren, og eftersom annonceringen af næste generation sandsynligvis stadig er et halvt år væk, er det alligevel også for tidligt til den slags.
Dette er den tredje udgave af Sonys tredje konsol, og følger i forgængernes fodspor hvad angår makeovers: Den oprindelige PlayStation krympede og blev mere kurvet, mens PS2 blev slankere. PlayStation 3 har tidligere gennemgået en lignende udvikling, da den blanke, fede kampvogn af en originalmodel smed lidt kilo og krom til fordel for en matsort model, der var stille som graven og kun fyldte det halve på hylden. Som en dværgninja, der ventede på ordre.
Super Slim ligner nærmere en billig fætter snarere end en sofistikeret søster i forhold til sine søskende. Selvom de blanke overflader er tilbage, er de henvist til kun at afgrænse det nye låg. Begge løber langs hele konsollens top. Det nubrede låg, der huser konsollens drev, har et gråt finish, og en hævet sektion kan skubbes til siden for at åbne ind til drevet.
Eject- og Power-knapperne finder vi på siden, og begge kræver et solidt tryk når de skal betjenes.
Den nederste halvdel af konsollen har fået en fedtsugning, og er tyndere og kortere end på sine forgængere, så udhænget fra den øverste halvdel er langt mere udtalt. Der er stadig to USB-porte på fronten, og de sædvanlige stik til billede og lyd på bagsiden.
Vægtmæssigt er den ikke meget forskellig fra sin forgænger, og når den står på højkant har den samme højde og næsten samme dybde. Den ovale krumning på konsollens øverste halvdel er kortere end før, og da "læben" ud for drevet (den, der før lagde hus til Power og Eject-knapperne) er væk, er der skåret godt fem centimeter af længden.
Når den er tændt
Når maskinen er tændt og vi hopper rundt i systemmenuen, har Super Slim den samme stille summen som før, men så snart der ligger en skive i drevet og snurrer, larmer den mærkbart mere.
Årsagen er, at den forrige versions drev slugte skiven og snurrede den rundt dybt inde i konsollens mave, så den tykke plastikkasse dæmpede lyden. Det tynde plastiklåg mellem den roterende skive og dig er ikke så god til at absorbere lyd. Hvis du downloader en opdatering eller der læses fra disken, vil dine ører være mere opmærksomme på processen. Men forstyrrelsen er minimal, og med tv'et tændt vil man for det meste ikke bemærke den.
Varmemæssigt er konsollens ydre temperatur også mere mærkbar, når den kommer på arbejde. Den forrige udgave føltes varm, når den kørte. Denne udgave føles varmere langs hele konsollens top, når den ligger ned. Vi skal dog teste den grundigere, før vi kan sige om det ændrer sig på sigt eller efter omstændighederne.
Med i kassen
Sammen med konsollen får man en enkelt controller, et USB-kabel til at lade, strømforsyning og AV-kabel med SCART-konverter. Der er ikke noget HDMI-kabel med, hvilket nok er forståeligt for 12 GB-modellen, der sigter efter det mere casual publikum, men virker som en underlig udeladelse med 500 GB-modellen.
Prisen
Der er allerede blevet skrevet meget om prisen for de to nye modeller - med henholdsvis 12 GB og 500 GB lagerplads - da Sony har lavet en ny politik om at lade forhandlerne beslutte udsalgsprisen.
Med til ethvert redesign følger der en halv forventning om et prisfald, og hvis Sony annoncerer PlayStation 4 på næste års E3, bliver dette den sidste julesæson hvor PS3 stadig er prominent i købernes øjne.
Men priserne på begge de nye modeller adskiller sig ikke meget fra det, de eksisterende modeller koster. Prisen på 500 GB-modellen er glimrende - for 2000 kroner får man næsten dobbelt så meget plads som på de gamle modeller, der kun er 2-300 kroner billigere.
Omvendt ser det ud med 12 GB-udgaven. Med en pris omkring 1800 kroner er den faktisk dyrere end de gamle 320 GB og 160 GB-modeller - der stadig kan fås, hvis man kigger sig lidt omkring - til trods for at disse byder på mere end ti og tyve gange så meget plads.
Dommen
Taget i betragtning, hvor konsollen står i de fleste dagligstuer - gemt væk i tv-møbler eller under fladskærme - gør det nye look ikke den store forskel. En konsols primære opgave er at spille spil (og udnytte andre mediemuligheder), og her har PS3'en et massivt bagkatalog at trække på.
Hvis du er på udkig efter en tossebillig PS3 som undskyldning for at hoppe med på vognen, så er du for tidligt ude. Vi skal frem til sent næste år, før PS3 sniger sig ned under de 1500 kroner.
Dette er en kosmetisk opdatering, hvis største salgsargument er den ekstra lagerplads, der er med i den ene udgave af Super Slim. Den er måske ikke kønnere end den gamle, men med 500 GB plads er Super Slim nok det bedste køb, hvis du vil melde dig ind i PS3-klubben denne vinter.