Vi har alle sammen prøvet det. Fundet os til familiefester eller sammenkomster, hvor den ældre generation fortæller, hvor fantastisk det var dengang de var børn. Osten smagte af mere, græsset var grønnere og man kunne købe et helt kræmmerhus af bolchegrums for en 25 øre. Alt var bedre dengang - og Lykkehjulet var ikke opfundet. Desværre er samme tendens ved at indfinde sig i den ældre del af den spillende befolkning. Dem der voksede op med Zx Spectrum, Commodore 64, pirrelige båndstationer og kluntede diskdrives. Dem som føler at branchen i dag lider af en ubehjælpsom metaltræthed og at alt nu handler om penge. Dem der hævder at spil var bedre dengang. Mere innovative, mere nyskabende.
Det er naturligvis en omgang bævl. En gang sentimental pladder, der er overskygget af et par gevaldige briller med lyserøde glas. Kald modellen nostalgi, for det er hvad den hedder, og den går tilsyneladende aldrig af mode. Om det er gabende huller i hukommelsen eller blot en nægtelse af hvad spil var for 15 år siden og hvordan de fungerede, skal jeg ikke kunne sige, men jeg møder flere og flere der hævder at spil ikke er sjove længere, at magien er sivet ud af branchen og at der kun er talende slips tilbage. For dem var branchen dengang et kollektiv af innovatører og spilguruer, der søgte ind til gameplayets kerne. Som leverede den ene perle efter den anden. For dem er Manic Miner stadig det ultimative platformspil.
Desværre er virkeligheden en anden. En hurtig søgning på nettet, og et par downloads senere sidder jeg med min barndoms største og mest glorværdige minder. Alt fra de spædeste oplevelser med Jet Set Willy, Atic Atac og 3D Ant Attack til Commodore 64’s Who Dares Wins og Andrew Braybooks Uridium og Paradroid. Selv Impossible Mission bliver bootet op. Men der går ikke længe før mørke skyer trækker sig sammen over mit hoved og mine spilendorfiner når det absolutte nulpunkt. Det er sgu’ da ikke de spil jeg husker som sjove, udfordrende og aldeles smukke - er det? Var der ikke noget om at spil dengang var rent gameplay, fordi 3D ikke fandtes, fordi man ikke bare kunne lægge en hel musik cd ind i spillet?. Realiteten er, at det jeg sidder med, er uhyre enkle ideer, der efter ganske få minutter stopper med at underholde. At spillene er dårligt balancerede, uretfærdige og nærmest ufærdige. At styringen virker kluntet og træg.
En søgning mere giver mig adgang til flere spil, og flere grumme og direkte skuffende oplevelser. Selv da jeg får indloadet Oceans bugnende katalog af filmlicenser, sker der ikke det store. Miami Vice, V og Robocop er ligeså ringe som nutidens mange spil baseret på superhelte, biograffilm og bøger, og firmaet spekulerede ligesom mange af nutidens firmaer i at sælge gylle på et navn - på en følelse man havde da man sad i biografens mørke. Heldigvis viser det sig at der er perler imellem. Tidløse skatte, der trods de mange år stadig i glimt viser hvad et spil bør være. Men for ethvert Wizzball, Boulder Dash eller Marble Madness er der tyve triste kloner. Tyve tarvelige spil der lå i kølvandet på det oprindelige - ganske som i dag. Who Dares Wins, Rambo og Commando er stort set samme spil, og Great Giana Sisters er, om end det er ganske underholde, et direkte plagiat af Super Mario. Selv Nintendo syntes at det lignede lige lovlig meget og sagsøgte efterfølgende for brud på ophavsretten. Selv Turrican, et af mine favoritspil fra Amiga dagene, viser sig at stjæle med arme og ben fra spil som Metroid og Bionic Commando. Innovativt og anderledes - ja, ja så siger vi det.
Det går hurtigt op for mig, at jeg har lært en ting af tidsrejsen. At jeg har modbevist en stor skare af de skuffede spilfans, uanset om de vil det eller ej. Spil var ikke bedre dengang og branchen ikke anderledes, der er nærmest ingen forskel. Vi var givetvis bare naive, lettere at tilfredsstille og fascineret af et helt nyt fænomen. Nutidens REZ, Ico, Animal Crossing eller Zelda er perler, det indeholder magien og troen på at der skabes noget nyt hele tiden, ligesom fortidens R-Type, Rainbow Islands eller Chrono Trigger. Nutidens hyldefyld som Dakar 2, ToeJam and Earl og Dark Angel, fandtes også dengang i Platoon, Back to the Future og Edd the Duck. Der er ganske enkelt ingen forskel. Hvis magien ikke længere er der, så er det enten fordi du hænger uløseligt fast i et lyserøst billede af fortiden eller også er spil bare ikke dig mere - uanset hvad, er det tid til at komme videre.