Lad mig sige det som det er, jeg er ikke synderligt vild med den måde PlayStation 5-konsollen ser ud på. Der er noget med linjerne, med den hvide farve, den ligner en router, eller måske en luftfugter fra Dyson. Det er nu ikke fordi at spilkonsoller for evigt absolut skal være subtile sorte kasser, men netop det her er en kende for ungdomgshybel til mig smag. Der lader til at være mange der dog godt kan lide udseendet, og det er da bare skønt.
Men ved I hvad? Det er faktisk også i grunden lidt lige meget, for i min optik udførte Sony et vildt homerun, og formåede på lidt over en time at få hele deres PlayStation-strategi tilbage på sporet. Ingen dikkedarer, ingen udenomssnak, og ingen misvisende markedsføring, bare spil, spil, spil - præcis som de fleste med interesse i Sonys PS5 ønskede at det skulle være.
Faktisk kaster præsentationen minderne tilbage til Sonys E3-præsentationer for nogle år siden, hvor de havde selvtilliden til at gå ud på scenen, sige at spillene ville tale for dem, og så forlade den igen - permanent. Jim Ryan sagde præcis det samme her, og han holdt sit ord, resten af præsentationen var bare en kavalkade af trailere, der med ynde, balance og hårdtslående effektivitet formåede at vise os præcis hvorfor Sony stadig er med i kampen her, og hvorfor netop software er og forbliver deres store og centrale force.

Det var faktisk bare én basker efter den anden, og det set fra et relativt distanceret markedsføringsperspektiv her. Insomniac arbejder på hele to store titler, og de begge er forskellige nok til at appellere til forskellige spillere. Min kæreste klappede eksempelvis glædeligt i hænderne da {Ratchet & Clank: Rift Apart} blev afsløret, og kunne ikke helt forstå hvad det spændende var ved {Spider-Man: Miles Morales}. Den stakkel. Ydermere fik vi endelig den første trailer fra {Gran Turismo 7}, Guerrilla løftede sløret for {Horizon II: The Forbidden West, og Housemarque har skruet op for ambitionsniveauet med Returnal. Sony løj ikke da de sagde at de vil lede an med eksklusiv software, så restriktivt som det nu endda er. Bygger man mure omkring sit økosystem, så skal det der er inde bag ved dem i det mindste være noget værd, og det lader her til at Sony virkelig har kreeret en interessant pipeline af titler.
Ikke bare det, Sony havde også sikret en række strategiske partnerskaber med de udgivere, der ikke afholder deres eget E3-lignende event, og det var nu ret klogt, for det det skadede ikke ligefrem at Bethesda meldte sig til i stor stil med nye trailere fra Ghostwire Tokyo og Deathloop, hvoraf den første trailer dog forvirrede mig mere end den informerede mig. Dertil kommer Resident Evil Village (altså 8), og selvfølgelig danske Hitman 3 fra IO Interactive. Ja, de glimt vi fik fra de her spil var korte, men de fleste gav os da en smule gameplay, så for nu er jeg ret tilfreds.

Horizon II: The Forbidden West ser fortrinligt ud.
Der var endda tid til at kæle, og levere noget som mange måske ikke havde forventet, såsom det store remake af Demon's Souls, som Bluepoint arbejder på. Ja, rygterne har da svirret, men det virkede bare usandsynligt, så der var da alligevel plads til overraskelser.
Faktisk skal Sony i det hele taget have ros for ikke bare at fylde deres præsentation op med PS4-spil, der nu kommer til PS5. Jo, vi indledte med Grand Theft Auto V, som nu bliver "expanded and enhanced", men det slår mig som værende meget, meget usandsynligt at vi her taler om mere end bare GTA Online-indhold, samt flottere grafik. Nej, præsentationen fokuserede helt og holdent på nye titler, på fremtiden, præcis som Sony sagde, og det er nu engang rart, at de leverede "the future of gaming".
Naturligvis er ingen præsentation perfekt, og jeg noterede mig da også at det ville have været rart med en The Last of Us- eller Horizon-lignende gameplay-præsentation, hvor man kunne se en der holdte en controller, bare for at gøre det hele lidt mere virkeligt, og for at sætte yderligere fokus på gameplay, men det er ganske tydeligt at se, både på Microsofts og Sonys planer, at det hele gøres lidt anderledes i denne omgang, af forskellige årsager.

Ja, sådan ser den altså ud!
Så en imponerende spilkavalkade bestående af gigantiske titler, eksklusive som tredjepartsbaserede, men Sony glemte ikke indie-udviklerne, og selvom mange ofte brokker sig hvis koncentrationen af mindre, mere "artsy" titler bliver for stor, så var det her perfekt afbalanceret. Vi så blandt andet ret ambitiøse spil, heriblandt det flotte Kena: Bridge of Spirits, Neostreams Little Devil Inside og JETT: The Far Shore. Alle kom fra mindre studier, men formåede alligevel at have wow-faktor, så det er ret tydeligt at Sony har håndplukket de her titler for at sikre et bestemt tempo i præsentationen, og det kunne mærkes.
Og så kom konsollen på overraskende vis, og nej, jeg er ikke vild med den måde den ser ud på. Men som jeg sagde, så er det lige meget, for er det en lettelse endelig at få lov til at se den. Det betyder bare noget at man kan se den fysiske boks, at man ved hvad man skal kigge efter, og at man kan danne den kobling fra vag vision til egentligt produkt. Selve videoen var lækkert sammensat, og introducerede os faktisk også for en række afgørende accessories, såsom opladeren, headsettet og sågar en mediefjernbetjening. Det var virkelig prikken over i'et.
I det hele taget var Sonys præsentation slet og ret bare ret fed. Den var effektiv, spændende, og hverken for lang, eller for kort. Den har ene og alene placeret Sony et godt sted fremadrettet, og selvom livestreamets lave kvalitet gjorde at man ikke rigtig kunne få en idé om, hvor flotte disse spil er sammenlignet med spil på PS4-platformen, så er det i grunden også, for nu, underordnet. Det vigtige er at der er ting at se frem til, og det gav Sony os - i spandevis.
Job well done.