Jeg har en lidt blandet track record hvad angår at glæde sig til spil i året der står for døren. I den sidste "Ser Frem"-artikel fik jeg fem ud af fem; Atomic Heart, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, Alan Wake 2, Marvel's Spider-Man 2 og Starfield. Det er jeg selv ret overrasket over for at være helt ærlig, særligt fordi jeg tidligere ikke har præsteret noget der ligner, som vist viser hvor sandsynligt ret signifikante forsinkelser er gået hen og er blevet.
Så nu er det blevet tid til at se frem igen, for et spilår er trods alt gået på hæld. Vi har sagt det mange gange før, og siger det gerne igen; 2023 har været noget ganske særligt, og netop af den grund er det svært at se frem til 2024, og ikke føle at det ser en smule tomt ud.
Det er dog også en række andre grunde til, for det lader til at udviklere verden over også er mere forsigtige end nogensinde før når det gælder om at sætte konkrete datoer, eller sågar måneder eller kvartaler på deres projekter. Resultatet er et spilår 2024 der står sløret i skygger, hvor kun nogle enkelte profilerede lanceringer har fået konkrete udgivelsesdatoer. Fra maj af og frem? Der aner vi ikke rigtig, hvad der er på vej.
Det betyder naturligvis også at mine fem spil bærer præg af lidt optimistisk gætværk, der igen kan bide mig i røven, når vi skal binde sløjfe på 2024 om et lille års tid. Så lad os komme i gang. Jeg er parat til at blive positivt overrasket - eller skuffet.
Hades II
Hades II er en slags indie-spil, men udgives nok under sådan en stor bevågenhed fra fans verden over, at der ikke helt er samme risici involveret for Supergiant som med det første spil. Det er i øvrigt et spil jeg spillede i år, på Switch, med min syge søn ved siden af tilbage i februar, mens sneen dalede udenfor. Henover en uges tid gennemførte jeg det spil de 10 gange der skulle til for at se den egentlige slutning, og jeg husker stadig det sidste "run", som var det i går.
Supergiant kan bare noget, selvom at det er svært at sætte en konkret finger på hvad. Der er noget med den måde de fortæller historier på, der er noget med den måde specifikke mekanikker og systemer binder sammen på, og kombineret med den altid spændende græske mytologi, så er Hades noget alle bør opleve, ikke bare dem der i forvejen foretrækker roguelike-struktur.
Nu er det, i skrivende stund, ikke meget vi ved om Hades II, udover at vi denne gang skal have med en ny hovedperson at gøre. De få glimt vi har fået serveret indikerer dog, at det isometriske action-prægede og ability-fokuserede gameplay forbliver det samme, og der hører du ingen klager fra mig. Ligeledes lader den karikerede æstetiske stil heller ikke til at have ændret sig, og igen; det generer ikke mig.
Jeg håber lidt på flere interaktionsmuligheder denne gang. Hvert "run" er domineret af fjendetyper, buildcrafting og held, men hvis der er noget der holdt det originale Hades tilbage, så var det at der ikke var meget at engagere sig i mellem de ture op gennem helvedes lag. Desuden er det måske også værd at slå fast, at ulig de andre spil på denne liste, så regner vi kraftigt med at Hades II lanceres I Early Access, så forventningerne til det produkt vi får at se i 2024 tager form deraf.
Avowed
Det er altid spændende når Obsidian Entertainment udgiver et spil. Jo, de har haft held med både Pentiment og Grounded, som kun tilføjer deres bundsolide renomé, men når de udgiver et RPG, så sætter de fleste sig op.
Og ikke bare udgiver de et nyt RPG i form af Avowed i 2024, det bliver starten på en helt ny spilserie, der tager det univers der blev formet igennem Pillars of Eternity, og tilføjer et Skyrim-lignende præg i form af en action-præget førstepersonssvinkel.
Lad os dog være ærlige; traileren fra i sommers var faktisk ikke synderligt imponerende. Der var noget med farverne, med den grafiske detaljegrad, med den forcerede humor - det hele blev en kende karikeret, der stod i skærende kontrast til den originale teaser.
Men vi lærte nogenlunde samtidig, at Obsidian havde valgt at droppe ideen om at lave en verden i samme størrelsesorden som netop Skyrim, og i stedet fokusere på en kortere og lidt mere afgrænset verden, og det fylder mig med masser af forhåbninger om, at vi kan se frem til dybde, i stedet for bredde, noget som netop Bethesda Game Studios er blevet anklaget for i forbindelse med lanceringen af Starfield.
Lad Avowed være lidt mindre, lad Obsidians historiefortælling, karaktergalleri og gameplay-systemer stikke dybere - vi er klar!
Star Wars Outlaws
Ubisoft har brug for hits lige nu, og hvorimod jeg tidligere troede at Massive var en slags guldkalv efter to ret solide The Division-titler, så efterlod Avatar: Frontiers of Pandora mig med en masse tvivl om dette nu også er tilfældet.
Den tvivl er der stadig, og det er stadig frygtelig lidt jeg ved om Star Wars Outlaws, inklusiv om det overhovedet udkommer i 2024, men det jeg har set fylder mig dog med forsigtig optimisme om at det store, brede Rebels-agtige Star Wars-spil, der får galaksen til at føles stor, bred og klar til udforskning kunne være dette. Naturligvis er der nogle der, med delvist rette, har kritiseret det der ligner ret basale kampe i tredjeperson uden nævneværdige ekstra features eller mekanikker til at differentiere det fra så mange andre spil, men det her er Star Wars, og evnen til at udforske det her højt elskede univers med den mængde frihed Massive lover, det er måske nok til at få os delvist i mål.
I kan måske mærke at jeg tøver lidt mere når jeg taler om Outlaws, og det er simpelthen fordi at det synes uklogt at stole blindt på Ubisoft lige nu. De har gentagne gange bevist at de har svært ved at udvikle spil der udkommer til tiden, og er udviklet foruden systematisk overarbejde og udnyttelse af de ansatte. De har masser af talent tværs over de mange studier, men Assassin's Creed: Codename Red, det kommende syvende Far Cry-spil og Star Wars Outlaws skal bevise først og fremmest, at de har taget imod feedback, og giver spillene den tid i ovnen de skal bruge.
Indtil da så kan jeg bare konstatere at Outlaws ser ret godt ud, og for nu, så er det nok.
Black Myth: Wukong
Og så kommer vi altid til listens absolutte dark horse. Noget der ligner en ny IP (jeg ved godt at Journey to the West er et veletableret kinesisk univers, men for vesten, og for spilmediet er det ikke som sådan noget vi er bekendte med), fra et ukendt studie, der er bosat i en del af verden der først de seneste år er begyndt at udvikle spil med global appel. Black Myth: Wu Kong har dog alligevel formået at imponere en hel del igennem de seneste par år via en række ret vilde gameplay-demonstrationer, og man skulle da være et skarn for ikke bare at håbe en lille smule, at det lever op til det vi har set indtil videre.
Det er netop baseret på de her præsentationer at placerer spillet på denne liste. Det kinesiske studie Game Science har jeg intet forhold til, og heller ej er jeg bekendt med universet i forvejen. Nej, Black Myth: Wu Kong taler udelukkende til mig på baggrund af de gameplay-sekvenser der er blevet fremvist, og det siger måske en hel del om hvor stort et indtryk de har givet.
Det er de specifikke boss-kampe, der lader til at foregår på en skala man sjældent ser, det er universets unikke stilistiske præg der lader til at trække på masser af kinesisk mytologi, som jeg finder fascinerende, det er den grafiske detaljegrad som ikke er helt lige så imponerende her i slutningen af 2023 som da det blev vist første gang, men som fortsat byder på flotte omgivelser og bjergtagende sekvenser. Og så er det dynamiske gameplay, der lader til at give spilleren masser af frihed.
I år fik vi Lies of P, et spil der ligeledes kommer fra en relativt ukendt udvikler, og som ligeledes drager inspiration fra FromSoftware-titler til at skabe udfordring og indlevelse. Spørgsmålet er om Game Science kan gøre det.
Dragon Age: Dreadwolf
Jeg er faktisk ikke den store Dragon Age-mand, så at sige. Jo, jeg har gennemført Dragon Age: Inquisition, og jeg nød det. Men jeg følte mig aldrig draget nok til at gå tilbage og gennemføre de to første kapitler, og heller ej ræsonnerede dette specifikke fantasy-univers hos mig.
Så hvorfor er Dreadwolf på listen? Jo, det er mere i forlængelse af generel brancheinteresse end at jeg ikke kan vente med at sidde med controlleren i hånden. Jo, jeg har nydt Dragon Age-spil tidligere, og generelt haft interesse i Biowares output, så jeg kvalificerer mig til at se frem til selve spillet, men det er nok, desværre, også lidt af morbid nysgerrighed at jeg for alvor glæder mig til at se hvad studiet kan diske op med.
For Bioware har det ikke særlig godt. Deres seneste titler er Anthem og Mass Effect: Andromeda, og oven i det har vi masser af fyringer, rapporter om ringe arbejdsvilkår og historier om såkaldt "Bioware magic", en strategi der i princippet indebærer at man håber at det spil der er ved at blive formet ender med at blive sjovt, hvis man bare overarbejder nok.
Dreadwolf må og skal blive en succes, men det kan det også sagtens blive.