Batman: Arkham Asylum var, for mig, et vendepunkt. Jeg lånte det på biblioteket tilbage i 2010, midtvejs i gymnasiet, som jeg den dag i dag betragter som værende en slags mærkværdig opvågning, det øjeblik hvor interessen for spil, for spildesign og for de studier og kreative sjæle der laver dem, blev vækket. Jeg betragter det, og opfølgeren Arkham City, som værende nogle af de vigtigste spil i mit liv, og jeg er villig til både at forsvare dem imod kritik, og sågar også slå fast at for mig, trods en lettere ujævn implementering af Batmobilen, så er Arkham Knight ligeledes toppen af poppen.
Rocksteady definerede en genre, de præsenterede udslagsgivende mekanikker som senere hen skulle definere nærkampsstruktur i hundredvis af spil efterfølgende, og vigtigst af alt beviste de at de konsekvent kunne presse den kreative citron i tre omgange, og skabte en perfekt AAA-trilogi. Det var storslået.
Men som kom stilheden, og selvom rygterne svirrede om et Damian Wayne-baserede Robin-spil, et Superman-spil og nærmest alt DC-relateret derimellem, så stod det klart at noget var i gærde. I oktober 2020 blev sløret løftet, og lige fra start af var den gal. Suicide Squad: Kill the Justice League præsenterede samme kinematografiske kunnen som altid, men fra første øjekast var det tydeligt at dette ikke bare var noget anderledes, men noget meget anderledes. Bombs over Baghdad af Outkast rungede ud over det krigshærgede Metropolis, mens den ene smarte one-liner overtog den anden fra et sæt antihelte, der både var dumsmarte og overmodige.
Jeg var selv apatisk her. Vi havde både set for lidt, og jeg var tilpas tryg ved at stole på, at Rocksteady ville levere, selv om det for alvor var en tonemæssig afsked med det metodiske, dunkle og dystre Arkhamverse. Det her eksisterede jo ikke i samme virkelighed, vel?
Åh nej, hvor skulle jeg tage fejl. For i dag, efter Jakob er vendt hjem fra London hvor han tilbragte godt og vel fem timer i selskab med Suicide Squad: Kill the Justice League, og andre medier fra branchen har gjort det samme, så er jeg ikke apatisk. Jeg er heller ikke vred. Jeg er bare trist. Trist over at det studie der placerede mig på den sti der har ledt mig til hvor jeg er i dag har givet op på at være en markedsleder, og i stedet præsenterer et spil der tilsyneladende består udelukkende af usammenhængende hot-topic-bestanddele, buzzwords fra branchefolk der designer spil udelukkende så det ser lovende ud for potentielle investorer, en live service-ekstravaganza der lover guld og grønne skove indenfor bare et års tid eller to efter du allerede har overgivet skejserne, og som ikke har noget imod at du bruger flere penge end indkøbsprisen undervejs.
Men måske endnu værre; Suicide Squad: Kill the Justice League er på en måde en fortsættelse af Arkhamverse-fortællingen, og sværter derfor ikke bare Kevin Conroys ry, eftersom dette bliver hans sidste præstation som Batman, men hele serien. Det er ikke længere Batman der determineret og selvsikker rydder op i Gothams gader efter Arkham Knight, der er vores afsked med Rocksteadys mindeværdige fortolkning af karakteren. Det bliver det her. Ydermere bliver dette så introduktionen af alle de her storslåede helte, som kun refereres løst og vagt i Arkham-spillene. De bliver nu frarøvet en mere afgørende intro, som de ellers kunne have fået i et mere designmæssigt kohærent Arkham-spil, og er nu glorificerede skydeskiver midt i Metropolis, der ellers tilsyneladende hærges af en ensformig, kønsløs, anonym hær af lilla aliens.
For at komme potentiel kritik i forkøbet; ja, det er på mange måder for tidligt at slå fast, at Rocksteady direkte tilsmudser deres egen arv med Suicide Squad: Kill the Justice League, for til dels bliver vi nødt til at fastholde det princip, at vi ikke kan bedømme det færdige spil, uden at have spillet det først. Og selv hvis lanceringen går som frygtet, og spillet høster middelmådige anmeldelser fra kritikere og forbrugere, så er det før set, at udviklere kan bjerge den synkende skude, og omskrive fortællingen, hvis altså spillerne fastholder interessen.
Jeg har tænkt mig, af respekt for Rocksteady, at spille Suicide Squad: Kill the Justice League, og jeg håber på det dybeste at jeg finder forløsende kvaliteter, det er uden tvivl forhåbningen. Og det skal så sandelig heller ikke lyde sådan, at studier ikke må bryde med de forventninger fans har til dem, det er trods alt sådan at vi har fået nogle storslåede afstikkere i tidens løb. Men i disse tider, når nu det samme tidligere er sket med Anthem, med Fallout 76, med Marvel's Avengers, med Ghost Recon: Breakpoint, med Babylon's Fall - det er umuligt at ignorere den her live service-kirkegård, som primært består af projekter hvor traditionelle singleplayer-studier enten blev beordret til, eller selv valgte at forsøge hovedløs trendchasing. Jeg er sikker på at hvis du spørger Crystal Dynamics, Bioware eller Platinum, så ville de ikke anbefale at sparke gang i et online-fokuseret live service-projekt, medmindre det givne studie er bygget til det, og vi kan vist også bringe Naughty Dog i spil for at fuldende den relativt simple lektie.
Vi står på tærsklen til lanceringen af Suicide Squad: Kill the Justice, og bar nogle enkelte positive indtryk, så er medier og influencere der har spillet det stort set enige om, at der er al god grund til bekymring, for det virker bare ikke til at Rocksteady har nogle nye, friske ideer, der transformerer den genre de buldrer ind i, som er det stik modsatte af den måde de introducerede dem selv med Arkham Asylum. I stedet har du de her fire karakterer, der godt nok har distinkte evner, men som alle sigter og skyder. Du har Metropolis, men uden karakterer i, nu udelukkende befolket af anonyme, ligegyldige lilla monstre, og du har en præmis som jeg for alvor tvivler på holder stik. Jeg giver i hvert fald en øl hvis du virkelig, definitivt og endegyldigt skal slå disse DC-helte ihjel, uden at spillet enten vil genoplive dem, eller bede dig rejse til en anden virkelighed til sidst. Derudover har du så også alle mikrotransaktionerne, Battle Pass-incitamenter, forudbestillingsbonusser der giver adgang før til dem der smider pengene tidligt, og alt det andet som er blevet en uomtvistelig del af det som Jim Sterling kalder "the live service gravy train".
Nej, Suicide Squad: Kill the Justice League gør mig ked af det, og det er jeg faktisk ret ked af. Ked af. Det er et ærgerligt sted at finde det studie der gjorde at jeg forelskede mig i det bredere spilmedie, og jeg håber ved gud at de enten kan vende det her til en succes, på den ene eller den anden måde, eller at de før snarere end senere kan give et nyt singleplayer-spil der spiller mere på studiets iboende styrker.
Vi ses i starten af februar.