Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Roskilde Festival i spilform

Nåede du ikke at få billet, lider du af agorafobi, hader du at sove i telt, men vil stadig gerne på festival? Vi fortæller dig hvordan du kan holde din egen Roskilde Festival ved…

Hiv fætter Roman med på bar, og du får en druktur du aldrig vil glemme. Eller huske. Eller... I ved hvad vi mener.

Startskuddet for Roskilde Festivalen er gået, og lige nu er op mod 70.000 unge og gamle fra ind- og udland i fuld (hø, hø) gang med at feste på brakmarkerne ved Darup. Festivalen kunne melde udsolgt i starten af sidste uge, så hvis du ikke nåede at få fingrene i en billet, så er gode dyr rådne.

Men fortvivl ej! Gamereactor giver dig her en guide til hvordan du laver din egen virtuelle Roskilde Festival ved hjælp af din spilsamling. Udbuddet af computer- og konsolspil er nemlig så bredt, at du snildt kan simulere alle nøgledelene af festivaloplevelsen hjemme i din stue.

Druk og alkohol
Øl og festival hænger uadskilleligt sammen. At være bankelam er en central del af at være på festival, og derfor er det også første punkt på vores liste. For at simulere følelsen af at være så stiv, at man knap nok kan stå på benene, graver vi gode gamle Grand Theft Auto IV frem fra listen. Der er få spil, hvor ens figur bliver så motorisk lammet af druk, som Nico bliver i GTA4, og tager du en af hans kammerater med i byen, får du tilmed fornøjelsen af tåget fuldemandssnak. "Du er bare min beschte ven!" Som ekstra bonus har det stort set ingen konsekvenser at opføre sig dybt uansvarligt. Det er næsten bedre end virkeligheden!

Musik
Næstefter alkohol kommer musikken, og her er valget oplagt. Find dit yndlingsudspil i Guitar Hero- eller Rock Band-serierne frem, skru godt op for anlægget, og fyr den af med ond tråd og masser af headbang. Der er ekstra point for at råbe "Er I der, Råskildeeeee!" før, efter og under hvert eneste nummer.

Hanekam og pigarmbånd. Selv påklædningen er rigtig!

Lejr og camping
Festivalgængere bor i telt. Det gør den virtuelle slags også. Red Dead Redemption er det perfekte spil til at simulere oplevelsen af at bo i telt. Tænk over det - du er ude i ødemarken, der er langt til civilisationen, du har ikke mere grej med end du kan slæbe på ryggen, og du kan tilmed prøve hvordan det er at vågne op et helt andet sted end du troede du faldt i søvn, takket være spillets Fast Travel-funktion. Perfekt!

John Marston er den hurtigste i vesten... til at slå et iglo-telt op.

Vand
De sidste par år har solen skinnet konstant over Roskilde Festival. Vejrudsigten i år lover at der kommer noget regn, men slet ikke i de apokalyptiske mængder, som ramte i for eksempel 2007. Men nu hvor vi selv kan bestemme, går vi linen helt ud. Din virtuelle festival skal være den vådeste nogensinde. Og til det formål er der kun ét spil, der dur: Bioshock. Som prikken over i'et kan du evt. forestille dig at de mange Splicers er stive svenskere - de er omtrent lige så svære at forstå.

Ja, det var nogenlunde sådan vejret så ud i 2007

Sex og kærlighed
En uge med fest og musik giver god grobund for romantik, og om det er faste kærestepar eller one-night-stands, så er det et faktum at der bliver knaldet i de sølvgrå iglotelte. Dette vigtige aspekt af festivallen skal vi selvfølgelig også have med. Vi starter med Dragon Age: Origins, hvor du uanset køn og seksuelle preferencer kan finde nogen at hoppe i kanen med. Roskilde Festival er et sted for frisind, så det skal vores virtuelle festival også være. Men DA:O kræver også en masse snak og optakt, så hvis du hellere vil have hurtige knald og trofæer til samlingen, så hop på The Witcher og fold dine promiskuøse sider ud.

Der mangler bare lidt Marvin Gaye, så er den i vinkel!

Euforiserende stoffer
Nu skal vi ikke opfordre til ulovlige aktiviteter, men vi kan heller ikke komme uden om at der på Roskilde Festival bliver indtaget anseelige mængder af substanser, der i bedste fald er på kant med loven. Heldigivis kan du i din virtuelle festival eksperimentere helt lovligt og ufarligt med psychedelia - du skal bare fyre op for Child of Eden og sætte dig godt tæt på fjernsynet, så er oplevelsen nogenlunde den samme. Og hvis du virkelig vil lege flyvende hippie, så spil via Kinect. Dine armbevægelser kommer helt sikkert til at matche de største syrehoveder ude i virkeligheden.

"My hands are enormous. They can touch anything but themselves... Whoa!"

Tømmermænd
En uges fest og alkoholindtag sætter sit præg på kroppen, og selvom det ikke er særlig festligt, så bliver man sandsynligvis ramt af nogle grove tømmermænd på et tidspunkt under ugen. Man må tage det sure med det søde, og derfor anbefaler vi, at du finder Kung Fu Panda 2 frem, og tvinger dig selv til at spille det igennem fra ende til anden. Det er langt fra behageligt, men i det mindste går det hurtigt over...

Det er ikke rart at have tømmernænd. Det er ikke rart at spille Kung Fu Panda 2. Et perfekt match.

Så let kan det gøres. Din egen virtuelle Roskilde Festival hjemme i stuen, der næsten er lige så godt som virkelighedens udgave. Sådan da. Du slipper i hvert fald for urinstøv og gennemblødte soveposer.

Hvis du nu ligesom Rasmus allerede befinder dig på Roskilde, så er mulighederne for at inddrage gaming i din festival-oplevelse selvfølgelig også til stede. Der vil nemlig være masser af muligheder for at dyste mod dine venner i eksempelvis FIFA11 og Need For Speed Shift 2 i Game City ved indgang vest. Game City er en videreudvikling af Social Gaming, der har eksisteret på Roskilde Festival siden 2008, og der er åbent 24 timer i døgnet og hele fire dage før festivalen starter.

Gaming kan du selvfølgelig også finde på Roskilde, her kan du se hvor.

GRs uofficielle Meet Up At Roskilde-tråd finder du ved at klikke her.

Til iPhone og Android - finder du både de officielle og uofficielle Apps ved at klikke her. Selvfølgelig inklusiv en app, der finder dig rene toiletter!

Os andre? Vi sætter os surmulende til at spille Kung Fu Panda 2 - det er ved at være den tid. God fornøjelse!

Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.