Torsdag formiddag, jeg er på vej mod centrum af København, på foranledning af en kortfattet invitation fra SCi. Anledningen er, at de har nogle titler klar til frigivelse i den nærmeste fremtid. Nærmere bestemt er der tale om Conflict: Desert Storm, Gumball 3000 og Rally Championship.
En kort introduktion senere sidder jeg, og betragter en storskærm, hvor jeg får en foreløbig gennemgang af de tre titler - alle på PS2. Denne oplevelse vil jeg i det efterfølgende dele med jer, så I kan få et indtryk af, hvad I har i vente.
Krig i Golfen
Første spil, som bliver gennemgået, er Conflict: Desert Storm. Man kan mærke, at dette virkeligt er et indsatsområde for SCi. Conflict-serien bliver i hvert fald præsenteret som arvtager til Armorgeddonspillene - altså SCi’s nye varemærke. Spillet er kreeret med sit udgangspunkt i Golfkrigen, faktisk så skulle 60% af missionerne være bygget på faktuelle hændelser. Du har muligheden for at indtage rollen som enten et hold soldater fra Delta Force eller SAS. Hver enkelt soldat er unik, i det øjemed at vedkommende har sine egne fagpræferencer, dette kan eksempelvis være sprængningsekspert eller snigskytte.
Krig i 3. person
Som udgangspunkt styrer du kun en enkelt soldat. Dette gøres for, at du kan lære styringen at kende. I løbet af de første missioner får du så nye soldater tilføjet din gruppe, indtil du styrer i alt 4 soldater. Conflict: Desert Storm styres ud fra en 3. persons perspektiv, dine soldater er så illustreret i nederste højre hjørne, og du kan til hver tid bestemme hvilken soldat, du vil styre. For hver mission du gennemfører, bliver dine soldater dygtigere, hvilket vil øge deres kunnen. Har de været særligt gode, så er der også mulighed for at få medaljer. Du styrer hele tiden én soldat, men derudover har du også mulighed for, at give de andre soldater kommandoer. Eksempelvis kan du placere dem forskellige steder i et kuperet område. Du beder dem så om, at holde ild indtil fjenderne er i midten af jer, og fanger dermed fjenden i et baghold.
Hvad vælger du
Du kan selv vælge din indgang til missionerne, enten kan du vælge at løbe af sted med mundingsilden flammende, eller også kan du forsøge at snige dig igennem. Ved sidstnævnte siger det sig selv, at du skal forsøge at udnytte dine enkelte soldaters ekspertise optimalt. Måske placere en snigskytte til at dække din sprængstofsekspert, som sniger sig ind i fjendens lejr. I landskabet vil der være forskellige køretøjer, som du kan komme til at manøvrere. Derudover har du muligheden for at benytte andres våben. Eksempelvis kan du tage et maskingevær i en maskingeværsrede, og benytte dette til at give ildstøtte til dine mænd.
Flere objektiver
Missionerne vil være opdelt i flere objektiver. Før hver enkelt mission bliver du præsenteret for en række tips til, hvordan du bedst takler missionen, samt nogle geografiske områder som du nok bør undgå. Jeg fik alphaversionen at se, og generelt ser spillet ganske nydeligt ud. Der lod dog til at være lidt problemer med fjendernes A.I. De havde det bare med at stå stationært på forskellige prædefinerede områder. Det virkede i hvert fald ikke, som var man i gang med at angribe en fjendtlig lejr af tænkende individer. Vi kan håbe, at dette bliver justeret i den endelige version.
Rallykørsel for viderekommende
Dernæst blev Rally Championship smidt i maskinen. Titlen er endnu en tilføjelse til SCi’s efterhånden pæne liste af bilspil. Der er de klassiske muligheder i denne type spil: Arcade, Quick-race og Karriere. Vælger du at opbygge dig en karriere, så starter du i Privateerserien med en sum penge på din bankbog. Disse kan du benytte til at købe én af spillets i alt 29 forskellige biler. Alle er de modelleret over faktiske biler. Vinder du løbene i Privateerserien, er der yderligere tre serier at prøve kræfter med.
God bilfysik
Du har mulighed for at justere på en række af bilens egenskaber, såsom dæktype, hvor tæt gearene sidder og lignende. Dette har faktisk relativ stor indflydelse på, hvordan bilen opfører sig, når du kører. Især da du vil komme ud og køre under vidt forskellige vejrforhold. Umiddelbart ser det ud til, at der er en god føling med bilen. Denne ligger godt på vejen, og falder godt ind med omgivelserne. Fysikken ser også ud til at være godt gengivet, både hvad angår interaktionen med andre kørere samt omgivelserne.Grafikken ser ganske nydelig ud, gengivelsen af bilerne er ganske nøjagtige, og baggrundene tilpas detaljerede. Når du kolliderer med ting tager din bil synlig skade, derudover vil din bil blive sværtet til af støv, mudder og andet møg.
På vejen igen
Det sidste spil der blev præsenteret, var Gumball 3000. Her så jeg blot en kort præsentation af spillet. Gumball 3000 er det noget berygtede væddeløb, som også har passeret vores hjemlige egne. Kort fortalt er det en samling af stinkende rige mennesker, som sætter sig ind i deres racervogne, og farer af sted over stok og sten. Vinderen er den, der først tilbagelægger 3000 miles. Gumball 3000 er en licens over dette. Her får du muligheden for at sidde i en lækker sportsvogn, samtidig med at du kører 300 km/t mod trafikken.
Mulighed for at se filmsekvenser
Når du vinder løb, får du tildelt point, hvilke du kan bruge til at åbne nogle filmsekvenser fra det originale Gumball 3000 løb. Selv om der stadig er noget tid til, at spillet bliver frigivet, så ser det ud til at blive ganske underholdende. Nærmere bestemt skal vi vente at se Gumball 3000 i butikkerne omkring juni måned, hvilket vil være en måneds tid senere end de to andre titler.
Herefter er præsentationen ovre, og jeg bliver lukket ud en oplevelse rigere. Nu er det så bare at vente.