Dansk
Gamereactor
artikler
Dead Rising

Se Hvad Jeg Fandt! - Dead Rising

Claus har igen været en tur på loppemarked, og er kommet tilbage med et Capcom-kulthit.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Den første konsol jeg fik efter min Nintendo 64, var en Xbox 360, og jeg fik den så jeg kunne spille Mass Effect, som på det tidspunkt var eksklusivt til Microsofts konsol. Konsollen kom med en anden eksklusive titel, Dead Rising. Jeg havde et lille 21 tommer ProSonic TV, det biligste af det biligste, men det var dog HD, og var klar til at vise Mass Effect fra sin bedste side. Det var dog Dead Rising som første gang viste hvad det billige TV kunne. Jeg kan stadig huske da jeg pakkede den, på det tidspunkt, kraftfulde konsol ud, og Dead Rising lå i bunden af den store kasse og funklede. Jeg fik det hele sat til, og smed disken i, og startede med at Capcoms logo kom op på skærmen, og spillet startede med man fløj henover byen Willamette, og her skulle man tage billeder af hvad der foregik. Byen var på randen til at blive overtaget af zombier, og som fotograf Frank skulle man tage de bedste billeder af invasionen af de udøde. Jeg var allerede imponeret af spillets flotte og intense intro, men da jeg senere så mængden af zombier på skærmen på samme tid, tænkte jeg; "wow, det er den nye generation".

Her næsten 16 år efter har jeg så fundet spillet til PlayStation 3 på genbrug, og desuden har jeg købt det på Steam, så det hele kan nydes i 60fps. Så min opgave, skulle jeg vælge at acceptere den, er at se om den originale Dead Rising stadig holder, og om du også bør kigge nærmere, hvis du ser æsken titte op næste gang du skal på loppis, som svensken siger. Lad os starte med historien.

Historien i Dead Rising handler som sagt om at byen Willamette er blevet overtaget af zombier, og de tilbageværende mennesker bliver lige så stille udryddet af de glubske monstre. Frank West lander efter hans helikoptertur over den dødsdømte by på taget af Willamettes butikscenter, hvor man møder flere af de overlevende, og finder ud af at der foregår mere end man først regnede med. Man bliver hurtigt sendt ud i centret for at redde flere overlevende, og en af pedellerne, der hedder Otis, sender en med jævne mellemrum beskeder om nye overlevende som skal reddes. Han er stadig ret irriterende når han sender beskeder mens man er ved andre ting. Det er det jeg i dag kalder "Roman-problematikken" - hey, skal vi egentlig ikke gå ud og bowle også?

Dette er en annonce:
Dead Rising

Hovedhistorien handler om at den virus, som har forvandlet byen til et ragnarok, og det er så Frank Wests opgave at finde sandheden indenfor 72 timer, hvorefter centret blive jævnet med jorden. Hvert eneste kapitel i historien foregår inden for en tidsperiode, og når man ikke det man skal inden, så stopper historien, og så må man begynde forfra. Dette var, på daværende tidspunkt, et koncept der ikke var set før, og som jeg personligt ikke brød mig om, mest fordi man følte sig meget stresset af de mange der skulle reddes, samtidig med at æggeuret hele tiden talte ned. Jeg ville så gerne redde alle, men det var næsten umuligt, mest fordi de overlevende skulle eskorteres tilbage til sikkerhedskontoret, og det, kombineret med at de var superdumme, og konstant skulle reddes fra at løbe hovedkulds ind de hundredvis af zombier, ja det var en øvelse i frustration for mig, og det er det stadigvæk. Det giver desuden en masse XP at redde disse levende mannequiner med deres seriøse dødsønsker. Hovedhistorien er kitschet og fjollet, men er også underholdende på en B-filmagtig måde, som man kun kan elske, hvilket jeg stadig gør. Dialogen er dum, og Frank West er en overdrevet båtnakke med hår mellem tænderne. Det er skønt, ligesom dengang.

Det der dog er det sjoveste i Dead Rising, er at rende rundt i det overrendte center, og slagte de uddøde på mere og mere opfindsomme måder. Man skal nemlig bruge alt man kan finde for ikke at blive overvældet. Disse våben spænder fra komiske ubrugelige våben som, sammenrullede aviser til sværd, som selvfølgelig er mest effektive, og man finder hurtigt sine favoritter. Dette fungerer stadig godt, om end man savner at kunne lave sine egne våben, som man kan det i efterfølgerne. Der er dog noget charmerende over at man kun kan bruge det man finder i selve centret. Der er nemlig gode våben gemt rundt omkring, og når man begynder at kende deres gemmesteder, så er det også der man prøver at komme hen, så man kan få det der funklende katana, som ligger på hotdog-butikkens balkon. Desværre går ens våben i stykker efter længere tids brug, så de skal løbende udskiftes, lidt ligesom man ser det i Breath of the Wild. Derudover kan man tage billeder af de mange vilde situationer man overværer, og disse giver så point, så Frank bliver bedre til alt. Det virker stadig glimrende.

Dead Rising
Dette er en annonce:

Man skal så kæmpe sig igennem hundredvis af zombier for at nå frem til en overlevende, eller for at kunne bekæmpe psykopater, som render rundt i centret. Disse absolut underlige mennesker er bare i centret, og de plejer at være til fare for flere alle andre. Derudover plejer de at have specielle våben, som er bedre end gennemsnittet. Disse psykopater spænder fra centrets klovn, som jonglerer med to små motorsave, til en tidligere Vietnam-veteran der tror han stadig er i krig, og jagter en med en machete, som man så får selv, hvis man besejrer ham. Nogle af disse psykopater er frivillige, og nogle er bundet til hovedhistorien. De er alle overdrevne og bizarre og er stadig fantastisk overdrevne og skøre, og jeg elsker stadig at kæmpe mod dem, om end kampene svinger i kvalitet. Senere kommer man også til at kunne køre rundt i diverse køretøjer og meje zombierne ned i hundredvis. Så der er meget variation i spillets mekanikker, og man keder sig ikke igennem de 72 timer. På tredjedagen kommer der desuden kommandoenheder fra militæret med i ligningen, og her kan man så få ret så fede skydevåben, hvilket igen gør spillet mere varieret.

Spillet er ikke super smukt, og det var det heller ikke dengang, mest fordi fokus er på at der skal være så mange zombier på skærmen som muligt. Mellemsekvenserne ser dog godt ud, og karaktererne er fede, men når man render rundt i centret, er det ikke så detaljeret, eller betagende. Det gør dog ikke så meget, for når man zigzagger rundt mellem de rådnende væsner, ser man ikke, at de ikke er så detaljerede. Spillet er i dag tæt på 16 år gammelt, men det lægger man ikke så meget mærke til, mest for det aldrig har været smukt i første omgang.

Lydsiden er også velfungerende, zombierne grynter, elevatormusikken spiller over centrets højtalere, og stemmeskuespillet er nogenlunde. Jeg vil her fremhæve Frank West-stemmeskuespilleren, som virkelig ikke passer til karakteren, hvis du spørger mig. Men på en eller anden måde virker det i forhold til den følelse af B-film, som jeg nævnte før, og den stemning er ret fed, synes jeg.

Så hvis man kan, så synes jeg man skal prøve Dead Rising, hvor skelettet til de efterfølgende spil kan ses, og selvom spillet er ret gammelt nu, så kan man få det til konsollerne og PC'en.

HQ
Dead Rising

Relaterede tekster

Dead RisingScore

Dead Rising

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

Tag til Willamette og se en kødrand af udøde, stavrende zombier. Tanggaard har fundet arbejde som fotojournalist, og har brugt de sidste 72 timer i et indkøbscenter i Colorado.

Søndagsspecial: Dead Rising

Søndagsspecial: Dead Rising

NYHED. Skrevet af Philip Lauritz Poulsen

Dead Rising var en af de spil, som var med til at gøre Xbox 360-konsollen til et kæmpe hit. Den overdrevne og fjollede vold var lige hvad de fleste gamere havde savnet på...



Indlæser mere indhold