Siden Sega kastede håndklædet i ringen og erklærede at de fremover ville udvikle spil til samtlige formater, har mange nydt godt af det - ikke mindst PlayStation 2. GameReactor tog turen over sundet til Solna nord for Stockholm, for at møde lyd og billede guru Tetsuya Mizuguchi der står bag det meget anderledes og dybt fascinerende REZ, samt John Kroknes der med sit firma Amuze, har slået et stort brød op med det meget internationale og finpudsede Headhunter.
Lad os jagte det hoved
Turen til Haga Forum gik via en lang limousine og ved ankomsten fik redaktionen en spændende metalkasse med bl.a. demoer af de kommende Sega spil og noget merchandise. Stemningen var afslappet og hyggelig, og da en tydeligvis ivrig Marc Skouborg bød velkommen til Amuze daglige leder John Kroknes, var alle mere end klar til at komme i gang. Der er nok ikke mange der kender Amuze og det er der en grund til. Firmaet har ikke tidligere gjort sig bemærket på spil markedet, men med Headhunter til Dreamcast og meget snart PlayStation 2 ligger de ud med et storstilet projekt man ellers kun finder mangen til i USA eller Japan.
Headhunter er et typisk action adventure i stil med Metal Gear Solid og Resident Evil. I et fremtidssamfund, hvor en neo fascistisk stat værdsætter organer og penge, styrer en privat organisation kaldet ACN (Anti Crime Network) politiet og blander derved forretning og politik sammen. Du spiller den stille, stærke og dygtige agent Jack Wade, inspireret af 70’ernes Clint Eastwood - der efter et koma, vågner op uden at vide hvem du er eller hvorfor du er endt på hospitalet. For at finde ud dette, hyrer din gamle chef’s datter dig og så er det ellers bare, at komme i gang med det hårde detektiv arbejde. På motorcykel og med en solid pistol ryger du ind i masser af intriger - alt sammen styret af den hensynsløse Don Fulchi.
Masser af talent
Historien er tilpas ligetil og er set tusindvis af gange før, men det er arbejdet bag titlen der bør værdsættes. Amuze har nemlig udover sine normale 25 medarbejdere haft intet mindre end 100 eksterne talenter koblet på, der bl.a. har stået for musik, plot og grafik. Musikken er indspillet i Abbey Road Studios, hvor Beatles bl.a. har indspillet meget af deres hitmateriale og under Amuze blev det også hjemsted for et 67 mand stort orkester kaldet London Session Orchestra - en talentfuld masse der bl.a. lavede musikken til The Mummy. Alt sammen blev styret af komponist og musik guru Richard Jaques, der bl.a. har lavet musikken til det kommende Jet Set Radio Future, Dreamcast spillet Metropolis Street Racer og det lidt kendte Sonic R. Lydeffekter og andet blev varetaget af Noisebox, et professionelt effekt firma, der har stået for de seneste James Bond spil.
Med dette i bagagen er det ikke så underligt, at Headhunter fremstår poleret og meget professionelt selvom det kommer fra et lille svensk firma. Dog er der svagheder bag det imponerende overflade. Selvom John Kroknes ikke mente, at Headhunter kan eller skal sammenlignes med Metal Gear Solid 2, så har spillet alt for mange paralleller til den japanske gigants serie - noget der meget naturligt fører til sammenligninger. Om spillet vitterligt blot er en kopi kigger GameReactor nærmere på, når den færdige udgave af spillet lander på vores bord.