
En af forcerne ved PlayStation må være den fremragende Gran Turismo serie. Der er gjort flere forsøg på, at skabe en tilsvarende titel til de konkurrerende konsoller, men ingen har nået samme standard. Nu er Sega så på vej med Sega GT 2002 til Xbox. Ved første øjekast kunne det godt være en værdig konkurrent til Sonys blockbuster.
Boost skal der til
I Sega GT 2002 trakteres du med en hel række valgmuligheder. Ud over at køre enkelte løb mod venner, AI’en eller tiden, så kan du vælge at forme din egen karriere. Konceptet er her simpelt; du starter med en mindre sum penge, disse skal så benyttes til at erhverve dig et køretøj. Dine begrænsede midler sætter naturligvis en dæmper på udfoldelsesmulighederne. Har du stadig lidt penge på kistebunden, når vognen står i garagen, så kan disse benyttes til at foretage simple modifikationer. Du kan vælge mellem en række opgraderinger. Det kan være gearskifte, turboboost, dæk mm. Dertil kan du gå ind og finjustere lidt på bilens opsætninger. Valgmulighederne er ikke overvældende, men der er dog nok til, at du kan give bilen et mere personligt præg.
Det her er en lukket klub
Eftersom dine midler ikke er ubegrænsede, skal du hele tiden sørge for at supplere kapitalen. Dette gøres i skarp konkurrence med andre racerkørere i forskellige omgivelser. Løbene i Sega GT 2002 er opdelt i to genrer; der er Official Races og Special Events. I førstnævnte er der inkluderet en række øvelser, som åbner op for de mere prestigefyldte løb. Det er en meget smart måde, at implementere - de for genren obligatoriske - tests i selve løbene. Special Events er en koalition af spændende udfordringer, der generelt giver lidt ekstra i præmieposen. Nogle løb er åbne for alle, mens andre løb forudsætter specielle mærker biler eller specifikke opgraderinger. Sværhedsgraden er naturligvis proportionalt stigende i takt med præmiesummerne. En god ting er, at modstandernes AI også forbedres i takt med den stigende sværhedsgrad. Det er meget rart, at alle de andre biler ikke blot kører i en klump ud fra en prædefineret usynlig linie. Bilfysikken er tilsvarende med til at variere begivenhederne. Indtil du får råd til at få spændt bilen op, og sørge for noget ordentligt affjedring, så vil vognen være lidt tung at danse med. Med forskellige modifikationer vil styringen blive maksimeret, og dine tider ligeså. Kombineret med den stigende AI hos de andre racerkørere, så giver det faktisk en meget god balance.
Udfold dig som fotograf
Når du har skrabet nok penge sammen, og din nuværende vogn har nået sit maksimum, så er det tid at lede efter en ny øse. Her byder Sega GT 2002 på et bredt udvalg. Der er omkring 125 biler i alt, hvoraf de fleste selvfølgelig først bliver tilgængelige efter habil indsats fra din side. Modellerne varierer over såvel nye som klassikere, og inkluderer Lotus Esprit, Jaguar E-Type og Dodge Charger. Fælles for dem alle er, at de er utroligt flot gengivet. De grafiske modeller er så detaljerede, at det nærmer sig fotorealisme. Dette skal så kombineres med en masse imponerende effekter, hvor især lys/spejleffekterne tager kegler. Hastigheden er allerede nu stabil, og løbene bliver såvel flotte som intense. Der er naturligvis også inkluderet en omfattende replayfunktion, hvor du kan skifte kameravinkler, som du lyster. Efter løbene kan du også tage en række billeder til at pryde garagen. Det giver en god følelse af kontinuitet, hvor gode minder danner baggrund for nye udfordringer. Din garage er endvidere fyldt med dine erhvervede køretøjer. Det er små detaljer, men er med til at skabe en god helhed.
En lille sjov feature er en minikarriere, hvor du starter i 60’erne, og så bevæger dig frem til nutiden. Dette er repræsenteret gennem en serie løb, hvor bilerne kommer fra den pågældende tidsperiode. Til at fuldføre indtrykket, så følges de første løb i sort/hvide billeder. Som tiden går, sniger farven sig ind i løbene. Mellem konkurrencerne får du også muligheden for at forbedre dit køretøj. Dette er i en neddroslet version af det, du finder i den egentlige karrieredel.
Uinspireret banedesign
Det er desværre ikke lykkedes Sega, at få muligheden for at smadre bilerne. Derfor får du ingen real-time destruktioner under løbene. Skadeelementet spiller dog alligevel en rolle. Mens du fjumrer rundt, og påkører omgivelserne, vil du kunne følge, hvilke dele af vognen der er blevet skadet. Dette giver så problemer, når løbet er overstået. Alt efter hvor hasarderet du har kørt, vil penge blive fratrukket din præmiesum, og brugt til at udbedre bulerne i vognen. Selv om det er ærgerligt, at man ikke decideret kan se skaderne, så er det rart at god kørsel alligevel belønnes. Et større problem har jeg med udførelsen af banerne i Sega GT 2002. Sjældent har jeg set et så uinspireret miskmask. Der er kun et par håndfulde at udfolde sig på, og de er ikke specielt veldesignet. Det er dybt beklageligt, når netop banerne er så vigtige for den samlede oplevelse. Forhåbentligt er dette rettet, inden den endelige version smides på gaden. Der skulle dog komme en datadisk med ekstra gøgl - herunder flere baner. Mit indtryk af Sega GT 2002 er ellers godt. Jeg føler, at der er en tilpas mængde udfordringer og muligheder. Dog lader det umiddelbart ikke til, at nå samme højder som Gran Turismo serien.