Når man hører navnet SEGA er det tit forbundet med forestillingerne om gode arcade spil som Virtua Fighter 3 og Daytona. Men i realiteten har firmaet siden hjemmekonsollen's begyndelse været i enten frygtelig modgang eller en rivende medgang. SEGA's historie bevæger sig fra den ene yderlighed til den anden. Idag har de muligheden for at starte helt forfra, men udnytter de den rigtigt?.
Tilbage i 1983 var konsol-markedet som vi kender det idag overhovedet ikke det samme. Hvis man skulle samle hele industrien i et ord måtte det naturligvis være : Nintendo. Deres dominans af Japan, U.S.A og Europa var et indlysende faktum og et bevis på deres evne til at styre og udvikle de rette produkter på de rigtige tidspunkter.
Så med den baggrund skulle SEGA i 1985 udsende et spille-konsol der kunne vippe vægten og give firmaet lidt rampelys. Deres maskine hed Master system og var i teorien og på papiret, langt bedre udstyret end Nintendo's lille vidunder. Med flere farver, bedre grafik og en mulighed for at lave deres allerede kendte spil såsom Hang-on (motorcykelspil) og Space Harrier (shoot 'em up) om til gode Master System spil, havde SEGA store chancer.'
Allerede på dette tidpunkt har SEGA den indstilling at man kan vinde trofaste spillere over til en ny maskine, med de såkaldte port-overs. Noget som senere skal gå hen og blive deres undergang. Det er nemlig sådan at SEGA som i mange år har haft stor succes med spillemaskiner (arcadeboards) ikke formåede at lave spil der havde mere fasination end det man normalt ville se fra et arcadeboard, nemlig fem ti minutter. Disse spil er lavet med henblik på at fastfryse spilleren, i en hvis rum tid og få ham/hende til at hælde alle sparepengene, i en hæsblæsende fornøjelse. Ikke at underholde i dage, uger og måneder.
SEGA's 8-bit maskine havde udover før omtalte kvaliteter også en masse ekstra udstyr i form af 3D briller og pistoler, noget som markant giver SEGA's Master system ekstra liv, men stadig ingen "dybe" og "lange" spil.
Men selv om Master System var et bedre system, så gjorde det meget lidt mod Nintendo's allerede kæmpe succes. 8-bit kongen var Nintendo. Deres fokus på kvalitets spil med mere appeal og længere udfordring end SEGA's arcade spil, gjorde dette system til det foretrukne. Igen forstår SEGA ikke betydningen af at have gode spil til maskinen og ikke bare en "bedre" maskine, noget som forfølger firmaet til den dag i dag.
Selvfølgelig var det ikke bare SEGA's egen skyld. Nintendo havde lang tid i forvejen lavet de såkaldte "kontrakter" med mange af de spiludviklere der var derude, hvilket betød at enhver der ville lave spil til Nintendo's maskine, kun måtte udvikle spillene til den maskine. Og da Nintendo på dette tidspunkt sidder på ca. 85% af markedet er der ikke meget at gøre for den enkle udvikler. Master System klarer sig nogenlunde i Europa, men manglen på titler som ikke kommer fra SEGA selv, er stor. Dette bliver i sidste ende Master System's død og SEGA opgiver i første omgang deres håb om at dominerer hjemme-markedet.