Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Segas dårlige beslutninger

Nej, det er ikke en klagesang fra en die hard Sega fanatiker, der ønsker Dreamcast maskinen tilbage på hylderne.
Thomas Tanggaard 28 januar 2004

Nej, det er ikke en klagesang fra en die hard Sega-fanatiker, der ønsker Dreamcast-maskinen tilbage på hylderne. Det er ikke engang en tankestreg om, hvorfor det gik galt for den ellers så succesfulde udvikler og udgiver, for det tror jeg, selv den største fan ved.

Næh, det er en bøn. Et skrig i mørket fra en desillusioneret redaktør, der bare ikke kan forstå, hvorfor Sega stædigt hænger fast i fortiden og nægter at blive et voksent og velfungerende firma. Nok har de fået en yngre og mere fremadbrusende præsident i Hisao Oguchi, men når manden angiveligt bliver rasende over de seneste salgstal, der klart viser at firmaets franchises som EPSN, NBA og NHL sælger igennem og til tider bærer firmaet igennem økonomiske kriser, så er vi ikke nået langt.

Og det er ikke andet end stolthed. Det handler for Sega om for alt i verden ikke at blive som Electronic Arts, der år efter år - ifølge konkurrenterne - skovler spil ud i litervis, mens der skortes højt og flot på innovation og nye koncepter. Så mens det skæpper godt i kassen med disse årlige udgivelser, der især bliver varetaget af Visual Concepts, så trækker cheferne i den anden retning og planlægger opfølgere til så store maveplaskere som Shinobi, Space Channel 5 og Sega GT. Specielt skræmmende er det, at man bevidst arbejder sig tilbage mod de gamle dage, i såvel spil- som konceptudvikling, uden at fusionere det med nutidens knaldhårde krav til spiludvikling. Det har allerede vist sig, at nok var Yuji Naka ophavsmanden til det lille blå pindsvin Sonic, men en knægt i hønsekostume er ikke, hvad gamere savner i dag. Bevares Billy Hatcher var da sjovt, men uhyre gammeldags på alle måder.

Hvad med i stedet at se fremad? Se på det marked, der nu skal besejres og den brogede skare af spillere, der findes verden over. Hvorfor lave en ny version af Altered Beast, når spil som NIGHTS, Burning Rangers og Shining Force-serien virker så meget mere oplagt og i det mindste kommer fra en forholdsvis succesfuld fortid? Hvorfor overhovedet grave ned i gamle koncepter og ideer, hvis ikke disse kan få et islæt af år 2004? Jeg husker alle ovenstående spil som fantastiske, men jeg er ikke sikker på at de har den nødvendige dybde til at klare sig uden gevaldige kig på undervognen.

Måske er det også vores skyld. For hvem har ikke siddet derude og klynket "bring Panzer Dragoon, Toejam and Earl og Shinobi tilbage" for så at lade dem stå på hylden, fordi de måske ikke var så fede endda. Sega har givetvis lyttet for meget til et meget lille segment af mennesker, der alligevel ikke var tungen på vægtskålen, sådan rent økonomisk, og dermed brændt adskillige millioner af på spil, der i nostalgiens lyserøde skær syntes helt fantastiske, men som aldrig rigtig kunne brede sig ud til masserne.

Det var ikke jordens dårligste beslutning at stoppe udviklingen af hardware, og det er måske heller ikke så dårligt at skue fremad i stedet for tilbage. Så Sega - kom ned fra hesten. Driv virksomhed, der giver jer nogle klejner i kassen, og sats så både på det smalle og det brede uden at betragte mainstream-produkter som noget, fanden har skabt.

Fuld profil 3.010 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.