Shadow of the Erdtrees 10 Remembrance-bosser (samt en hemmelig gæst) rangeret

Da Elden Ring udkom, rangerede vi spillets seks legacy dungeons, og egentlig var planen at lave en simpel opfølger i anledning af Shadow of the Erdtrees udgivelse. Det skulle dog vise sig, at udvidelsen mudrer grænserne mellem dungeons og den åbne verden mere end hovedspillet, og kun byder på to helt klassiske legacy dungeons. Ikke det bedste grundlag for en god, gammeldags rangering. Derfor har vi ændret planen og præsenterer hermed vores rangering af spillets 10 remembrance-bosser samt en ekstra, vi ikke kunne undgå at tage med. Der er fantastiske kampe, men også eklatante fiaskoer på listen, tør vi godt røbe. Og vi håber selvfølgelig, at I vil byde ind i kommentarfeltet.

Metoden for rangeringen er simpel: Vi uddeler hver en karakter til hver enkelt boss og lægger dem sammen. Ved pointlighed har vi, som de voksne mennesker vi er, i ro og orden fundet en vinder.

Og med det af vejen starter vi rangeringen med en suveræn bundprop.

11. Commander Gaius

Troels:
Jeg elsker vertikalitet i FromSoftware-spil, og ligesom det var en fornøjelse at finde vej til The Land of Shadows dybest beliggende område, Abyssal Woods, var det også en fornøjelse at finde ud af, hvordan man kommer op til toppen af Shadow Keep. Vejen går gennem et oversvømmet distrikt og det bibliotekslignende Specimen Storehouse, hvor man bruger alt fra forstenede uhyrer til spinkle planker og elevatorer til at nå toppen. Naturligvis venter der en bosskamp heroppe, men det, der møder en i et ellers ret smukt område, er en af de mest frustrerende boss-kampe i hele Elden Ring. En krigsgeneral tonser øjeblikkeligt mod dig på ryggen af et vildsvin og indleder kampen med et angreb, der synes umuligt at undgå, og som giver associationer til Dark Souls 2's berygtede hitboxes. Den åbne arena lægger op til kamp på hesteryg, men når Gaius slår Torrent ihjel i et enkelt slag, hvorefter ens Tarnished ligger paralyseret på jorden, synes denne strategi aldeles uoptimal. Men også uden Torrent sukker man højlydt, når man forgæves forsøger at undgå vildsvinets ringe telegraferede angreb med stødtænder og bagben. Gaius er altså en ommer, Miyazaki.

Troels: 3/10
Ketil: 2/10
Samlet: 5/20

10. Promised Consort Radahn

Troels:
Selve ideen med at kæmpe mod en "prime" Radahn er jeg kæmpe tilhænger af, eftersom Radahan er en af mine yndlingskarakterer fra hovedspillet. Men jeg føler ikke, at udvidelsen rent narrativt gør nok for at bygge op til hans genopståen, hvorfor det føles ret tilfældigt, når han pludselig står der foran dig som sidstebossen. Også lore-mæssigt er det svært at greje, hvorfor han og Miquella tilsyneladende er så tætte, når man tænker på, at Malenia, Miquellas søster, var Radahns ærkefjende.

Og så er der selvfølgelig selve kampen. Første fase er okay, selvom jeg hader, hvordan han skyder som et projektil mod dig, så snart du sætter fod i arenaen. Men det er i anden fase, at det efter min mening går helt galt: En non-stop, ringe telegraferet barrage af angreb med enorm rækkevidde, skade og splash damage. Sidstebosser må meget gerne være svære, men det er ganske enkelt ikke sjovt at have et splitsekund at gå til modangreb i for hvert tiende dødbringende angreb, bossen overrumpler dig med.

Troels: 5/10
Ketil: 5/10
Samlet: 10/20

9. Scadutree Avatar

Ketil:
Fra hvad jeg kan læse rundt omkring på nettet, er min oplevelse med Scadutree Avatar noget mere positiv end de flestes. Og jeg kan da godt se, at de tre faser er i overkanten og lidt for ens, men jeg nød virkelig at lære den store solsikkes moveset og langsomt men sikkert kvase den. Mange af dens angreb telegraferes i god tid, hvilket mine snart 40-årige hænder sætter pris på. Især muren af torne var en fornøjelse at undgå til venstre eller højre. Som altid med store fjender i et FromSoftware-spil driller kameraet til tider, og designet af blomsten hører ikke til blandt DLC'ens bedste, men jeg kan bare ikke løbe fra, at det var en af de kampe, jeg nød mest i min tid med Shadow of the Erdtree.

Ketil: 7/10
Troels: 5/10
Samlet: 12/20

8. Romina, Saint of the Bud

Ketil:
Romina er i mine øjne en lidt malplaceret boss, som ikke helt får den behandling hendes placering lægger op til. Som en af udvidelsens få obligatoriske bosser - og tilmed den næstsidste af slagsen - burde hun være en seriøs udfordring, især fordi hun vogter nøglen til spillets sidste område. I stedet er kampen mod denne kvinde/skorpion-hybrid en ganske underholdende men også overraskende overkommelig affære, som mangler at blive sat godt i scene med en af udviklerens stemningsfulde mellemsekvenser. Optakten er ligeledes lidt klodset med den måde omgivelserne lidt pludseligt skifter karakter til det Scarlet Rot-tema, der passer til Romina. FromSoftware plejer at være skarpere i deres world building. Nuvel, Romina er stadig en sjov modstander med sin blanding af Scarlet Rot og fysiske angreb, som skaber en sjov variation, og førstnævnte er ikke så ødelæggende som i en vis anden kamp, hvilket jeg egentlig er anser som et plus.

Ketil: 6/10
Troels: 7/10
Samlet: 12/20

7. Putrescent Knight

Ketil:
At støde tilfældigt på Stone Coffin Fissure var et af de største Siofra-øjeblikke, jeg havde i min tid med Shadow of the Erdtree. Og der er bare noget særligt over en boss, der sådan sætter punktum for en stor opdagelse som denne. Med det sagt kunne jeg godt have tænkt mig en lidt bedre introduktion af Putrescent Knight, selvom der også er noget fedt over den måde, den stormer ind på scenen på. Selve karakterdesignet smager skønt af Bloodborne, og selvom Putrescent Knight er aggressiv, er den overkommelig. Og så er lore-belønningen i den absolut bedre ende.

Ketil: 7/10
Troels: 6/10
Samlet: 13/20

6. Metyr, Mother of Fingers

Troels:
Den længere sidemission, der indledes af en creepy præst i den gotiske Cathedral of Manus Metyr, og fører en til de stemningsfulde, men desværre ret tomme Finger Ruins, er én lang påmindelse om, hvor dygtige From Software er til kosmisk horror. At den tredje og sidste Finger Ruin gemmer sig under katedralen er et vidunderligt tvist, og bossen der venter her, er bestemt ingen skuffelse. Denne kosmiske freak er rent visuelt et højdepunkt blandt udvidelsens øvrige bosser, og jeg synes på trods af dens frastødende udseende, at der er noget besynderligt klodset og næsten nuttet ved den? På samme måde som bossen Rom the Vacuous Spider i Bloodborne. Selve kampen mod Metyr er en af udvidelsens mere overkommelige, eftersom det er en af de eneste, hvor man har mulighed for at kæmpe på god afstand og få pusten mellem angrebene. Den unikke arena, kampen foregår i, skal også have stor ros.

Ketil: 7/10
Troels: 7/10
Samlet: 14/20

5. Divine Beast Dancing Lion

Troels:
Som udvidelsens første store boss er denne orientalske løve virkelig en ildevarslende indikation på, hvad der venter en. Med sit febrilske og varierede moveset, der består af bid, spark, kløer, røg, is og torden, kan kampen næsten ikke andet end at føles som en underlig dans. Denne følelse underbygges også af et ganske unikt og overraskende ørehængende soundtrack, der ikke bare består af kirkekor og orgel, som FromSoftware normalt er lidt for glade for. Bossens dungeon, Belurat, Tower Settlement er mere end acceptabel, men har desværre slet ikke samme intrikate design som udvidelsens anden legacy dungeon, Shadow Keep.

Troels: 8/10
Ketil: 7/10
Samlet: 15/20

4. Bayle

Ketil:
Jeg elsker alt omkring Bayle. Den lore der bygges op gennem vidunderlige Igon og dragepræsten, den måde Jagged Peak truende danner bagtæppe for utallige scener udvidelsen igennem, og slutteligt den episke færd mod toppen af tinden. Drager plejer at være blandt de fjender, jeg ikke rigtig synes fungerer optimalt i FromSoftware-spil, og Bayle har da også flere af de sædvanlige problemer med sig som for eksempel et bøvlet kamera og lidt ulogiske hitboxes, men jeg kan godt lide dens moveset, og så er det en af de bosser, hvor det føles naturligt at få lidt hjælp fra min Mimic og selvfølgelig førnævnte Igon. Jeg er jo trods alt oppe mod universets ondeste og hårdeste karl af en drage.

Ketil: 8/10
Troels: 8/10
Samlet: 16/20

3. Messmer, the Impaler

Ketil:
Messmer er Shadow of the Erdtrees poster boy og manges absolutte favorit. Og Marikas sorte får er da også en af udvidelsens absolutte højdepunkter. Han sætter punktum for den bedste legacy dungeon, og hans på én gang uhyggelige og tragiske fremtoning er af det stof, de bedste FromSoftware-bosser er lavet af. Samtidig gør progressionen i duellen, hvor Messmer undervejs bliver mere og mere desperat, det til en narrativt engagerende affære. Sværhedsgradsmæssigt balancerer spidderen på en knivsæg og er grænsende til at være en smule for kaotisk til en med mine færdigheder og tålmodighed, så der var andre bosser, jeg nød kampen mere mod.

Ketil: 8/10
Troels: 9/10
Samlet: 17/20

2. Rellana

Troels:
Ligesom Midra og til dels Messmer, mener jeg, at Rellana er en udfordrende men fair 1v1 af fineste skuffe. Denne tårnhøje søster til hovedspillets Rennala agerer halvt ridder, halvt magiker, og det er en fornøjelse at undvige hendes projektiler for så at kæmpe mod hende sværd mod sværd. Det kan argumenteres, at hun går lidt for vidt i anden fase med sine Pontiff Sulyvahn-inspirerede sværd og månemagier, men jeg synes faktisk, det var en sjov udfordring at undgå de nedfaldende måner ved at hoppe. Havde Rellanas dungeon Castle Ensis været en længere og lidt mere engagerende en af slagsen, ville jeg ikke have tøvet med at give hende topkarakter.

Troels: 9/10
Ketil: 8/10
Samlet: 17/20

Midra, Lord of Frenzied Flame

Ketil:
Midra er min personlige favorit blandt Shadow of the Erdtrees bosser. På alle parametre rammer den skiven for mig. Rejsen mod ham går gennem den uhyggelige Abyssal Woods, som rent stemningsmæssigt er et af mine favoritområder i spillet. For enden af skoven nærmest sniger Midra's Manse sig ind i billedet. En kompakt mini dungeon der sætter Midra op med lore fra en npc og forskellige genstande, hvilket fremviser FromSoftwares kryptiske historiefortælling, når den er bedst. Midra introduceres derefter gennem en lettere grotesk cutscene, der viser hvor vidunderligt ulækre FromSoftware kan være. Og selve kampen? Ja, den skuffer heldigvis heller ikke. Midra er svær. Han slår hårdt, og timingen i hans slag kan være svær at få styr på. Men han føles dog overkommelig, og hans skikkelse, der rammer et sted mellem menneske og monster, indbyder til en én mod én-duel.

Ketil: 9/10
Troels: 9/10
Samlet: 18/20