Sly Cooper: Thieves in Time

Af de tre platformspilsserier der i høj grad var med til at definere PlayStation 2, var Sly Coopers af en eller anden grund den mindst foretrukne. Historierne om Sly og resten af bandens tyverier fangede simpelthen ikke opmærksomheden hos alverdens spillere på samme måde som actionbraget i Ratchet & Clank eller de åbne verdner fra Jak & Daxter-spillene.

Det kan måske være forklaringen på den lange pause som serien har taget, samt en af forklaringerne på hvorfor Sly øjensynligt har trukket sig tilbage fra rollen som en moderne Robin Hood, da jeg første gang møder ham i Thieves of Time. Livet som pensioneret eventyrer, der oven i købet lader som om han har hukommelsestab, er dog søvndyssende kedeligt, og derfor skal der ikke megen overtale til, da Bentley dukker op med en ny mission.

Uden at afsløre for meget er temaet i det nye Sly-eventyr tidsrejser, hvilket i første omgang virker som en lidt billig løsning for en udvikler, der helst ikke vil træde nogen over tæerne. Som du måske har bemærket er det nemlig ikke længere Sucker Punch Productions, der står bag eventyret, for mens de koncentrerer sig om Infamous-serien, er det i stedet Sanzaru Games der har taget over.

Det hele virker fra starten en smule ufokuseret. En bunke forskellige baner udgør forskellige tidsperioder i Cooper-familiens historie, hvilket naturligvis har givet udvikleren rig mulighed for at fylde på med nye familiemedlemmer, som alle har det til fælles at de er ekceptionelle listetyve. I forhold til de krimi-inspirerede plots fra de tidligere kapitler af serien, hvor historien i højere grad var fokuseret omkring et endegyldigt mål og røveri, virker det nye eventyr derfor en smule splintret fra begyndelsen.

Indtrykket bliver heldigvis meget bedre, når man får taget hul på den første reelle mission. I en verden inspireret af det feudale Japan får banden til opgave at befri en af Sly's forfædre, der ikke kun påstås at have opfundet Sushi, men også var en af de første der skrev sine liste-hemmeligheder ned i Cooper-familiens Thievius Raccoonus. I stedet for blot at være en undskyldning for en simpel platformbane, bruger det nye eventyr også baggrundshistorien som en opbygning til en mission med flere forskellige akter, ganske lige som PlayStation 2-kapitlerne.

Missionen starter derfor ud med, at der først skal tages billeder af forskellige lokationer og figurer, så Bentley kan hitte på en snedig plan. Efterfølgende skal man finde og snige sig ind på særlige fjender, hvorefter der skal gøres brug af Slys evner til at "låne" de mønter og udstyr som fjenderne måtte have i baglommen. Med tiden får man samlet en samurai-rustning sammen, som ikke kun giver Sly adgang til helt nye områder, men som også åbner op for nye evner.

De forskellige udklædninger og dertilhørende evner ser ud til at blive et af det nye eventyrs store temaer, hvilket jeg endnu er spændt på hvordan kommer til at virke, da det unægtelig virker som et skridt væk fra den originale formel.

Udklædninger eller ej, der er dog ingen grund til panik, for selvom udvikleren er ny, er her tale om en flok mennesker der i den grad har forstået essensen af det herlige platformspil og fornemmelse for bevægelse, der altid har kendetegnet Sly Cooper-serien. Det er stadig en fornøjelse på smidig vis at bevæge sig fra nedløbsrør til tagryg og videre til en næsten mikroskopisk afsats, uden på noget tidspunkt at miste tempo. Styringen er skarp og ligesom sidst, gør spillet igen brug af et semiautomatisk system, hvor Sly nydeligt lander på de fleste platforme via et enkelt knaptryk.

Personlighed er der også masser af, og både Sly, Bentley og Murray har deres egne missioner, der alle udspilles på hver sin vis. At Dimitri denne gang har fået en større rolle i eventyret kunne være blevet en irriterende afledning, men her skal der lyde ros til Sanzaru Games, der har formået at forvandle ham til et lyspunkt af den slags man sjældent kan lade være med at grine af.

Sly Cooper: Thieves in Time smager unægtelig af eventyr fra en anden tid, men i en tid og genre der har så travlt med at genopfinde sig selv, er det faktisk forfriskende. Jeg har endnu kun fået en prøvesmag af eventyret, men på trods af lidt potentielt mangel på fokus og en grafisk indpakning jeg havde forventet flottere, er det svært at lægge fra sig når man først er kommet i gang, og virker til at være fyldt med indhold.