År 2003 er året hvor konsollerne går online. Sony, Microsoft og til dels Nintendo fortæller os hvor strålende, anderledes og berigende det bliver, når vi alle kan spille online med andre ligesindede fra hele verden. Vi skal dele oplevelser, danne hold, hjælpe hinanden og kæmpe mod hinanden. Og de har til dels ret. Men som så mange andre smukke tanker, så fungerer den mere på det teoretiske plan end i virkeligheden - eller jeg skulle måske sige på nettet. For det er først når man rent faktisk går online, at virkeligheden rammer en. Her trakteres man med hundredvis af forskellige ord og fraser som skal læres, forskellige temperamenter der skal håndteres og desværre en masse dårligere tabere. På mange måder afspejler online verdenen den virkelig verden, og det er her problemerne opstår.
Der er bl.a. store problemer med Xbox Live og de første spadestik indenfor elektronisk online underholdning. Det berømte Gametag som enhver spiller har online, og som holder styr på hvor mange kampe der er vundet og tabt, fungerer ganske enkelt ikke i den udgave jeg har prøvet. Eller det vil sige, folk misbruger teknikken bag, hvilket gør tiltaget totalt redundant i mange tilfælde. Vindes en kamp ikke, eller er der bare den mindste udsigt til at man ikke klarer sig godt, så logges der bare fra. Dette redder vedkommende fra et virtuel lussing. Andre gør det til deres mission at ødelægge spillet for de deltagende - hvorfor vides ikke. Dette er specielt udtalt i MotoGP. Her køres der partout mod køreretningen. Og Selvom Microsoft gentagende gange har gjort det klart, at spillere kan blive smidt af for at opføre sig åndssvagt eller generende, så har jeg intet kendskab til at dette faktisk er sket endnu.
Det står ikke bedre til i Sony lejren. I en test periode med PlayStation 2 og Network adapteren og SOCOM, lykkes det mig gentagende gange, at støde ind i direkte racistiske spillere, der skød folk som ikke var fra Amerika. Flere havde lavet hold, der ikke optog franskmænd, fordi disse ikke støttede krigen mod Irak. Andre ville bare ikke have de såkaldte Noobs eller nybegyndere med. Nogle havde gjort det til en sport at logge på et spil og så skyde sine hold kammerater - bare for at ødelægge et igangværende spil. Altid til stor ærgrelse for de andre deltagere. Tendensen var det samme i de fleste andre spil, hvor der kan dystes mod hinanden. Nærmest ingen tolerance eller samarbejde. En trist udvikling for nogle maskiner der knapt nok er på nettet endnu.
Der er naturligvis solstråle historier. Phantasy Star Online, der i sin tid blev udgivet på Dreamcast og som hen i mod slutningen af maskinens levetid blev besudlet af snyd og bedrag, er opstået i en ny og frisk indpakning på GameCube. Og skal man give et klasse eksempel på det virtuelle nirvana, så må PSO løbe af med prisen - eller måske rettere - det må de spillere der i øjeblikket er online gøre. Her hersker der ingen sygelig trang til at være bedrevidende, hånlig eller destruktiv. Selv helt nye spillere velkommes med åbne arme, og hærdede spillere tager tit nybegyndere med på eventyr i håbet om, at de vil finde sig til rette i den nye verden. Min absolut bedste online oplevelse indtil videre.
I sidste ende er det ikke så vigtigt om der er idioter eller dårligere tabere tilstede - det giver næsten sig selv, at der altid vil være en håndfuld tåber i den virtuelle verden - men vigtigt er hvad de respektive firmaer vil gøre, for at alle får tilgang til de produkt de har købt. Det kan ikke være særligt sjovt, at bløde over femhundrede kroner for et spil, og så gå online for derefter, at få ødelagt enhver chance for at bruge produktet optimalt. Det kan heller ikke være i firmaernes interesse, at der hersker et online kaos, der gør alt andet end de mest hærdede i stand til at spille online - boomet udebliver ganske enkelt, hvis ikke der er plads til alle, hvis der ikke er forståelse. Online er givetvis det næste sted at slå sine folder, men lad os nu se hvor sjovt det egentlig bliver.