Dansk
Gamereactor
artikler

Sony Interactive Entertainments 2024 var en nærmest bizar blanding af svimlende højder og kulsort fiasko

Vi analyserer den japanske gigants turbulente år fra et softwareperspektiv.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Ved indgangen til 2024 var der nok ingen af os, der var forberedt på det slet og ret vanvittige år, Sony skulle vise sig at gå i møde. Godt nok var kalenderen atypisk tom - især hvad angik internt udviklede singleplayer spil - men mest af alt så det kedeligt ud. Wolverine i horisonten, nogle live service-titler i form af Fairgames, Marathon og Concord og så en trio af eksternt udviklede spil - Rise of the Ronin, Stellar Blade og Helldivers 2 - til at udfylde førstepartshullet. Som sagt: Kedeligt og tomt.

Da første udgivelse ramte gaden, skiftede tonen dog. Helldivers 2 blev udgivet til glimrende anmeldelser og tårnhøje spillertal, og i nogle måneder lignede det, at Sonys storstilede live service kursændring ville give pote. En glædelig nyhed efter især The Last of Us Onlines aflysning i december 2023.

I månederne efter fulgte Rise of the Ronin og Stellar Blade. Førstnævnte var en noget undervældende oplevelse, der hører til blandt Team Ninjas mest forglemmelige spil i nyere tid, mens det sydkoreansk udviklede Stellar Blade fyrede noget mere op under anmelderne og kommentarsporene med sin skamløse og skamløst underholdende kombination af Nier: Automata og Soulslikes med en hovedperson, hvis påklædning syntes at trække flere overskrifter, end alle spillets andre elementer tilsammen.

Sony Interactive Entertainments 2024 var en nærmest bizar blanding af svimlende højder og kulsort fiasko
Enorme højder...
Dette er en annonce:

På den måde gik første halvdel af året uden en eneste udgivelse (ud over det årlige MLB: The Show 24) fra Sonys egne studier. Igen: Ikke det mest ophidsende.

På forårets sidste dag ændrede alt dette sig dog. En rygtet showcase viste sig at være en State of Play, og den blev åbnet og lukket af de to titler, som på alle måder skulle vise sig at blive modpoler. Åbneren Concord blev mødt af universel negativitet. Trendjagende og ude af takt med tiden lød kritikken, og dets status som en live service hjalp heller ikke.

Lukkeren Astro Bot affødte på slående symbolsk vis de fuldstændig modsatte reaktioner med sin "gameplay først" tilgang og ultracharmerende entré på scenen.

De to spil udkom med kun få ugers mellemrum, men på tragikomisk vis var Concord allerede lukket ned, da Astro Bot bjergtog anmelderne, herunder undertegnede. Concords anmeldelser lå egentlig på det jævne, men det stod hurtigt klart, at publikummet ikke var der. Som i slet, slet ikke. Spillet peakede på knap 700 spillere på Steam. Et nærmest uhørt lavt tal, så Sony fandt leen frem og lukkede det svinedyre spil ned prompte. Brutalt er i dette tilfælde for beskedent et ord.

Dette er en annonce:

Astro Bot var som sagt en helt anden historie. Salgstallene er på nuværende tidspunkt beskedne, men med en Opencritic rating på 95 %, brugeranmeldelser på samme niveau og en dugfrisk sejr til Game Awards i baglommen hersker der ingen tvivl om, at det på de fleste parametre er en triumf for Sony. Det peger tilbage på en æra i Sonys historie, som mange savner. De gode gamle dage hvor gameplay kom først og kreativitet trumfede vanvittige produktionsværdier.

Den bølge Astro Bot red på, nåede årets sidste udgivelse dog ikke med på. Lego Horizon Adventures var på papiret en lidt bizar idé, som i praksis fungerede fint nok, men aldrig hævede sig over det gennemsnitlige, hvilket de foreløbige indikationer på salgstallene spejler.

På den måde sluttede Sonys år ved at løbe lidt ud i sandet. Skal man tage de to internt udviklede spil som pejlemærker for fremtiden, synes vejen frem at være åbenlys. Og det er da også sigende, at vi ikke har set noget til hverken Marathon eller Fairgames, mens Sony i årets døende måneder annoncerede to storstilede singleplayerspil fra to af deres højst profilerede studier. Dog smager de begge mere af PS4 Sony end det PS2 Sony, som Astro Bot repræsenterede.

Sony Interactive Entertainments 2024 var en nærmest bizar blanding af svimlende højder og kulsort fiasko
Dybe afgrunde...

Den store bebudede omlægning til live service synes med Concords eklatante fiasko og adskillige aflysninger at være, om end ikke afblæst, men i hvert fald nedtonet kraftigt. Der er dog stadig projekter i støbeskeen, og i 2025 får vi sandsynligvis nye udviklinger i sagaen.

Her og nu synes fokus dog at være på at hive de mere klassiske prestigetitler, som Sony havde så stor succes med i PS4-æraen frem i rampelyset. Wolverine, Intergalactic: The Heretic Prophet, Kojima Productions' Death Stranding 2: On the Beach og Ghost of Yotei er et stærkt firkløver, og de to sidstnævnte skal efter planen lande næste år.

Det er som sådan lovende nok, for på papiret er det som sagt et stærkt firkløver, som vi dog ikke ved meget om endnu. Men for mig smager det også lidt for meget af klassisk Sony-prestige. Jeg håber at Sony lader sig inspirere af Astro Bots succes (og ikke lader sig afskrække af Lego Horizon Adventures tilsyneladende fiasko), og fremover tænker flere titler ind som måske ikke skubber til fotorealisme og udvider rammerne for filmisk historiefortælling, men i stedet fokuserer på kreative koncepter og god, gammeldags sjov. For i 2024 var det netop det, der reddede året fra en softwaremæssige katastrofe.



Indlæser mere indhold