Forestil jer dette i år 2015: Ubisoft har afvist endnu en tilnærmelse fra Newline og Peter Jackson om at få lov til at filmatisere King Kong 3 som et sidestykke til spillet. Faldende interesse fra det tidligere biografpublikum afgør sagen fra Ubisoft, som nu sidder 100 % på rettighederne til historien om den store abekat. Langt størstedelen af forbrugerne ser kun film via deres ip-adresse og bruger desuden størstedelen af deres slappe-af fritid foran fladskærmen og spillekonsollen.
Ovenstående fremtidsscenario kunne blive virkelighed, hvis de udtalelser som lederen af animationsinstruktør-uddannelsen på Den Danske Filmskole Gunnar Wille kom med forleden, holder vand. Anledningen var et foredrag/reklame for den Sony-ejede udvikler Cambridge Studios seneste spil 24 The Game. Det foregik på IT-universitet på Amagerog repræsentanter for den dygtige flok brillerede med deres kunnen via eksempler fra spillets mere tekniske side.
Det var nu ikke det, som nok engang får mig til at bræge om spilbranchen. For inden Cambridge overtog sc enen, gik Gunnar på podiet og leverede en lille appetitvækker til de mange it-studerende. Han proklamerede, at spilverdenen var den nye magtfaktor indenfor medieverdenen og at den med tiden ville opsluge de øvrige elementer (bøger, film, evt.). ja, det kan jo ikke komme bag på nogen. Via sit arbejde og under indledningen til et foredrag om et spil, skulle han næsten lege Saruman på randen af en krig med de nuværende "herskere".
Her skulle jeg vel så til at indlede en akademisk og dybdeborende artikel om for og imod denne holdning. Det gider jeg ikke. I stedet går jeg direkte ud med min egen holdning; jeg er sikker på, at du tager fejl Hr. Wille. Og lad mig slå to punkter fast med det samme. 1) dette er ikke et angreb på Gunnar Willes udtalelser, som måske er sagt med et glimt i øjet, og 2) jeg er både bogorm, film-fetichist og gamer. Ergo er jeg hverken for eller imod nogle af de forskellige medieplatforme. Der er imidlertid nogen som misforstår udviklingen. For hver gang et nyt medie får fodfæste bliver det straks udråbt som den nye fremtid uden plads til de etablerede udtryksformer.
Kig lige en gang her; Harry Potter var altså i første omgang en bog, og aktuelle 24 The Game skal vist til at indspille sæson nr. 5 inden spiludgaven er på banen. Derudover skal der en hel del til før de interaktive udgaver når samme succes - herregud, Potterknægten er blevet solgt i omegnen af 60 millioner pr. bog! Bare rolig, jeg skal nok moderere mine angreb om et øjeblik. Jeg skal bare liiige have smidt lidt mere benzin på bålet.
De største spilsucceser er jo i stor udstrækning de ikke-licenserede, altså spil der er adapterede. Shadow of the Colossus, GTA og Gran Turismo, blot for at nævne nogle stykker, har haft stor succes uden indblanding fra eller i film. Hvad har de tilfælles med førnævnte borgsucceser og en lang række film? Det er faktisk ret enkelt; de er blevet til på deres egne præmisser, i deres eget miljø.
Bøger kalder på fordybelse i en vis form - at læse. Man foretager sig intet andet. Man er ikke (inter)aktiv og hverken syns- eller høresansen bliver stimuleret. Det er kun mig/dig og det skrevne ord. Film er netop en stimulation af de forskellige sanser. Samtidigt vender filmen selv siderne og er vel den mest inaktive form for underholdning/beskæftigelse man kan vælge. Spils styrke ligger i foretagsomheden. Man udfører selv handlingerne, og hvis et spil samtidigt kan (og det kan det til en vis grad) levere fordybelse og stimuli, så er det selvfølgeligt et stort plus.
Godt så. Sidstnævnte har altså det hele, så hvorfor accepterer jeg ikke bare forudsigelsen om spillenes totale dominans i en nær fremtid i en nær galakse? Fordi den interaktive underholdning ikke i samme grad kan pirre min forestillingsevne. En sætning eller afsnit i en bog sætter gang i min forestillinger om hvordan scenen foregår. I et spil bliver det vist for mig - jeg skal bare trykke på nogle knapper. En films visuelle historie tager ikke hensyn til mine evner med et joypad - jeg kommer ikke videre i historien før jeg har ordnet den og den boss. Filmen har en kontinuitet, der gør at jeg ikke behøver at vente. Hvad er så spillenes styrke? Tja, jeg får lidt af det hele, hvis det er ordentligt lavet. Altså bredden, men ikke dybden. Og jeg hører meget gerne fra folk der er uenige og ser på de forskellige mediers styrker og svagheder med andre øjne.
Nå, jeg må hellere slukke branden. De nævnte eksempler, synes jeg, er gode grunde til at spilbranchen skal opfattes som endnu en medieplatform til at fortælle historier fra og på. De har hver deres styrker og det er altså ikke alle, som gider at sidde med et joypad i hånden og få svedige hænder. Det (skræk)scenario der blev nævnt i første afsnit, tror jeg aldrig bliver virkelighed, ej heller Gunnar Willes profeti. Der er simpelt hen for klare forskelle i opfattelsen af hvad der er interessant af underholdning. Især for tiden, hvor de alle sammen synger eller danser på TV i det der er blevet den værste sendetid.
Åh ja. Spillenes udgifter gør desuden at de ikke ville kunne bære salget alene. Også selv om det er en abekat der bærer byrden. Jeg tror fuldt og fast på en fremtid med mere end én medieplatform. Det synes jeg, at både Dan Brown og J. K. Rawlings har vist os at der er belæg for at tro. Jeg håber det også, for jeg er både bogorm, filmfetichist og gamer.