Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Spilfeber 2014 - del 11

Der er masser af spilgodter at vente i det nye år, og i denne artikelserie giver vi dig hele overblikket. Denne gang: Trials, Below, Sunset Overdrive, Volume og Wildstar.
Redaktionen 1 februar 2014

Trials: Fusion
PS4, Xbox 360, Xbox One - 2014
Mangen en controller har ladet livet i jagten på den perfekte tid i Trials-serien, og snart risikerer DualShock 4 og Xbox One-controlleren at lide samme skæbne. Platform-raceren indtager nemlig de nye konsoller i form af Trials: Fusion, hvor man atter skal race sin motorcykel så hurtigt og fejlfrit gennem en forhindringsbane som muligt. Advarsel: Trials kan være stærkt vanedannende!

Below
Xbox One - 2014
Folkende bag Superbrothers: Sword & Sworcery EP er hoppet med på roguelike-bølgen med deres kommende Below. Altså er der lagt op til stemningsfulde og benhårde underjordiske dungeon-eventyr, og som med Superbrothers er det atter Jim Guthrie, der leverer musikken. Lad dig ikke narre af pixelgrafikken, det her tegner til at blive en mindeværdig oplevelse.

Sunset Overdrive
Xbox One - 2014
For første gang i Insomniacs historie laver studiet et spil, der kun udkommer på Xbox One - efter i mange år ellers at have været mere eller mindre PlayStation-eksklusive. De har ikke vist noget gameplay, og heller ikke fortalt meget om spillet siden E3-afsløringen, men første trailer antyder et stiliseret open world-skydespil med masser af bevægelighed, løben på vægge, horder af monstre og opfindsomme våben. Og det lyder da som noget man skal prøve, ikke?

Volume
PC - 2014
Manden bag den stilede minimalist-platformer Thomas Was Alone er på vej med Volume, som udviklerne selv beskriver som "et stealth-spil, der handler om at blive hørt". Stilen er atter retro-minimalistisk, og man kan frit skabe sine egne baner og dele dem med verdenen, eller remixe de baner, der allerede følger med.

Wildstar
PC, Mac - 2. Kvartal
Den anden store MMO-udgivelse i 2014 (den første er Elder Scrolls Online) byder på et farverigt og indbydende univers, et kampsystem der nok skal få rystet fjerene hos garvede MMO-spillere, og en herligt afslappet tone, der ikke tager sig selv for seriøst. Vi har fulgt Wildstar i snart to år nu, og med den optakt er der stort pres på Carbine for at levere varen.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.