Dansk
Gamereactor
artikler

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed

Den danske spilbranche imponerer med sin store kreativitet og forskellighed. Men det kniber stadig lidt med at gøre opmærksom på sig selv.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Midt i en af branchens største kriser fejrede den danske spilscene traditionen tro sig selv ved Spilprisen. De danske udviklere er godt rustet trods hårde tider, mener branchedirektør.

I sidste måned blev Spilprisen 2025 afholdt i Bella Center. Her fejrede den danske spilscene sig selv med et væld af klapsalver og stribevis af priser.

Der har ellers ikke været meget at juble over i den globale spilbranche den seneste tid, hvor man har kunne læse talrige negative historier. Om massevis af fyringer, aflyste projekter og lukkede studier.

Heldigvis står det ikke så slemt til her til lands. Og måske kan man finde en del af årsagen ved at studere Spilprisen nærmere.

Dette er en annonce:

Kun et spil formåede at vinde mere end én pris: Spellrogue fra Guidelight Games, der vandt Årets Design samt hovedprisen for Årets Bedste Spil. Ellers blev de 8 øvrige priser fordelt helt jævnt.

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
SpellRogue løb med prisen som årets spil ved Spilprisen. Roguelike-deckbuilderen udkom i februar 2024 og forlader Early Access om en lille måneds tid, den 25. april.

Den store diversitet er netop en af den danske spilindustris største styrker. Blandt vinderne til Spilprisen finder vi narrative oplevelser, hvor der knap bliver ytret et ord såsom Security The Horrible Nights og Miniatures. Der er minimalistiske spil som One Btn Bosses og Airhead samt komplekse, mekanisk tunge titler som Wild Indigo Ranch og det førnævnte Spellrogue. Og så viser Tribands What the Car, at live service ikke behøver at være lig med grov monetarisering og manipulerende design.

Der er altså grund til at være optimistisk. I hvert fald hvis man spørger Niels Wetterberg fra Games Denmark, Danmarks nye brancheorganisation for spilfirmaer, der blev oprettet sidste år og foreløbig tæller 27 medlemmer.

Dette er en annonce:

"Jeg oplever i virkeligheden, at den danske branche er i fremdrift og vækst. Vi har set nogle gode succeser på det seneste, eksempelvis med Ghost Ship, der også har reinvesteret i branchen. At pengene kommer ud og leve igen er i virkeligheden ret nyt. Der har ikke før i tiden været et økosystem, der var stort nok til at pengene kunne komme ud og leve igen."

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
Med Ghost Ship Publishing hjælper udviklerne af Deep Rock Galatic nye spil med at bryde igennem på Steam. Deres hidtidige projekter tæller det førnævnte SpellRogue samt Deep Rock: Survivor. Søren Lundgaard, CEO for Ghost Ship Games, er også forperson for brancheorganisationen Games Denmark.

Vidensdeling og nye talenter


Som direktør for Games Denmark var Niels Wetterberg her, der og alle vegne på Copenhagen Gaming Week. Og til Spilprisen, der blev holdt i forlængelse heraf, endte han endda med at befinde sig på scenen, da arrangementets planlagte vært, journalisten Marie Høst, i sidste øjeblik måtte melde afbud grundet sygdom. Normalt er det dog noget mindre arrangementer, som Games Denmark afholder, forklarer Niels Wetterberg.

"Den viden, der har gjort de store udviklere til, hvad de er i dag, vil vi gerne have delt i branchen. Meget konkret har vi eksempelvis noget, der hedder Breakfast for Chiefs, som er et morgenmadsarrangement, der kører cirka en gang om måneden. Alle CEO's i branchen er inviteret, og så kan man på lederniveau udveksle erfaringer. Hvordan ser det ud, når man udkommer på PlayStation? Er det fedt at lave en aftale med Netflix? Den slags ting."

Games Denmark bruger ikke kun rundstykker og smør, når det kommer til at skabe større sammenhold i den danske spilbranche. De arbejder også for bedre kontakt mellem spilfokuserede uddannelser som DTU's spillinje og resten af branchen. Det så man eksempelvis til fremvisningen TAGS ved Copenhagen Gaming Week, hvor studerende fra danske uddannelser fremviste deres spil side om side med professionelle udviklere.

Også Spilprisen hyldede traditionen tro spilbranchens talenter. 14 ansatte fra udviklere som Cindercat Games, Portaplay og IO Interactive blev hædret i kategoriens Årets Talenter, mens Xibalba, et Maya-inspireret eventyrspil, snuppede prisen for bedste studenterspil ved TAGS. Her var dog ingen fysiske priser - kun blomster - men måske er det også meget passende, når det netop drejer sig om branchens spirende talenter?

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
TAGS 2025 ved Copenhagen Games Week fremviste masser af spændende spil fra både professionelle spiludviklere og studerende ved landets uddannelsesinstitutioner. Her ses Neighbors: Suburban Warfare fra Invisible Walls.

Ambitiøse mål


Vidensdeling og talentudvikling er dog kun et af de tre ben - eller strategiske søjler - som Games Denmark står på. De to andre handler om vækst og bevågenhed.

Tager man væksten først, så har Games Denmark en ambitiøs målsætning om en fordobling af omsætningen i den danske spilbranche inden for de næste fem år. Det kan umiddelbart lyde som den mest ambitiøse femårsplan siden Sovjetunionen i 1930'erne. Niels Wetterberg forsikrer dog om, at planen langt fra er uopnåelig eller kræver radikale tiltag.

"Ser man på væksten de seneste fem år, så skal den faktisk bare fortsætte. Så når vi målet. Man kan så spørge sig selv, vil væksten flade ud, eller er potentialet der? Der kan man jo bare kigge på Sverige. De er på næsten 24 milliarder om året i omsætning. Så det er ikke fordi, der ikke er vækstpotentiale. Det kræver dog, at der er de rette vilkår i Danmark, så man har lyst til at skabe en virksomhed, der laver spil. Det er det, vi arbejder på politisk i forhold til at sikre bedre rammer for iværksættere, bedre skatteregler og bedre støttemuligheder. Nu har vi jo fået Nimbi, og det vil vi selvfølgelig gerne have vokser sig større."

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghedSpilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
Hitman og Subway Surfers er eksempler på danske spil, der har opnået stor økonomisk succes. Forhåbentlig kommer der flere af den slags.

NIMBI er et nyt institut for den danske spilindustri, der blev oprettet i august 2024 som en selvejende institution under Kulturministeriet. Fra den 1. januar 2025 trådte nye regler i kraft, der flytter Spilordningen fra Det Danske Filminstitut over til NIMBI. Det betyder, at udviklere der gerne have en del af de mange støttekroner, der årligt udbetales til danske spil, nu skal ansøge her.

Spil er allerede meget udbredt for danskerne. 4 ud af 5 danskere spiller computerspil eller på anden måde videospil. Men det der selvfølgelig en udfordring, at de ikke spiller så mange danske spil.

Samtidig har branchen fået et selvstændigt organ, der kan kæmpe for bedre politiske rammer - og hvem ved - måske også lidt mere af den kulturstøtte, der årligt uddeles til eksempelvis bøger, film, teater og andre kunstarter?

"Hvis spilordningen skal vokse, hvor skal pengene så komme fra?" spørger Niels Wetterberg, inden han selv kommer med et forslag. "Der kan man pege på - penge kommer jo ikke ud af det blå - at de kunne komme fra nogle af de mange penge, som film får. Film og TV får næsten en milliard om året, og spilbranchen får cirka 15 millioner."

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
Miniatures fra Other Tales Interactive vandt prisen for Best Visuals ved Spilprisen 2025. Det stemningsfyldte antologispil er om noget et eksempel på den kreativitet og forskellighed, der kendetegner den danske spilbranche.

Det kniber med opmærksomheden


Vil spilbranchen have fat i flere penge - hvad enten de kommer fra politikere, investorer eller slet og ret spillere - kræver det, at man formår at gøre opmærksom på sig selv. Og det er måske her, at Games Denmark står over for deres sværeste mission.

For hvor Spilprisen 2025 illustrerede mange af den danske spilscenes styrker - kreativitet, diversitet, sammenhold og en stor talentmasse - så udstillede den også en af de helt store svagheder: bevågenheden. Der er simpelthen for få danskere, der kender til de mange spil udviklet her til lands.

Hvor de årlige uddelinger af film- af litteraturpriser altid kaster en stribe af reportager og portrætartikler af sig, så var landets kulturredaktioner ingen i år knap villige til at ofre spilprisen en lille notits.

"Spil er allerede meget udbredt for danskerne. 4 ud af 5 danskere spiller computerspil eller på anden måde videospil. Men det der selvfølgelig en udfordring, at de ikke spiller så mange danske spil. Så selvom vi på verdensplan er langt større end HC Andersen på downloads, eller hvad vi nu ellers kan måle os i, så er der ikke så mange, der har fået øje på, at vi er Danmarks største kulturerhverv, og eksempelvis dobbelt så store som filmbranchen," fortæller Niels Wetterberg.

Det bliver næppe nemt at gøre spil til allemandseje på samme måde som krimilitteratur og bageprogrammer. Men med nye organisationer som Games Denmark og NIMBI er der lagt et fundament for en mere systematisk indsats til at øge bevågenheden. Og hvem ved? Måske kan et arrangement som Spilprisen også være med til at skabe mere interesse for branchen på lang sigt? At uddelingen i år blev afholdt i forlængelse af Copenhagen Gaming Week kan i hvert fald ses som et første skridt.

En ting er dog (næsten) sikkert. Det bliver næppe med Niels Wetterberg som vært til næste år. "Det var sådan lidt intimiderende i virkeligheden, men jo også helt vildt behageligt, fordi jeg altid har stået og kigget op på den scene. Pludselig at kunne stå det og præsentere, det var meget sjovt. Men nok mest fordi, folk syntes, vi klarede det okay. Ellers syntes jeg faktisk, det var lidt nervepirrende."

Spilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghedSpilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghedSpilprisen 2025 viste den danske spilscenes største styrker - og en enkelt svaghed
Nogle flere af vinderne fra Spilprisen 2025. Til venstre Security: The Horrible Nights (Best Narrative), midten Airhead (Best Audio) og højre What the Car (Best Live Game).


Indlæser mere indhold