Sam sniger sig støt hen ad en togvogn, han må klamre sig fast, og ethvert fejltrin vil blive straffet med døden. Toget er blevet kapret af internationale terrorister, som skal uskadeliggøres uden at kompromittere missionen ved at skade uskyldige civile. Helikopteren, der satte ham af på toget, er forsvundet ud i den mørke nat, og nu er han helt alene mod togkaprerne, som ikke ved, hvor uheldige de snart vil føle sig. De er oppe imod en toptrænet superspion bærende det nyeste isenkram og et dødbringende arsenal - Sam Fisher er Amerikas bedste forsvar og første angreb, han er deres Splinter Cell.
Gamereactor tog en tur til Pershing Hall, et hotel i hjertet af Paris, som husede en håndfuld Ubisoft-udviklere, der ville vise en gruppe europæiske journalister deres nyeste projekt. Der er naturligvis tale om Tom Clancy's Splinter Cell: Pandora Tomorrow, eller Splinter Cell 2 om man vil, efterfølgeren til det massive hit til Xbox i 2002. Spillet blev efterfølgende konverteret til resten af de populære platforme, hvorfor Ubisoft i denne omgang har valgt at lave en simultanudgivelse af spillet på henholdsvis Xbox, PS2, GameCube og pc. Her på redaktionen har vi glædet os til at se på efterfølgeren til dette hæderkronede spil, som med god grund vandt et hav af "Game of the Year"-priser i anerkendte internationale magasiner og på hjemmesider. Historien er atter en techno-thriller, dvs. en virtuel interaktiv spændingsroman med udgangspunkt i nu- og fremtidig teknologi, og hvordan denne kan skabe kriser rundt omkring på kloden. Forfatteren lægger stor vægt på, at plottet skal virke virkelighedstro, og at truslen er noget, der kunne ramme os hvert øjeblik, dvs. konflikter og begivenheder, man ville kunne se på CNN. Dette kommer dog ikke som nogen overraskelse, eftersom Tom Clancy netop er berømt for at have gjort denne genre så populær, tag f.eks. film som Sum of All Fears, The Hunt for Red October og Patriot Games. Clancy selv har dog ikke skrevet historien bag Splinter Cell, men han giver det dog sit endegyldige blå stempel.
Konceptuelt er der sket nogle ændringer med Sam Fisher og Splinter Cell som helhed. Udviklerne har lært meget af spillernes respons omkring den første titel i diverse fora, i mail-feedback osv. Spillet vil blive gjort mere mainstream-venligt end forgængeren, dog uden at afskrække den faste fanskare. Dette gøres hovedsageligt ved at lave spillet mere overskueligt. Éns mål i missionerne skal tydeliggøres uden samtidig at tage spændingen og udfordringen væk, hvilket implementeres ved bl.a. at tænke mere vertikalt i banedesignet. Der vil være flere måder, hvorpå man kan gennemføre hver bane, men disse vil dog stadig være ret lineære på trods af, at udviklerne føler, at det er et nødvendigt onde i en genre som denne. I togbanen blev det demonstreret, hvorledes man kunne gribe missionen an fra flere forskellige vinkler, bogstavelig talt. Det var muligt at klatre på siden af toget, under det eller på taget af det, eller at tage den farlige vej gennem selve toget. Denne frihed lader spilleren råde over missionens forløb og gør op med de meget faste rammer, som spil i denne genre har tendens til at have.
På den teknologiske front er der ikke de store nyskabelser, eftersom Ubisoft føler, at den eksisterende engine sagtens kan leve op til dagens, og den nærmeste fremtids, grafiske standard. Det nye ligger i banedesign, våben, bevægelser og gadgets, hvor Splinter Cell traditionen tro er spækket med teknologiske nyskabelser. Som bekendt bygger spillet på en Tom Clancy-licens, hvilket sikrer en høj grad af nøjagtighed, hvad våben og teknologi angår. Denne gang er absolut ingen undtagelse, for holdet har møjsommeligt studeret de nyeste landvindinger inden for spionage og krigsførelse, så de nyeste tiltag er naturligvis at finde i Sam Fishers kompetente hænder - en yderligere research i FBI’s og CIA’s metoder tilfører blot endnu mere realisme til titlens baggrund.
Skuespilleren Michael Ironside lægger atter stemme til vore helt Sam Fisher. Canadiske Ironside er bl.a. kendt for film som Highlander 2, Starship Troopers og et utal af andre småroller. Hans karakteristiske stemme passer perfekt til Fisher, som Ubisoft lover vil få et mere personligt udtryk i spillet, dvs. mere humor og kynisme til den uselvhøjtidelige helt. Ubisoft har ambitioner om at skabe en franchise omkring Sam Fisher, præcis som Eidos har gjort det med Lara Croft fra Tomb Raider-serien. Ubisoft har endda luftet tanker om alt lige fra merchandise til spillefilm. Hvor langt det vil gå, kan vi kun gisne om, men indtil videre vil nu gerne blot se vores snu helt i Pandoras Tomorrow.
Vender vi tilbage til banedesignet, så er der nu mulighed for at luske rundt udendørs, hvilket var begrænset til meget få områder i forgængeren. I Pandoras Tomorrow vil adskillige baner tage udgangspunkt i udendørslokaliteter, og Ubisoft gav os et kort smugkig på en af disse, en junglebane, hvor Sam skulle infiltrere en lille, men stærkt bevogtet landsby. Sams nye dragt i disse baner er en grafisk lækkerbisken, selvsagt lavet med passende junglecamouflage. Udover nye klæder har Sam også fået et par nye tricks i ærmet, bl.a. et, der lader ham kravle op af to tæt på hinanden stående vægge a la Jackie Chan. AI’en har fået en overhaling, og vagterne er nu langt mere spidsfindige, hvilket bl.a. kommer til udtryk, når Sam bliver spottet i en af banerne, eller en vagt finder et lig, da de så tager både skudsikker vest og hjelm på og dermed bliver sværere at aflive. Udover udstyr ændrer vagterne også adfærd og vil aktivt lede efter mulige indtrængere. Der er ganske vist en del scripting i spillet, men AI’en er i store træk gjort så autonom som muligt. Ubisoft gennemgik et segment af en bane to gange i træk, og her var det tydeligt, at fjenderne reagerede forskelligt fra gang til gang. Det er en ting, som vil forlænge spillets levetid og gøre oplevelsen langt mere interessant.
Alle ventede spændt på flere informationer omkring den meget omtalte multiplayer-del i SC2, som udviklerne fortalte med stor iver omkring. Hvorledes kan man så porte et stealth-orienteret spil over til multiplayer? er der nok mange, der spørger sig selv - vi var selv skeptiske. Det viser sig dog, at Ubisoft efter mange timers tests og brainstorming har fundet en indgangsvinkel, der passer perfekt til spillets spion-element. De udviklede muligheden for at spille to hold mod hinanden. Det ene hold består af spioner, karakterer der ligner Sam Fisher til forveksling, det andet består af kraftigt bevæbnede vagter. Med dette er der lagt op til en hel del action og spænding i form af henholdsvis indtrængen og beskyttelse. Multiplayer-banerne består af komplekser, hvor spionerne skal trænge ind for at opfylde et givent mål, og vagterne skal selvfølgelig forhindre dem i at udføre denne opgave. Eftersom Sam Fisher normalt ses i tredjeperson, ville det være næsten umuligt for en spion at snige sig ind på en af vagterne, så derfor spilles disse kun i førsteperson - en enkel, men genial løsning.
Spionerne er udstyret med termisk syn og ikke-dødelige taservåben, mens vagterne har det tunge skyts med dertilhørende granater og miner. Ganske vist har vagterne ikke termisk syn, men de er dog udstyret med en kraftig lygte og et lasersigte. Samtidig bliver de via HUD kontinuerligt informeret om, hvor i komplekset der går alarmer i gang - disse er spredt over alle komplekserne og gør livet surt for selv den mest behændige listetyv. Ubisoft har valgt at lave en grænse på fire spillere, da de efter mange tests har vurderet det som værende optimalt til spillets natur og gameplay. Det er dog op til spillerne selv at fordele rollerne, dvs. at der sagtens kan være tre vagter og en spion eller blot to af hver etc. En typisk runde vil vare fem minutter, eller indtil det ene hold opfylder deres mål. Udviklerne lover, at stort set alle parametre i multiplayer-delen vil kunne modificeres; tid, våben, antal spillere osv. Man spawner lige indtil slaget er tabt eller vundet, og derved undgår man lange ventetider, som vi f.eks. kender fra Counterstrike og SOCOM Navy Seals. Sidstnævnte satte for alvor gang i online-spilleriet på PS2 her i Norden og vi regner bestemt med, at SC2 vil bidrage til, at konsollerne i højere grad vil gå online.
Voice via mikrofon vil være integreret fra starten af (spillet understøtter officielt Logitechs headsets til de forskellige platforme), så spillerne får mulighed for at kunne samarbejde fuldt ud. En innovativ ting ved brugen af voice er, at man rent faktisk kan høre, hvad ens modstandere taler om, hvis man er tæt nok på personen - ydermere kan spionerne tale til vagterne, mens de laver et greb på dem, hvilket er perfekt til at nedgøre sin menneskelige modstander lidt. Fra at have været ret skeptisk over for et Splinter Cell med flere spillere må vi her på Gamereactor indrømme, at det ser ganske lovende ud. Man kunne have frygtet en kedelig omgang co-op mod AI’en, hvor der ikke var det store incitament for samarbejde, men til stor held tilskyndes samarbejde og vil være absolut nødvendig i Pandoras Tomorrow.
Til trods for at Xbox-ejerne i år fik muligheden for at spille Solid Snake i Metal Gear Solid: Substance, så er det Sam Fisher, der sidder på tronen, når det drejer sig om Xbox-snigeri. Denne gang indtager helten som sagt alle de kendte platforme, og ud fra vores franske smugkig kan vi næsten ikke vente med at snige os rundt med Sam på egen hånd mod andre mennesker i multiplayer-delen. Pandoras Tomorrow er sat til at udkomme i marts måned 2004. Vi håber selvsagt på, at Ubisoft kan overholde denne deadline, og vi vil løbende bringe detaljer, screenshots, preview osv. på vores hjemmeside.