Dansk
Gamereactor
artikler

Står vi virkelig overfor en konsolkrise?

Spil bliver konsekvent dyrere at lave, og tager længere tid at udvikle, mens konsolbranchens omsætning daler og PC'en overtager. Hvad sker der?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Hvis vi går tilbage til den generation, der startede med Dreamcast, kan vi se, at der ifølge Wikipedia blev solgt omkring 210 millioner konsoller (Dreamcast, Playstation 2, Gamecube og Xbox) - yderligere forøget med 235 millioner solgte Game Boy Advance og PSP. Den følgende generation voksede dette tal betydeligt til 273 millioner konsoller (Xbox 360, Playstation 3 og Wii), hvilket er den største generation nogensinde med hensyn til hardware. Måske endda den bedste med hensyn til spil, priser og hvordan markedet fungerede - men det er en anden historie.

Den sidste generation (Wii U, Playstation 4 og Xbox One) var dog meget hårdere, og der blev kun solgt 189 millioner konsoller. Måske faldt det sammen med fremkomsten af PC som et enormt populært format, der i slutningen af den pågældende æra passede naturligt til spil, som især Microsoft, men også Sony langsomt begyndte at støtte med sine eksklusive spil. Generationen var også hård for de bærbare formater, hvor PS Vita blev et flop, og Nintendo 3DS blev Nintendos mindst solgte bærbare format nogensinde, endda mindre end Game Boy Advance, som blev erstattet af Nintendo DS efter kun tre år på markedet. Men på trods af det blev der solgt omkring 90 millioner PS Vita og Nintendo 3DS, hvoraf sidstnævnte naturligvis optager langt størstedelen.

Står vi virkelig overfor en konsolkrise?Står vi virkelig overfor en konsolkrise?

Den næste generation, den nuværende, er dog sværere at tælle, fordi Switch er en hybridkonsol, der har fanget Nintendos bærbare publikum, samtidig med at den fungerer som en stationær konsol. Inklusive den er der solgt omkring 212 millioner konsoller, mens Playstation 5 og Xbox Series S/X utvivlsomt vil sælge mange millioner flere. Så på nuværende tidspunkt er der solgt omkring 22 millioner flere konsoller end i den forrige generation, men som sagt havde vi også 90 millioner bærbare enheder.

Dette er en annonce:

Min pointe er, at det er svært at argumentere for, at salget af computerspilshardware er stigende. Det ser snarere ud til at falde, og hvis vi sammenligner det med Playstation og Xbox - som begge får nogenlunde de samme spil, mens Switch er lidt ved siden af med et stort set separat udvalg - bliver det endnu tydeligere, hvordan væksten mangler. Så går vi fra 179 millioner (PS2/Xbox) til 172 millioner (PS3/X360) og 175 millioner sidste generation til omkring 71 millioner i dag, hvor især Xbox Series S/X, men også Playstation 5 er bagud i forhold til sin forgænger. Igen er størrelsesforholdet ret afgørende her, og Sony har stort set placeret PS5 side om siden med PS4, men vi kan stadig blive enige om at der ikke er tale om nogen gradvis ekspandering af konsolmarkedet, og nok snarere det modsatte.

Står vi virkelig overfor en konsolkrise?

Nu kommer der flere og flere rapporter fra flere dele af verden om, at det ikke går helt godt med konsolsalget. At Nintendo taber, er måske ikke så mærkeligt i betragtning af, at "alle" har en Switch, som heller ikke får lige så mange nye spil længere, mens en ny efterfølger officielt venter i kulissen. Men at proppen stort gået på Xbox-salget, mens Microsoft ser ud til at have meget svært ved at kommunikere en ny, klar strategi og forklare, hvordan den gavner gamerne, er så meget desto mere alarmerende. Og at Sony siger, at de sætter produktionen af Playstation VR2 på pause, og i sidste måned kraftigt reducerede forventningerne til deres eget salg med fire millioner enheder og erklærede, at de ikke vil lancere nogen spil i deres egne store franchises før april 2025, er heller ikke noget godt tegn. Kombineret med faktiske rapporter om, hvor meget salget er gået ned (senest fra Storbritannien, hvor Playstation 5 er faldet med over 25% siden april 2023, og Xbox er faldet med lige under 25%), betyder det, vi reelt set skal til at tale om hvorvidt konsolbranchen specifikt står overfor en gedigen krise.

Nogen vil måske fnyse og påpege, at PlayStation 5 har solgt næsten lige så meget som PlayStation 4 på samme tid, og det ville de have ret i. Men Playstation og Xbox deler spil og er tættere forbundet, end fans nok er klar over. Hvis Xbox taber, bliver det mindre rentabelt at lave overdådige spil primært til konsollerne i dette segment, og hvis PlayStation også taber, bliver det rigtig svært. Ligeledes handler det her rigtig meget om perspektiv, om stemning, og lige nu lader mange af fyringerne vi ser i branchen til at hænge uløseligt sammen med følelsen af at markedet har umuligt ved at ekspandere.

Dette er en annonce:
Står vi virkelig overfor en konsolkrise?Står vi virkelig overfor en konsolkrise?

Det bliver dyrere og mere kompliceret at udvikle spil. Vi er allerede i en situation, hvor det praktisk talt tager en hel generation at udvikle et spil, så mange studier udgiver kun et enkelt spil til hver konsol. At få lanceret en hel trilogi ind på et enkelt konsolformat som med Gears of War, Mass Effect eller Resistance er noget, vi bare kan glemme alt om i dag. Og for serier som Grand Theft Auto og Elder Scrolls ser det ud til at tage så meget længere tid end en generation, at vi nok kan glemme alt om Elder Scrolls VII eller Grand Theft Auto VII til Playstation 6 eller Xbox Next.

"Så lad os da bare få flere studier", vil nogen måske tænke. Det er en mulighed, klart, men hvem ønsker at give sig i kast med AAA-udvikling i dag? Store spil i dag koster hundredevis af millioner at udvikle og markedsføre. Kun få udgivere har den kapacitet i forvejen. Der tages ingen chancer, og der skal være flere måder at tjene penge på end bare at sælge spil. Det er simpelthen ikke nok. Det her er ikke for at undskylde glubske monetariseringsstrategier, og de her virksomheder implementere ikke mikrotransaktioner af nød, ikke det der ligner, men det er dog en årsagsforklaring.

Antallet af potentielle konsolkøbere skrumper, budgetterne vokser, og udviklingen tager længere og længere tid. Det er let at se, at det er en ligning, der ikke helt går op. PC bliver simpelthen en helt nødvendig brik i puslespillet - og gør samtidig, at vi har et format, der både får alt eksklusivt til PC, alle multiformatspil i de bedste versioner samt de eksklusive fra Microsoft og Sony - igen i de bedste versioner.

En anden ting, der er svær at vifte væk, er konsolpriserne. I tidligere generationer er de langsomt, men sikkert faldet i pris, og efter fem-seks år kunne man købe en Playstation 3 eller Xbox 360 for under 1500 kroner, eller i hvert fald lige deromkring. I sidste generation begyndte det dog at svinge, og selv om der har været kampagner, har Playstation 4 og Xbox One nået bunden på omkring 2000 kroner. Men selv det er betydeligt bedre end i dag, hvor konsolpriserne i stedet er steget. De kostede omkring 5000 kroner ved premieren.

Lige nu burde salget være på sit højeste, men som sagt falder det i stedet. Hvis konsollerne maksimalt havde kostet det halve, ville situationen naturligvis have været en anden. Det skal dog siges, at Playstation 5 og Xbox Series X faktisk begge er ret kraftfulde enheder på en måde, som hverken Playstation 4 eller Xbox One var, da de kom frem (og da Playstation 3 og Xbox 360 blev udgivet, var PC-markedet ikke så modent og overlegent, som det er i dag). At de er dyrere er derfor logisk, men det ser ikke ud til, at den højere ydelse er noget, der rent faktisk betaler sig.

Står vi virkelig overfor en konsolkrise?

Så hvornår vil det vende, eller er spilbranchen, som vi kender den i dag, ved at transformere sig til ukendelighed? Det har jeg desværre ikke noget godt svar på. Det, der er klart, er, at noget må vige. Stadig dyrere spiludvikling kræver naturligvis et højere spilsalg, og et højere spilsalg kræver flere solgte konsoller. Som jeg sagde før; ligningen går ikke op, og der er ikke udsigt til at den kommer i balance, medmindre udviklere begynder at drastiske reducere omkostningerne associeret med udvikling.

Et ikke helt urimeligt gæt er, at vi på kortere sigt, end du måske tror, vil få konsoller fra Microsoft og Sony, der er betydeligt mere PC-agtige, end de allerede er. Det vil give dem mulighed for at tilbyde både lavere og højere ydelse, og vi vil måske endda se dem lancere deres egne spiltjenester til PC. Microsoft har det allerede, men Microsoft-butikken er ret perifer ud over at fungere som Game Pass-hjem. Måske kunne Microsoft og Sony lancere en butik sammen og tage kampen op mod Steam? At fortsætte som i dag tror jeg simpelthen ikke er muligt i endnu en generation, noget bliver nødt til at ændre sig, men hvad?

Står vi virkelig overfor en konsolkrise?


Indlæser mere indhold