Steel Battalion Vs Kinect Rush

På sidste uges Microsoft Showcase lod udgiveren pressen gå amok med den sidste nye bunke Kinect-titler

Her vil vi ikke kun udvælge de bedste titler, der blev fremvist, men også de bedste titler på messen overhovedet, og en af dem er en Disney-titel.

De to sider af spil-verdenen, hardcore- og casual-spillene, får endelig ordentligt fodfæste med en blanding af familievenlige spil, der ikke ofrer underholdningen for simplicitet, og med titler, der vil knuse hardcore-gamere under støvlen.

Begge sider overraskede, og kan ikke holde sig i et enkelt preview, så her er vores første omgang tvekamp af en slags mellem Steel Battalion: Heavy Armour og Kinect Rush: A Disney/Pixar Adventure. Kig forbi senere, hvor vi giver dig Fable: The Journey Vs Kinect Star Wars og Diablolical Pitch Vs Wreckateer.

Til hardcore-segmentet: Steel Battalion: Heavy Armour

Halo 4 blev godt nok afsløret på Microsoft Showcase, og måske har vi brugt flere timer ved Trials Evolution-standen, men Heavy Armour var det spil, som fik os op i gear, og var det spil, som vi talte om på resten af turen.

Capcom har skabt den mest overbevisende Mech-simulator uden for Gundam Arcade-kabinetterne i Tokyo. Steel Battalion tager alle nøgleelementer, der følger med teknologien - dybere indlevelse, intuitiv kontrol, nye oplevelser - og smelter dem sammen til en sammenhængende helhed. Vel at mærke en helhed, der lader dig sidde ned, mens du spiller.

Battalion forsætter sin romance med kompleks realisme - der er cirka tyve forskellige knaptryk og bevægelser, alle essentielle for ens overlevelse og er alle skabt alene med Kinect. Du kan starte motoren, skifte ammunitionen, tjekke kameraer og status for mandskabet ombord.

En hurtig bevægelse med hånden mod højre eller venstre vil dreje din synsvinkel, så du skiftevis har øjnene på din højre og venstre mech-operatør.

Når du skal bevæge din mech, skal du have fat i din Xbox 360-controller, hvor du styrer med styrepindene.

Det er sværere end at lære at køre bil, og når du hamrer henover slagmarken, er det nogenlunde det samme som at ræse af sted på motorvejen med 200 km/t - en forkert beslutning og du er død.

Hvis du rejser dig op fra stolen, rejser du dig op i spillet og kigger ud af lugen over dig - hæver du hånden op til ansigtet, skifter du automatisk til kikkerten.

Og for at det ikke skal være løgn (udvikleren fortæller om lignende situationer fra andre spillere) holder vi automatisk begge vores hænder som en slags kikkert foran øjnene - indlevelsen er komplet. Senere i spillet vil din mech blive udstyret med et maskingevær, som du skal styre fra samme position.

Realismen gør det til en fuldstændig engagerende oplevelse, og din interaktion med de tre NPC's, der sidder i fartøjet med dig, giver et ægte (og måske lidt Hollywood-inspireret) indblik i den mentale tilstand hos soldater under en kamphandling.

Du laver instinktivt en bro-fist til soldaten ved maskingeværet, når han rammer med en skudsalve. Ræk ned og få fat i en granat, som er blevet kastet ned gennem lugen af en fjendtlig soldat, og overvej derefter hvem af dine hårdtprøvede mænd, der skal have den sidste smule vand, mens I gennemsøger ørkenen efter den nærmeste oase.

Vi oplevede også en sjov situation, da vi ubevidst bevægede vores hænder, mens vi talte med udvikleren ved siden af standen. Herefter hører vi et skænderi fra skærmen, og vender os om, og ser en af soldaterne vifte vores virtuelle hænder væk fra hans ansigt, mens han spørger os om, hvad fanden vi egentlig har gang i.

Steel Battalion omfavner både krigens rædsler og den sorte humor, som ofte er en del af soldaternes jargon. Det er en hård kamp at overleve på slagmarken. Vi blev udslettet nogle få minutter inde i åbningsbanens strand-sekvens, da vi kæmpede med at få kontrol med vores tank.

Selvom det er svært, så bliver man nærmest opildnet til at mestre spillets kompleksitet, og vi brugte den følgende nat og dag på at gennemgå styringen igen og igen i vores tanker. Vi så ud som om, at vi forsøgte at fange usynlige engle i bussen, da vi øvede os på de nødvendige bevægelser, men vi var ligeglade.

Det er dét spil, du skal prøve til Kinect, og det kan meget vel være det spil, der skal sælge Kinect til de mere hardcore gamere derude.

Til casual-segmentet: Kinect Rush - A Disney Pixar Adventure

Helt ærligt? Bortset fra Trials Evolution, så var dette den sjoveste oplevelse vi havde under Microsoft Showcase.

Selv udvikleren blev overrasket, da vi trippede rundt om standen for anden dag i træk, for at spille os igennem de resterende to (ud af fem) film-set, der er repræsenteret i spillet. Spillet er udviklet i samarbejde med Pixar, og du bliver kastet ned midt i en fiktiv Pixar Park, en verden med fem veje, der udspringer fra midten af denne verden. Hver vej fører til tre forskellige spilbare baner, baseret på figurer og områder fra The Incredibles, Up, Toy Story, Ratatouille og Cars.

Spillet aflæser dine træk, og skaber således en Pixar-version af dig. Derudover lægger spillet op til, at de forskellige baner er "Hvad nu hvis"-kreationer udtænkt af børn, der leger i parken.

I Up jagter vi det flyvende hus gennem en jungle (man skal vifte med både arme og ben for at komme op i fart), svinger os i lianer (hænderne op i luften), og sejler i kajak ned af floder (svinger armene med en fiktiv pagaj i hænderne). I The Incredibles kaster vi med sten (løft, kast) og falder gennem skakter (hænder ud til siden for at bremse og ind langs siden for at suse afsted). I Cars drøner vi rundt på baner fra den anden film (hænder ud til siden for at styre, hop og hold armene ud til siden for at installere vinger og glide gennem luften).

Der er drop in-/drop out-co-op, med solospillere akkompagneret af figurer fra de pågældende film. Med en klap kan du vælge dine favoritter og bruge deres unikke evner til at finde hemmelige genstande og lignende i de forskellige baner.

Vi fik spillet en bane fra hver film, og de er alle overraskende lange, når man tager i betragtning, at Kinect-spil normalt lægger op til korte og energiske spilsessioner. Dette er ikke bare korte mini-spil, men derimod lange baner med gåder og samleobjekter, som tilfældigvis involverer, at man som spiller både sparker med benene og svinger med armene.

De mere åbne områder fungerede ikke lige så godt som de mere lineære baner, da styringen bliver lidt mere upræcis i disse sektioner.
Det er også en titel, som helt sikkert fungerer bedst med to spillere, hvor samarbejdet ofte udvikler sig til konkurrencer om at nå et bestemt checkpoint som den første. Vi kan dog sagtens forestille os, at børn er fuldstændig ligeglade med, om deres partner i spillet er en anden spiller, eller om det er en computerstyret en af slagsen.