Hvorfor er tanken om 3D pludselig begyndt at prikke til folks kollektive nysgerrighed igen? Er udviklerne og udgivernes eneste mål at ride med på den azurblå Avatar-bølge, og var 3D-effekten i den film virkelig så god, at en hel branche lod sig betage og lulle ind i fantasien om en stereoskopisk fremtid? Måske. Som producenterne selv siger det: tiden er moden. Det er nu, at teknologien er avanceret nok til at formidle et tilfredsstillende og velfungerende 3D-billede, det er nu, at vi er klar til større 3D-oplevelser end løse genstande, der bliver kastet mellem væggene, ud af skærmen og op i ansigtet på seerne. Helt seriøst - det er nu.
Både Microsoft, Sony og TV-producenterne er enige, det går kun én vej, og snart sidder vi alle med vores eget 3D-TV og robotbriller. Hvad skal vi egentlig tro her? Jeg er på ingen måde nogen 3D-guru, og det sammel gælder sikkert de fleste læsere, men det er også grunden til, at jeg spørger.
Efter at have set animationsfilm og naturprogrammer på diverse LED-skærme med 3D-understøttelse, været i biografen og oplevet nogle 3D-kompatible spil, er konklusionen uklar. Lige så lækkert det er i nogle tilfælde, lige så overflødigt virker det i andre.
Gran Turismo 5 er blandt de spil, der faktisk præsterer at levere et flot 3D-billede med rigtig lagindeling. Her ligger spillets HUD på skærmens overflade, mens bilene opleves som om de er placeret længere inde i billedet. I Black Ops må vi tage til takke med en svag konvertering og slørede silhouetter.
For nu at at holde os indenfor spildomænet vil jeg nævne spil som Tumble, Wipeout, Motorstorm, Call of Duty: Black Ops og Gran Turismo 5, der alle en del af dette enorme, kaleidoskopiske fremtidsbillede med tre dimensioner og dybdeeffekt. To af disse gjorde mig fysisk kvalm efter omkring en halv time, og resten kunne lige så godt have sparet funktionen væk.
Kvalmen skyldtes shutter-brillene, som via LCD åbner og lukker for hvert øje, mens skærmen flimrer (altså er de af en anden type end dem vi bruger i biografen).
Min ligegyldighed kommer af, at jeg har svært ved at se den umiddelbare fordel, ved en teknologi der koster i dyre domme, men som i bund og grund ikke tilfører oplevelsen noget væsentligt. I spil som Black Ops er det for eksempel helt åbenlyst, at 3D er klistret på i sidste øjeblik - ikke kun fordi 3D-understøttelsen i dette spil har fået lige så meget mediedækning som Paralympics i kabale, men fordi effekten ganske enkelt bare er der. Den fungerer ikke. Jo da, vi får lidt dybde i billedet og en illusion af potentiale, men fjenderne bliver vanskeligere at se, øjnene bliver hurtigere trætte, og fra tid til anden fremstår enkelte objekter som svøbt i en svag silhouet. Dette er følgelig resultatet af små hak i opdaterings-frekvensen på brillerne, som jo er obligatoriske, hvis man skal se det stereoskopiske billede.
3D er udråbt til at være lige på nippet til en renæssance. En renæssance som ingen rigtig kender så godt, og ingen rigtig ved så meget om. Måske har det noget at gøre med, at man først er nødt til at købe et 3D-TV til mindst 10.000, derefter en spilkonsol som understøtter 3D (Xbox 360 eller PlayStation 3) og til sidst et par briller som skal lades op før brug, til 700 kroner stykket.
Det eneste vi ikke behøver at købe er et USB-køleskab, for hvad i alverden skal vi med det? Og hvorfor i alverden skal vi smadre alle sparegrisene i huset for at sætte os foran skærmen med et dybdebillede som gør os både småkvalme og desuden svinger enormt i kvalitet? En af topfolkene hos Ubisoft mener det bidrager til øget indlevelse i spillet, men har ikke rigtig fulgt op på det endnu. EA Sports-chef Peter Moore er derimod mere skeptisk, da han mener at konsekvensen bliver læssevis af spil, der bruger funktionen uden egentlig at have den integreret i udviklingsprosessen, og hej, goddag, Black Ops.
På PlayStation Network finder man flere smagsprøver på fremtiden, her repræsenteret ved puzzle-spillet Tumble, mudderraceren Motorstorm og hurtige Wipeout.
3D-oplevelsen i film er også ganske varierende. Det øger ikke bare risikoen for fejlkøb hos forbrugerne, men påvirker også indtrykket af 3D-fjernsyn og fænomenet som en helhed. Og har du købt et TV med mulighed for 3D, er der også stor fare for, at du ikke helt er klar over hvorfor entusiasterne skriver side op og ned om billedforskellen, kvaliteten og oplevelsen. Det er nemlig kun en knivspids kompatible film tilgængelig - ikke engang trendsætteren Avatar har været været ude i butikkerne før nu (3D-versionen blev først lanceret for offentligheden den 1. december).
Animationsfilmen Cloudy With a Chance of Meatballs (Det Regner med Frikadeller) er blandt disse udvalgte få, en film vi straks smed i Blu Ray-drevet og lod male skærmen i redaktionslokalet. TV'et tilhører Samsung 7-serien, som er en af de første LED-skærme med 3D-støtte.
I modsætning til for eksempel Monster House og South Africa World Cup 2010 (to af de få 3D-film som for øjeblikket er tilgængelige i butikerne), er Det Regner Med Frikadeller en tydeligt gennemarbejdet film lavet med 3D-billeder i tankerne. Hvorvidt det skyldes en større indsats fra filmskaberne eller det slet og ret er, fordi der er tale om en animationsfilm, har jeg ikke nok teknisk indsigt til at vide. Hvad der derimod er lige så klokkeklart som kvaliteten på billedet, er dybdeeffekten. Udover at være laginddelt får vi et subtilt indblik i en billedpassage som gør oplevelsen langt mere farverig og spektakulær.
Her har vi en Blu-Ray i 3D som faktisk fungerer!
Det kluntede geni Flint Lockwoods opfindelser kommer til deres fulde ret gennem billederne, hvor både landskabsbilleder og hektiske scener trækker seeren ind i universet. Det er vanskeligt at forklare helt nøjagtigt, men indtil videre kan vi slå fast, at balancen mellem beskeden dybdeeffekt og påtrængende effekter er det vigtigste. Det er her man finder forskellen mellem traditionel 3D og 3D per dags dato: siddende med en følelse af at kigge ind i en fritstående, lille verden, omtrent som at observere en landskabsmodel. Først når alle 3D-film lægger sig på dette niveau kan TV-producenterne begynde at håbe på ændringer i folks købevaner.
Cloudy With a Chance of Meatballs står som pragteksemplet på 3D-film i hjemmet. Her får vi en fyldig og alligevel knap så anmasende 3D-oplevelse, der i sidste ende gør oplevelsen langt mere spektakulær.
Mit mål her er ikke bare at sable teknologien ned som en eller anden bastant ignorant. Jeg er bare en stakkels forbruger som har prøvet det meste af den tilgængelige 3D-teknolog, og ikke forstår hvorfor de store selskaber brøler så højt om dette spændende, nye fænomen.
Indtil videre er ideen mere interessant end resultatet, selv med batteridrevne briller, der får enhver til at paroidere Robocop uden helt at være klar over det. Jeg venter spændt på en udgivelse, der vil gøre for hjemme-3D hvad Avatar gjorde for biograferne, men indtil da vil jeg nøjes med almindelig følelsesmæssig dybde i min underholdning. For den findes også.