Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Styrkerne hos PlayStation 4 / Xbox One

Selvom PlayStation 4 og Xbox One stort set er ens efterhånden, har de begge en række unikke funktioner som konkurrenten ikke har. Jonas Mäki fortæller om hvad han bedst kan lide ved hver af…
Jonas Mäki Editor Sweden 17 august 2013

Den 500 gigabyte store harddisk som sidder i PlayStation 4 kan præcis som i PlayStation 3 skiftes ud med et større hvis man har behov for ekstra plads.

Der er, af god grund, en hel del snak om den næste generation lige nu. PlayStation 4 og Xbox One står for døren, og kommer til at give spilverdenen et tiltrængt spark i bagenden, som alle kommer til at have nytte af. PC-spil har ikke længere et lige så stort forspring, og Nintendo skal lægge sig endnu mere i selen for at overbevise os spilentusiaster om at deres spil er de bedste.

Ved første øjekast er PlayStation 4 og Xbox One ganske ens. De har samme processorarkitektur, lige meget RAM, lige stor harddisk, udseende som minder om hinanden, beslægtede grafikkort, anvender begge Blu-Ray skiver, har ingen bagudkompabilitet og så videre. Faktum er at lighederne efterhånden er flere end forskellene, men det betyder ikke at disse ikke findes.

Og det er med netop denne tanke i hovedet at jeg nu vil tage fat ved de tre fordele ved henholdsvis PlayStation 4 og Xbox One som jeg ser mest frem til. Tre fordele som konkurrenten helt enkelt ikke kan matche eller mangler et fornuftigt alternativ til. Funktionerne som giver konsollerne prikken over i'et og som trods alt gør dem eksklusive. Først tager vi fat i PlayStation 4...

De tre fordele ved PlayStation 4

15 minutters optagelse - Regn med at nettet vil blive oversvømmet af alle slags videoer med folk som spiller spil, når den næste generation går i gang. Begge konsoller optager nemlig mens man spiller, så man senere kan lave videoer og lægge dem ud på nettet. Kun én af konsollerne gør dog dette ordentligt, nemlig PlayStation 4. 15 minutter af ens seneste bedrifter gemmes nemlig automatisk, så man kan gå tilbage og lave en slags kollage eller lignende.

På Xbox One optages kun fem minutter, og det rækker ikke. Adskillige multiplayer-kampe er betydeligt længere og ligeså er heftige boss-kampe og lignende. Sonys variant er desuden så hårdt implementeret, at der er en Share-knap klar på controlleren for at gøre det så enkelt som muligt. Og jeg er slet ikke nået til hvor nemt det er at live-streame mens man spiller, både for at vise ens bedrifter frem men også for at kunne lade venner hjælpe en direkte ved steder hvor man sidder fast. Alt dette er helt rigtigt tænkt og virkelig smart. Det er absolut noget der kommer til at give Sony noget kant over konkurrenten.

Dual Shock 4 - Sony gik tilbage til tegnebrættet, lyttede til Dual Shock-kritikken og forberede designet. Ergonomien er bedre, analogpindene er konkave og ikke lige så høje, præcisionen er forbedret, trigger-knapperne er fikset og de meningsløse Select/Start-knapper er blevet erstattet af en betydeligt smartere trykfølsom plade. Dermed kommer PlayStation 4-spil til at have unikke funktioner. Eftersom at alle har samme kontrolskema, så kommer spillene til at blive tilpasset efter denne funktion og sidenhen skabe unikke kontrolmuligheder.

Men Dual Shock 4-fordelene stopper ikke der. For Sony har også lagt et lysende område øverst på controlleren som skal kunne hjælpe spillere med at identificere sig med en række farver. Simpelt ja, men en smart måde at vise på sin controller hvorvidt man styrer den røde eller den blå bil i et racerbil, eller vise en stærk grøn farve hvis man er tæt på en skat i et eventyrspil. Dertil kommer at man nu kan lade sin controller op, selv når PlayStation 4 er slukket, og så har du en forbasket veldesignet controller som helt sikkert slår det konkurrenten har at tilbyde.

Selv PlayStation Vita kommer til at drage nytte af Gaikais stream-løsninger

Gaikai - Både Microsoft og Sony satser stenhårdt på skyen men på helt forskellige måder. Begge har stadig meget at bevise, men begge er samtidig lige lovende. Sony købte jo som bekendt Gaikai forrige år, som formodentlig er den mest lovende streaming-tjeneste af alle. PlayStation 4 er en helt anden type hardware end PlayStation 3, og derfor er bagudkapabilitet ikke mulig. Men takket være Gaikai ser det ud til at blive virkelighed på et tidspunkt.

Tanken er helt enkelt at man skal streame sine spil med Gaikai, og altså teknisk set spille spillet på noget hardware, der står et andet sted. Sony har allerede lovet at det er på vej, så forhåbentlig inden for den nærmeste fremtid kommer man til at kunne spille masser af spil på denne måde. Dermed kommer man til at kunne udnytte sine gamle spil selv på den nye konsol, til trods for at din skive ikke bliver brugt til andet end at bekræfte at man faktisk ejer spillet (har du købt spillet på PSN, så ser Sony at du har spillet spillet via din købshistorik). Måske ikke den optimale løsning, men unægtelig meget bedre end ikke at have bagudkapabilitet overhovedet, og dette tyder på at være tilfældet med Xbox One.

De tre største fordele ved Xbox One

Disse tre ting følger med hver Xbox One. Den nye Kinect koster næsten lige så meget som konsollen selv.

Den nye Kinect - Jeg tror sagtens at vi kan blive enige om, at den første Kinect ikke helt var alt det vi ønskede at den skulle være, men det betyder ikke at ideen var dårlig. Tværtimod. Med Kinect som supplement snarere end egentlig hovedstyring, kommer den til at gøre livet for os spillere meget lettere. Et eksempel på dette kan være, at du og dine venner kan have forskellige præferencer i forhold til styring, for eksempel hvordan slagene/sparkene skal sidde i Mortal Kombat eller om Halo skal spilles med omvendt styring. Hver gang du giver din controller til en ven, så indstilles knapperne øjeblikkeligt til det han foretrækker, og hans egen profil indlæses til achievement-jagt. Spilleren længst til venstre får desuden automatisk fighting-figuren længst til venstre, og alternativt den venstre del af skærmen. Det behøver ikke længere være besværligt for alle at se så godt som muligt.

Derudover kan Kinect fungere som tredje analogpind. Forestil dig at du eksempelvis spiller Battlefield 4 og trykker dig mod en væg, da du tror at der kunne være en fjende på den anden side. I stedet for at læne dig til siden og dermed eksponere hele kroppen, (eller trykke en bestemt knapkombination) så kan du bare læne kroppe lidt til siden og på den måde kigge om kysten er klar. Samme gælder for skydning fra dække, bare stræk dig lidt så rejser din karakter sig en lille smule. Ingen knap, ingen bøvl. Kinect gør spillet lettere på en måde som er så indlysende, og fordi alle Xbox One-ejerne har en, så er udviklerne nødt til at gøre innovative ting med den.

Turn 10 hævder at Forza Motorsport 5 kommer til at kunne få 600% bedre kunstig intelligens takket være skyen, mens datakraft i stedet kan bruges på grafik

Skyen - Microsofts enorme skysatsning er af en helt anden type end Sonys, og handler mere om at kunne gemme data online og dedikerede spilservere. Det kommer til at blive vældigt spændende (mere om det i næste punkt) og praktisk, men det mest interessante er, at man for alvor kan tænke sig at skyen skal fungere som en ekstern forlængelse af konsollen. Microsoft mener at Xbox One er betydeligt mere kraftfuld end tallene antyder, og at sager som ikke kræver øjeblikkelige beregninger skal kunne gøres i deres nye superserverpark. Det inkluderer eksempelvis kunstig intelligens, fotorealistiske baggrunde og betydeligt mere levende og dynamiske spilverdener.

Dermed får konsollen mere kraft at rykke rundt med. Kraft til at forberede grafikken om man vil. Får man dette til at fungere korrekt, skulle Xbox One-spil kunne blive uhyggeligt smukke. Præcis som med Sonys Gaikai-satsning findes der mange negative stemmer derude, som mener at det aldrig kommer til at kunne anvendes til noget brugbart, og at det kræver et uhyggeligt hurtigt bredbånd, hvilket dog ikke helt er sandt. Beregningerne som kræves er meget store, men svaret på dem er slet ikke lige så dataomfattende. Indtil enten Microsoft og/eller Sony har dummet sig og bevist det modsatte (og dermed kastet milliarder i skraldespanden til ingen verdens nytte), anser jeg dette som en fantastisk lovende teknik.

Microsoft laver en adapter til Xbox One controlleren, så dit favorit-headset fra Xbox 360 skulle kunne bruges på Xbox One.

Xbox Live - Sony klarer frisag her, men det er svært at blive imponeret, når de snakker om cross game-chat som en ny funktion, når Xbox Live har haft siden tidernes morgen. Det meste Sony overhovedet har nævnt angående deres onlinesatsning handler om at slå det, som Xbox 360-ejere allerede tager for givet. Kigger vi fremad har Microsoft planer om at kunne starte en søgning efter en multiplayer-match, og derefter zappe over for at se lidt fjernsyn. Når søgningen er færdig meddeles man på TV-skærmen, og med et enkelt knaptryk hopper man tilbage til Xbox One. Tiden man meningsløst venter på at overvære hvorvidt der sker noget i Multiplayer-menuen kommer til at forsvinde.

Funktioner som Smart Match ser ud til at give betydelig bedre matchmaking, mens det nye omdømmesystem Enforcement United gør, at man slipper for at spille mod de spillere med det værste ry. Udover dette kommer Challenges som et slags ekstra samlelag til Achievements men med priser i stedet for points. Læg dette til skyen, hvor dedikerede servere og Xbox Live forsat er det mest indlysende alternativ for alle som vil have et let anvendeligt, gennemtænkt og stabilt multiplayersystem.

Siden vi skrev denne artikel, har Microsoft meddelt at Xbox One først bliver lanceret herhjemme i 2014. Det er dog værd at nævne, at maskiner købt i udlandet også vil virke i Danmark.

Editor Sweden Jonas Mäki has written for Gamereactor since 2002, becoming an editor in 2007. He covers the video game industry across news, releases and the business side, with a particular interest in sales figures and where the industry is heading.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2007 · 1.950 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.