Tak for alle minderne - en Destiny-fan ser tilbage på 12 år i Bungies sci-fi univers

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

E-mail *

Fulde navn *

Gennem årene har der været spil, som jeg har lagt uendeligt mange timer og ubeskrivelig meget energi i. For det meste har der været tale om multiplayer-oplevelser, som har rystet mig sammen med vennerne gennem teenageårene og under pandemien. Nogle har været gigantiske blockbustere som Call of Duty, mens andre har været mere obskure succeser, der af en eller anden grund bare ramte plet hos os - hvor Smite er et godt eksempel. Men disse spil har bevæget sig i bølger gennem mit liv; de toppede i perioder og falmede efterfølgende over i mindebogen, når noget andet fangede min opmærksomhed. Undtagelsen fra denne regel har dog lige siden 2014 været Destiny.

I denne omgang tillader jeg mig at slå Destiny 1 og 2 sammen til én stor, fælles oplevelse. Det første spil landede, bød på et par udvidelser og eskalerede så nogle år senere ind i Destiny 2, som på nuværende tidspunkt har kurs mod sin niårs fødselsdag. Da båndene mellem de to spil er ekstremt tætte - jeg har spillet på den nøjagtig samme Hunter Exo Guardian i næsten 12 år - føles it som én sammenhængende rejse, selvom det teknisk set ikke er helt sandt. Det é netop af den grund, at Destiny har formet mit liv på en måde, som intet andet spil har gjort eller sandsynligvis nogensinde kommer til at gøre. Det har været en fast bestanddel af min hverdag i over et årti. Mit eventyr startede, da jeg lige var fyldt 16 år, havde forladt folkeskolen og skulle til at starte på gymnasiet. Jeg var stadig en ung, grøn og håbefuld knægt, der var klar til at erobre verden. Når jeg kigger tilbage på det tidspunkt, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan jeg ville have reageret, hvis jeg havde vidst, at den karakter, jeg skabte en tilfældig septemberaften i 2014 på en dengang splinterny Xbox One, stadig ville spille en vigtig rolle i mit liv 12 år senere. Så utrolig meget har ændret sig gennem årene, men en af de få absolutte konstanter har været min frygtløse Exo-kriger med den røde krigsmaling tværs over venstre øje.

Pointen er, at Destiny har sat sine spor i mig på en måde, som intet andet spil nogensinde har formået, og jeg kan ikke forestille mig, at der nogensinde kommer noget igen, som vil have bare en brøkdel af den indvirkning, Bungies univers han haft på mig. Du kan derfor nok også gætte, at jeg har været en smule skuffet over den måde, Destiny 2 har vaklet på i de senere år. Skuffelsen toppede, da Bungie traf beslutningen om at trække stikket på fremtidige indholdsopdateringer til spillet, uden at der overhovedet er en klar kurs i sigte for universets fremtid. Det var en hjerteskærende situation, der mest af alt mindede om at skulle herfra med et sygt, gammelt kæledyr - en situation, hvor man godt ved, det er det rigtige at gøre, selvom man inderst inde overhovedet ikke har lyst. Men jeg er ikke kommet i dag for at klynke og klage over Destiny 2's endeligt, Bungies interne problemer, eller hvordan Sony har håndteret hele denne situation. Nej, formålet med denne artikel er slet og ret at se tilbage på alt det gode ved at fremhæve mine 10 yndlingsøjeblikke fra min tid med Destiny, så vi kan sende dette vidunderlige spil afsted med den hyldest, det fortjener.

En Guardian Rejser Sig

Det er navnet på den allerførste mission, som Destiny 1-spillere fik lov at opleve. Det var en brat opvågnen, der i den grad osede af potentiale, da Destiny landede på et tidspunkt, hvor multiplayer-spil på konsoller kun i meget begrænset omfang havde forsøgt at kaste sig over så ambitiøse MMO-elementer. At høre den bjergtagende musik og skue ud over det enorme landskab i Old Russia, alt imens Peter Dinklages metalliske og robotagtige røst som Ghost (Game of Thrones-skuespilleren blev dog ret hurtigt udskiftet i rollen) guidede en i gang som et nyfødt rådyr på glatis. Der var noget helt magisk over den dag - et øjeblik, jeg stadig holder utrolig meget af, selvom det efterfølgende blev en smule overskygget af, at resten af Destiny 1 ikke helt formåede at indfri sine egne tårnhøje ambitioner.

Iron Rising

Her tager vi et mærkbart spring fremad i tiden til Rise of Iron-udvidelsen til det første Destiny. Dette DLC gav spillet et tiltrængt skud energi og introducerede bjergtagende nye områder, der skulle udforskes. Det tilføjede desuden underholdende mekanikker i form af Iron Lords-nærkampsvåbnene, markerede starten på Gjallarhorns totale dominans og introducerede andre populære redskaber - herunder fanfavoritten Outbreak Prime (som senere blev til Outbreak Perfected i Destiny 2). Denne udgivelse viste for alvor, hvor dybt Destiny-universets lore kunne strække sig, og den skabte et fantastisk præcedens for, hvad der var i vente, da vi kort efter blev sendt...

Tilbage Til Start

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at lanceringen af Destiny 2 var lidt af et trafikuheld. Spillet fjernede stort sem alt det udstyr og de genstande, som fans havde brugt flere år på at samle sammen, og det er netop den omvæltning, der gør mig en kende bekymret for en eventuel udgivelse af et Destiny 3, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt. Men hvis vi ser bort fra det, var Red War-kampagnen og det endelige opgør mod Ghaul et af de absolut største højdepunkter i seriens historie. Det inkluderede blandt andet den eminente og hæsblæsende mission på The Almighty - det enorme rumskib, der var designet til at suge ressourcerne ud af solsystemets stjerne. Truslen, faren, tabet, den genvundne styrke, udviklingen og håbet for fremtiden; denne fase af historien havde det hele.

Slut Med Calus

I forlængelse af lanceringen af Destiny 2 lagde Guardians vejen forbi Leviathan - det overdådige luksusskib tilhørende Cabal-kejseren Calus. For mit vedkommende står dette Raid stadig som noget helt særligt, da det var det allerførste, jeg fik gennemført. Jeg fandt desværre aldrig det rette fællesskab eller muligheden for at kaste mig over Raids i det første Destiny. Men det lykkedes med Leviathan takket være en flok tilfældige sjæle, der alle ledte efter et hold til at løfte denne intense og udfordrende opgave. Det endte med at tage adskillige timer og kulminerede i et par belønninger, som jeg den dag i dag har låst solidt inde i mit Vault som et håndgribeligt minde om den bedrift, vi opnåede.

Enden For Cayde-6

Vi spoler tiden frem igen og tillader os behændigt at ignorere de jævne udvidelser Curse of Osiris og Warmind. I stedet lander vi solidt i Forsaken, som for mig stadig står som den absolut bedste udvidelse, Destiny 2 nogensinde har budt på. Indholdet var enormt og fængslende, men det mest fantastiske ved dette DLC var, hvordan det dybest set fungerede som en genfødsel for spillet - en form for Destiny 2 version 2.0. Og prisen for herligheden? Ja, det var Cayde-6... Jeg tror faktisk aldrig, at seriens narrativ for alvor kom sig over tabet af den ikoniske Hunter Vanguard, hvilket også forklarer, why de var nødt til at bringe ham tilbage i The Final Shape til et bittersødt gensyn. Som Cayde selv formulerede det i sine efterladte memoirer under Ace in the Hole-missionen: "Every story has an end. This is mine." Hvis bare vi havde vidst dengang, hvor ret han reelt havde...

Vi Smadrer Tronen

Eftersom Forsaken har en helt særlig stjerne i min bog, er vi også nødt til at vende Shattered Throne-dungeonet. Som du nok har regnet ud, har jeg i store træk spillet Destiny 2 som en vildfaren ensom ulv, der kun slog sig sammen med andre Guardians, når det var absolut nødvendigt i Raids, Crucible og lignende. Da turen kom til Shattered Throne - som bedst kan beskrives som et mini-Raid - gennemførte jeg oprindeligt missionen med en god kammerat. Kort efter gik det dog op for mig, at jeg faktisk var i stand til at klare hele herligheden helt alene. Følelsen af at åbne den sidste kiste og indkassere min solo-triumf for Shattered Throne var en fuldstændig ubeskrivelig og tilfredsstillende oplevelse. Det var på et tidspunkt, hvor jeg for alvor begyndte at betragte Destiny 2 som en hardcore-oplevelse og en central del af mit liv, og det at krydse disse svære endgame-udfordringer af blev den helt store drivkraft.

Der var i det hele taget utrolig mange elementer i Forsaken, som står knivskarpt i min hukommelse. Når jeg tænker tilbage på det kapitel, tænker jeg på det fantastiske The Dreaming City med sine komplekse gåder, det geniale The Last Wish-raid, de offentlige begivenheder i The Blind Well og de fremragende sidehistorier, der tilføjede endnu et lag til spillets lore. Forsaken var øjeblikket, hvor det gik op for mig, hvor unikt et spil Destiny kunne være, og hvilke enorme højder det kunne nå.

Og Så Pyramiderne...

Vi tager endnu et spring fremad til Beyond Light. Grunden til, at jeg har valgt netop dette øjeblik, er, at de famøse pyramideskibe i årevis blot havde været en løs historietråd, som det virkede til, at Bungie forsøgte at feje ind under gulvtæppet. Met det var overhovedet ikke tilfældet. Efter flere år med mere overkommelige trusler var den reelle frygt pludselig på trapperne og inden for rækkevidde. Vi vidste ikke, hvad pyramiderne var, hvorfor de var ankommet til Europa og solsystemet, eller hvem der styrede dem - vi vidste bare, at sandheden var på vej. Det var desuden dagen, hvor linjen for alvor blev trådt over; dagen, hvor Guardians valgte at vende lyset ryggen for i stedet at favne mørket. Det åbnede op for kraftfulde nye evner, som i sidste ende skulle vise sig at blive altafgørende i afslutningen på Light and Darkness-sagaen.

At Nå Fyrtårnet

I stil med at gennemføre mit første Raid og klare Shattered Throne solo, havde jeg længe været stor fan af Crucible og PvP-delen i Destiny 2. Min tid var dog primært gået med Quick Play, Competitive og Iron Banner. Men da jeg endelig havde sikret mig Not Forgotten-håndvåbnet ved at nå den absolutte top i Competitive, var tiden inde til to søge nye udfordringer. Det passede heldigvis perfekt med, at Bungie introducerede muligheden for at søge ind som solospiller i Trials of Osiris. For de uindviede var Trials of Osiris den absolutte tinde inden for PvP i Destiny 2 - en begivenhed, der kun kørte i weekenderne, hvor hold af tre Guardians kæmpede mod hinanden for at fylde deres kamppas. I modsætning til Competitive, som benyttede en standard rangliste, var Trials of Osiris anderledes nådesløs. Hvis du tabte en kamp (eller to, afhængigt af dit kort), mistede du øjeblikkeligt chancen for at nå det eftertragtede Lighthouse - en særlig hub for de udvalgte få, der formåede at vinde syv kampe i træk og gå "Flawless" for at sikre sig unikt Adept-grej og sjældne kosmetiske genstande. At opnå dette var en enorm forløsning og en sejr, jeg altid vil se tilbage på med stor stolthed.

Savathun's Saga

Hvis Forsaken er min absolutte favorit, så indtager The Witch Queen en klar andenplads. På samme måde som Bungie i sin tid skabte et fantastisk og dybt område med The Dreaming City, var Savathun's Throne World også en kompleks og detaljerig destination, som man kunne bruge timevis på at udforske. Dertil kom en række nye fjendetyper, en gennemarbejdet og velfungerende kampagne, våbensmedning (weapon crafting) og mere avanceret tilpasning af sit udstyr. Efter et par mere jævne udvidelser som Shadowkeep og Beyond Light, kom The Witch Queen som det ultimative bevis på, at Bungie havde genfundet fodfæstet og var klar til at afslutte Light and Darkness-sagaen med et brag.

Og Nu Er Alt Slut

Derefter landede Lightfall, som var... ja, en blandet landhandel, men heldigvis leverede The Final Shape alt det, som fans overhovedet kunne have drømt om og mere til. Jeg vil ikke ligefrem lyve; på dette tidspunkt føltes Destiny 2 mere som et deltidsjob end som en decideret fritidsinteresse for mit vedkommende. Jeg var ikke længere en ung, formbar teenager med mere fritid, end jeg reelt vidste, hvad jeg skulle stille op med. Faktisk havde jeg allerede arbejdet fuldtid på Gamereactor i et par år, og livet så markant anderledes ud, end det gjorde et årti forinden. Jeg havde simpelthen ikke energien, tiden eller overskuddet til at give Destiny det fokus, det krævede - men jeg havde nu heller ikke tænkt mig at lade the Witness vinde uden kamp. Og ved du hvad? Da vi endelig fik nedlagt den dæmon og sat det endelige punktum for den utrolig lange saga, føltes det enormt terapeutisk. Det svarede til at løbe den absolut sidste kilometer af et maratonløb, hvor man egentlig bare kigger efter målstregen, og da den endelig kom, faldt der en enorm sten fra mit hjerte. Rejsen var slut, og min Guardian kunne endelig lægge våbnene efter et årtis tro tjeneste.

Det har bestemt ikke altid været en dans på roser, og vejen har budt på masser af bump og store rutsjeture. Men når jeg kigger tilbage på, hvor det hele startede, og hvor jeg er i dag, sidder jeg kun tilbage med fantastiske minder fra de tusindvis af timer, jeg han lagt i Destiny. Nu hvor den absolut sidste store opdatering er landt, og selvom den er både stor og ganske lovende, kan jeg simpelthen ikke se mig selv vende tilbage til Destiny 2 i nævneværdig grad fremover, når fremtiden ser så uvis ud. Selvom jeg inderligt håber, at Bungie finder en måde at holde liv i og udbygge dette univers på, så endnu flere kan skabe minder som dem, jeg vil værdsætte i al evighed, så tror jeg tidspunktet er kommet til, at jeg lader mig pensionere fra Destiny. Min Guardian har fortjent sin hvile; han har fortjent at smide benene op foran pejsen og lade nye helte tage over og forsvare de forsvarsløse.

For mange år siden lovede Ghost mig, at jeg ville komme til at se ting, som jeg ikke ville forstå. Det viste sig at holde stik på utrolig mange niveauer, men det har samtidig været en fuldstændig fantastisk og smuk rejse. Så tak for minderne, og forhåbentlig ses vi derude blandt stjernerne igen en skønne dag.