Dette er anmeldelsen af Blu-Ray-udgaven af filmen, men Magnus har tidligere anmeldt filmen i biografen.
"Pastiche" betyder efterligning af tidligere genrers udtryk, og Tarantinos rundrejse i filmhistoriens synagoge, har bragt os nogle af filmverdenens mest selvsikre og kompetente eksempler på film-pastiche. Gangsterdrama, kung-fu, anime, exploitation, krigsfilm og slasher, altid opladet med et uendeligt kærlighedsforhold til film i sig selv. Sidst Tarantino prøvede nye veje, refererede han til den klassiske spaghetti western mixet med blacksploitation i Django Unchanged, men den karismatiske filmnørd var åbenbart ikke færdig med seksløberne og de brede hatte. Med The Hateful Eight vender vi tilbage til samme genre og alle dens kendetegn. Som altid med Tarantinos selvsikre instruktørhånd i bevægelse.
For når Tarantino laver et tre timer langt kammerspil i en bjerghytte, så kender manden præcist sine motiver. Tre timer? Det lyder umiddelbart ikke så dragende - kedeligt måske? Men en så kirurgisk kompetent og film-elskende instruktør bruger hans overflod at spilletid, lange dialoger og near real-time situationer til at spænde skruestikken omkring sit publikum, uden vi helt bider mærker i det. I hytten sidder de otte usual suspects; En tidligere kaptajn, en dusørjægere, en sherif, en pensioneret general, en bøddel, en mexicaner, en udefineret cowboy og sidst; den kvindelige fange på vej mod galgen. Og en bitter fornemmelse for en skæbnesvanger finale der venter forude.
En lang og langsom ætsende følelse af uro, mistro og ubegrundet fjendskab fyldes gradvist op i bjerghyttens klaustrofobiske rum. Med dvælende sekvenser, dramatisk musik, flash back og langsomme kamerabevægelser giver Tarantino sig god tid til at puste i gløderne, stille og roligt. Den kapitel-inddelte historie fortælles under tiden som en Agatha Christie mordgåde med sin urolige mistænkeliggørelse af beboernes forskelligartede personligheder. Hvem har noget at vinde og vil gøre alt for at opnå det? En så stilsikker tålmodighed er efterhånden et sjældent symptom i nutidens amerikanske filmproduktion, og Tarantino har tydeligvis brugt sin moderne mentalitet til at referere til noget meget, meget klassisk fra filmverdenen.
Bjerghytten er fyldt med Tarantinos eget dream team af skuespillere. Både de vante kendinge, tidligere genfund og gamle talenter der får nye chancer. Samuel Jackson dominerer med sin kraftfulde retorik, Kurt Russel nyder ubetinget sin rolle (og sit kæmpe overskæg), Tim Roth tilfører sin britiske energi og Michael Madsen dvæler i baggrunden med sin stille cowboy-mystik. Alle skuespillere vi særligt forbinder med tidligere Tarantino-film, mens Jennifer Jason Leigh er genfundet i rollen som den kvindelige fange. Med sønderslåede tænder, buler, skrammer, blod i hovedet og en uigennemskuelig fuck-jer attitude fortjente hun helst sikkert sin Oscar-nominering.
At se The Hateful Eight er som at befinde sig i Tarantinos knyttede næve. Filmen er stram og kompakt, trykkende og ikke til at undslippe. I modsætning til Django Unchained, som var en mere rejsende og lineær film, så er The Hatetul Eight et tre timer langt moment der dvæler og cirkulerer elegant om sit smalle miljø. Den udfordrer tilskueren med sin pinefulde eksplosionsfare og sydende tålmodighed, men kedeligt føles det aldrig. Årene går for den ihærdige instruktør, og både hans ambitionsniveau og egenskaber vokser tydeligvis med tiden, drevet frem af sin nysgerrighed for at genfinde filmens helligdom og lave film han selv vil elske at se. (Heldigvis deler han filmsmag med mange andre). The Hateful Eight er ikke hans monumentale højdepunkt, men en allerhelvedes fed fornøjelse fra filmverdenens ferme gunslinger.
Ekstramateriale:
The Hateful Eight er betagende smukt filmet, og på ekstramateriale får man forklaret hvorfor. Tarantino har genanvendt en gammel 70mm Panavision filmteknologi til sit klassiske epos, lystigt forklaret af Samuel L. Jackson. Ydermere en kortvarig dokumentar om filmens tilblivelse. Mere interessant end standarden, men en overflod af bonusinfo er der dog ikke i denne double disc udgave.
