Når vi diskuterer årets værste spil, falder snakken hurtigt på titler som The Lord of the Rings: Gollum, Redfall og Crime Boss: Rockay City. Og hvor især førstnævnte titel, da også er et helt igennem rædderligt spil, så hviler debatten også på den præmis, at vi lukker øjnene for det væld af helt igennem elendige spil, der hver dag som spildevand fra kloakken flyder ud på diverse digitale butikssider.
Steam har for længst ladet dæmningerne falde, og den førende digitale spilplatform flyder i dag over med tusindvis af mere eller mindre ødelagte spil, der ikke har andet formål end at franarre intetanende kunder et par håndører. Det er som sådan fair nok, da den positive effekt ved at unge, talentfulde udviklere nemmere kan udgive deres spil, uden at det kræver dyre aftaler med udgivere og et fysisk distributionssystem, opvejer det negative.
Men på konsollerne forventer vi en lidt højere grad af kvalitetskontrol og et mere kurateret udvalg. Ingen har på det punkt svigtet mere end Nintendo, hvis udgivelser engang alle var prydet af det ikoniske "Original Nintendo Seal of Quality," der (i hvert fald i teorien) var garant for, at den japanske producent kunne stå inde for spillets tekniske kvalitet.
The Last Hope er uden tvivl en af de mest håbløse titler på Nintendo Switch.
Hvad der får mig til at tage emnet op, er The Last Hope - Dead Zone Survival, et helt igennem elendigt tredjepersonsaktionspil, med kluntet styring, horribel grafik og en historie så dum og usammenhængende, at man skulle tro, den var skrevet af en nyudviklet chatbot, hvis ikke det havde været for så mange grammatiske fejl, at en engelsklærer ville få et slagtilfælde.
Tydeligvis er der tale om et asset flip: et spil, hvor "udviklerne" fremfor at lave originalt arbejde køber nogle færdiglavede 3D-modeller, klistrer dem sammen med noget tvivlsom kode, og så ellers smider det ufærdige makværk op på så mange butikssider som overhovedet muligt. Normalt bliver den slags totalt ignoreret i bredere spilkredse, men fordi udviklerne af The Last Hope lige var en tand ekstra skamløse og valgte at inkludere en karaktermodel, der næsten 1:1 lignende Ellie fra The Last of Us, trak spillet lige pludselig overskrifter som Nintendos helt egen sørgelige The Last of Us-klon.
Det er selvfølgelig enormt misvisende. Last Hope er lige så lidt en klon af The Last of Us, som Ole Erling er en klon af Ludwig Beethoven. Men historierne kom ud, og inden længe fangende de også Sonys opmærksomhed. Spillet er siden da blevet fjernet fra Nintendo eShop og kan ikke længere købes, ligesom de officielle trailere også er blevet hevet ned fra YouTube.
Hvornår mon HBO-filmatiserer dette mesterværk?
Spørgsmålet er dog, om ikke spillet har været en stor succes for udviklerne alligevel? The Last of Us-maddingen virkede, og mange valgte nok (ligesom undertegnede) at give spillet en chance i håbet om et par timers ufrivillig morskab. I stedet blev jeg belønnet med et knap fem minutters frontalangreb på min synssans, inden et tilsyneladende permanent crash satte en stopper for affæren. Nu kostede spillet så heller ikke mere end 7,50 kroner, men netop den lave pris, illustrerer desværre et andet problem ved Nintendo eShop udover manglen på kvalitetskontrol.
The Last Hope blev lanceret til en pris på 150 kroner, men var hele den første måned 95% på udsalg til kun 7,5 kroner. Dette er stadig 7,5 kroner højere, end hvad det burde koste, mens trods alt mere retvisende. Og denne prisstrategi, hvor man lokker med store rabatter, er spillets udgiver VG Games langt fra ene om. Ser man på de seneste 100 eShop-udgivelser har 11 af titlerne en rabat på over 50% ved lancering, og blandt tilbuddene finder vi om ikke store spil, så i hvert fald lange titler som S.N.I.P.E.R. - Hunter Scope Summer Edition (91%), Raccoon Adventure: Animal City Simulator 3D Farm Super Deluxe (94%), Mega Ramp Moto - Dirt Bike Stunts Simulator (92%) og Wash Simulator - Clean Garage, House, Cars Business Tucoons (93%).
Nintendo eShop er desværre blevet en grim rodebutik.
Man kan allerede se, alene på titlerne, der stort set er en samling af keywords, og skærmbillederne, der er taget fra mobiludgaver, hvis de da ikke udelukkende er misvisende koncepttegninger, at de ovennævnte titler selvfølgelig er noget værre bras, som man er bedst tjent ved at gå i en stor bue uden om. De fleste kunder kommer derfor ikke til økonomisk at brænde nullerne på den her slags spil. Men netop det - at du rent faktisk skal bruge tid på at navigere uden om alt det bras på den i forvejen lidt sløve eShop - er et stort problem i sig selv. Da Nintendo eShop, ligesom mange andre digitale butikssider, mangler gode filtre og søgemuligheder, kommer affaldsspil til nemlig til at blokere for langt mere værdige titler, der er forskellige årsager er havnet på tilbudslisterne.
For spillere er dette et problem, da man mange til at misse virkelig gode spil, som gemmer sig blandt alt skraldet. Men det store problem er dog for udviklerne. Seriøse udviklere klager i forvejen over, at det er svært at blive set på dit digitale butikssider, og eksempelvis danske studier som Bolverk Games og Northplay har været nødt til tider at sælge deres ellers ganske udmærket indiespil med op til 90% rabat. Når spil som Glyph og Conduct TOGETHER! Forsvinder i mængden mister udviklerne værdifuld indtjening, der kunne bruges på at skabe et endnu bedre spil næste gang. Hele forretningsmodellen kommer simpelthen under pres.
For Nintendo udgør de dårlige spil dog tydeligvis ikke en trussel på den kortere bane. Ellers havde de nok gjort mere ved det. Faktisk har problemet blot fået lov til at vokse, og det seneste trick virker til at være konstante genudgivelser af det samme "spil" igen og igen, for dermed konstant at holde det på listerne over nye titler. Fall Guys-klonen Clumsy Rush er for eksempel tilgængeligt i hele ni forskellige udgaver udover hovedspillet, og AAA Clock - et cashgrab skjult under ironi - fås i mere end 20 forskellige udgaver!
Jeg skal ikke påstå, at jeg har løsningen, men en returpolitik ville gøre underværker for forbrugerne. Vi behøver langt fra op til to timers spilletid som på Steam, inden returretten udløber. Cashgrabs som Last Hope falder altid sammen blot få minutter efter, man har startet spillet. Andre muligheder kunne være nye regler for, hvordan tilbud fungerer, eller at spil ikke må sælges med en vis rabat inden for et specifikt tidspunkt af udgivelsen. Eller eShop kunne få bedre søge- og filtreringsmuligheder - igen med Steam som et godt forbillede.
Men som sagt tvivler jeg på, at Nintendo for tiden har viljen til at gøre noget af det overstående. Og derfor må vi nok også, ligesom i den virkelige verden, vende os til at affaldssortere, når vi besøger Nintendo eShop.
Jeg har kun billeder fra de første par minutter af The Last Hope, da spillet blev ved med at crashe. Heldigvis!