The Rogue Prince of Persia er GOTY

Game of the Year er enten lige akkurat på nippet til at blive kåret, ellers har støvet lagt sig (alt efter hvornår jeg føler at den her artikel passer ind - sagsøg mig). Men lige meget hvad så ved vi alle sammen godt hvilken vej vinden blæser. Enten formår Astro Bot at tage den forventede sejr, eller også falder sejren til Metaphor: ReFantazio grundet sig kompleksitet.

Jeg er all-in på at stemme på en af de etablerede favoritter, om det så ender med at blive en indie-perle som Animal Well eller en af de førnævnte. Men mit hjerte i år tilhører faktisk en lettere ukurant kandidat, som af helt lavpraktiske årsager ikke kan komme i betragtning. Jeg taler om Evil Empires geniale The Rogue Prince of Persia.

Ja, for mig er The Rogue Prince of Persia årets bedste spil, og det er til trods for at der faktisk endnu mangler relativt store dele af meta-progressionen, biomer og andre ret afgørende bestanddele, som til sidst, forhåbentlig, vil bringe spillet i mål. Det her baserer jeg faktisk ikke rigtig på sådan foreløbig, preview-agtig "jeg-har-høje-forventninger" bestemmelse - nej, jeg mener at The Rogue Prince of Persia er så godt allerede, at det burde komme i betragtning.

Men, bare for at sætte en tyk streg under det, du allerede ved, det kommer det ikke. The Rogue Prince of Persia blev lanceret i Early Access via Steam, og af ret åbenlyse årsager venter vi, og alle andre, med at hylde disse spil før de lanceres for real. For det første synes dette kun fair overfor spil der lanceres helt færdige i løbet af et givent kalenderår, og det giver også solide Early Access-lanceringer den tid spillene skal bruge til at bygge imod et klimaks. Hades er et glimrende eksempel, og det samme kommer nok til at gælde for Hades II, når det så ligeledes efter al sandsynlighed lanceres i 2025.

I øvrigt betød netop Hades II at The Rogue Prince of Persia blev en smule overskygget tilbage i foråret, men selvom også Hades II virkelig er blandt årets bedre spil, så samlede jeg Rogue Prince op umiddelbart efter, og har stort set fastholdt det som en del af min dagligdag lige siden, og er kun blevet yderligere forelsket siden den nyeste Second Act-opdatering landede.

Så hvad er det? Det er en sidescrolling 2D roguelite, hvor du som den titulære prins skal dræbe de invaderende Hunners leder Nogaï ved at gennemføre en god håndfuld baner i ét stræk. På din vej vil du opgradere våben, finde nye amuletter der giver dig diverse styrker, og dør du er det tilbage til start med en smule meta-valuta i lommen, som kan købe dig små opgraderinger til næste run. Det er en formular vi efterhånden kender, og mange elsker den.

Grunden til The Rogue Prince of Persia er så genialt, allerede nu, er at på samtlige parametre, og i særdeleshed den måde det spiller på, så har Evil Empire formået at tage deres succesfulde Dead Cells-formular og give noget som Dead Cells for alvor mangler; en ret spidsfindig historie, det måske mest slående soundtrack i år fra geniale ASADI og en artstyle som godt nok er blevet lidt mindre distinkt igennem den seneste opdatering, men som stadig oser af personlighed og udtryk.

Det her kommer ikke til at være en anmeldelse, det gemmer vi sjovt nok til den endelige udgivelse, som forhåbentlig følger Hades II næste år. Det her er en opfordring; hvis du har mulighed for det, og du har bare en smule hang til genren, så er The Rogue Prince of Persia simpelthen så godt. Parkour og generel styring er skarpere end næsten noget andet spil i genren allerede nu, og kampsystemet er bedragerisk i simplicitet indtil det går op for dig at det handler langt mere om positionering end egentlig throughput. Den gamle artstyle var mere vovet, og virkede nærmest håndtegnet, men det er stadig et pænt spil at se på, og Mindmap featuren giver dig narrative grunde til at udforske spillets rammefortælling gennem mange "runs".

Der er så mange gode ideer her, og selvom Evil Empire har forsøgt adskillige slags implementeringer allerede, så er de så uendeligt godt eksekveret, at det er svært at forstå. Og når ASADI og sangerinde Xye åbner med et så fantastisk track som dette, så slår det en tone an som er både introspektiv og nærmest... melankolsk.

Du burde spille The Rogue Prince of Persia - og hvis ikke nu, så lad vær' med at glemme det. Put det på en liste, check trailerne ud, glæd dig - det er det værd, det lover jeg.