Jeg har lige anmeldt Return to Monkey Island, Ron Gilberts triumferende tilbagevending til serien, som han selv skabte for over 30 år siden. Efter at have været i universet fik jeg lyst til at vende tilbage til spillet, som startede det hele, nemlig The Secret of Monkey Island som udkom i 1990, altså for 32 år siden. Jeg har valgt at spille originalen, som jeg har på en disk, jeg købte i Bog og Idé midt i 90'erne igennem ScummVM, da det er svært at få spillet til at køre på moderne maskiner ellers. Jeg har CD-versionen af spillet, så musikken er nok en kende bedre end den var i disketteversionen, men ellers er de helt og holdent det samme spil, som udkom på det medie.
Min historie med det første Monkey Island-spil er lidt indviklet, mest fordi jeg spillede efterfølgeren før jeg spillede The Secret of Monkey Island. Jeg ledte i årevis efter det første spil, og fandt det som sagt i en samlet pakke mange år efter spillenes originale udgivelse. Det var en stor dag, og på den dag mødte jeg den lidt ranglede og meget drengede Guybrush Threepwood, som bare gerne vil være en pirat. Han befinder sig på en øen Meleé, som den så passende hedder, hvor pirateri er en livsstil, og grog er partydrik nummer et. Man bliver hurtigt guidet ned til piraternes samlingssted, The Scumbar, hvor piratlederne befinder sig.
Disse tre skørbugsplagede pirater vil så have at Guybrush skal finde Meleés skat, som befinder sig dybt i den tilgroede skov på øen. Sådan begynder Guybrush Threepwoods første eventyr, i den nu seks spil lange serie. Det første jeg husker mens jeg genspillede pirateeventyret er den fede humor, som ikke er gået tabt og de tre årtier, som spillet har været ude. Den spænder stadig fra de absurde, som "du slås som en mælkebonde", hvortil man svarer; "hvor passende for du slås som en ko." Eller det mere ironiske, hvor Guybrush finder ud af skatten på Meleé-øen er en t-shirt, hvorpå der står "jeg fandt Meleé-øens skat og alt jeg fik var denne t-shirt." Disse skøre indfald er der dusinvis af, og de kan stadig få mig til at skralgrine, mest fordi der bliver henvist til mange af dem i Return to Monkey Island. The Secret of Monkey Island er bare niveauer over andre eventyrspil derude, selv om der er gået så mange år siden det udkom. Det viser måske også hvorfor forfatterteamet som bestod af Ron Gilbert, Dave Grossman og Tim Schafer, alle er legender i spilbranchen i dag. Det var et superteam, som sammen har skabt noget af det bedste man kunne finde i spilbranchen, og som holder den dag i dag. Det er så fedt at være tilbage.
Gåderne i spillet er også fantastiske, om end en smule obskure til tider, men sætter man sig ind i logikken, så giver de mening. For eksempel skal man i en gåderne, finde en måde at komme over til øen, hvor et kommende besætningsmedlem befinder sig. Der er et kabel spændt hen over en kløft, hvor havet bruser i bunden, men man har ikke noget værktøj til det. Man har dog en gummikylling, som man har samlet op et eller andet sted, og denne har en remskive i midten. Kombinerer man de to ting, svinger man sig over på den anden side med gummikyllingen til stor tilfredsstillelse. Dette viser også hvordan humoren spiller ind i alle aspekter af spillet, og det er en fornøjelse at genopleve dem. Det er selvfølgelig også nostalgisk som bare filan, men på en eller måde føles det hele friskt igen efter at have spillet Return to Monkey Island. Så hvis man har spillet Secret of Monkey Island til døde, og kan spillet udenad, så giver gåderne og historien en helt ny kontekst. Det gjorde det i hvert fald for mig.
Noget jeg virkelig elsker ved Monkey Island-serien er musikken, som Michael Z. Land altid har haft en finger med i. Han har været komponisten mere eller mindre igennem alle spil, og når man spiller The Secret of Monkey Island, så møder man for første gang nogle af de kompositioner som er så ikoniske i dag. Temaet til Monkey Island er stadig noget af det fedeste og mest genkendelig man kan møde, og Le'Chucks tema er stadig superfedt at høre. Nu nævnte jeg før, at min version af spillet var CD-versionen af spillet, og det gør at det hele lyder krystalklart, og så godt som det nu kunne lyde for 30 år siden. Dog er jeg lidt old school med spil fra den tid, og jeg savner faktisk lidt MIDI-musikken, som de fleste hørte da spillet udkom. Det kan man heldigvis høre i de genudgivelser som The Secret of Monkey Island og Le'Chucks Revenge havde på Steam, og en masse andre steder for en del år siden. Jeg må sige musikken stadig holder max, men jeg er dog mere glad for de musikstykker der er i efterfølgeren, da de har mere personlighed på en eller anden måde. Det er jo selvfølgelig kun min subjektive mening.
Grafikken er som man kunne forvente for 90'erne, meget kantet og pixeleret. Det var ligesom hvad diverse konsoller, og computere, kunne klare på den tid, så der er ikke så meget at klage over. Alligevel formår grafikken at være supercharmerende i dag også. Det er de små ting som gør det. Et eksempel er de glubske Piranhna pudler som jeg tænker på her. Jeg kan stadig grine af at de aggressive pudler kun består af måske ti prikker, men stadig ligner noget, man ikke har lyst til at have med at gøre. For som alle ved er pudler det ondeste dyr der findes. Det er et faktum, folkens!
Her til sidst vil jeg skrive lidt om andre versioner af spillet, som man kan spille. Via ScummVM emulatoren, kan man spille mere eller mindre alle versioner af The Secret of Monkey Island, som blev udgivet i 90'erne. Der er dog også udgivet Remastered-versioner af spillet, hvor man kan skifte mellem original grafik og lyd, og en opdateret version af begge dele. Denne indeholder også stemmeskuespil fra de skuespillere der har lagt stemmer til spillene efter Curse of Monkey Island, og det fungerer egentlig godt, synes jeg. Jeg er dog ikke fan af de nye versioner af sangene, som Michael Z. Land ikke har været inde over, og det synes jeg er synd. Jeg synes ikke de nye versioner matcher stilen ret godt, så jeg holder mig til MIDI-versionerne.
Så The Secret of Monkey Island holder stadig hundrede procent, for selvom teknologien er meget forældet, så ældes de gode ideer med ynde. Kan man ikke leve med det man ser og hører, så er der heldigvis restaurerede versioner, så det hele ser lidt mere moderne ud. Så med udgivelsen af Return to Monkey Island, har serien fået nyt liv, for man kan mærke, at Ron Gilbert fingeraftryk er på Monkey Island et og to, og hvordan disse spil ligner Return to Monkey Island, gør det helt klar et gensyn værd.