Den måde vi konsummerer medier på er forskellig, ja man er nærmest tilbøjelig til at sige unik for hver og en af os. Tænk over det; det kan være at du er blevet anbefalet en bog, en god plade, et spil eller en tv-serie for lang tid siden, men først akkurat finder tid til det nu. Ellers kigger du ud af vinduet en blæsende decembereftermiddag og tænker; "der var faktisk den der film som jeg giver ville se" - og så får du det endelig gjort.
Ikke nok med det, takket være streamingplatforme til stort set samtlige medier, så kan alt tilgås uden alt for meget besvær, så at se både det nyeste nye og det aldrende ældste er nu det letteste i hele verden.
Jeg har selv formet meget af min identitet efter hvad jeg ser, hvad jeg læser, hører og spiller, og min kalender formes lidt efter hvad jeg glæder mig til. Derudover er jeg nysgerrig, og vil oftest udfordre mine egne mediepræferencer med noget nyt. Ja, det er ikke meningen at jeg skal skamrose mig selv her, men jeg har længe tænkt mig at starte en artikelserie med alternative anbefalinger, oplevelser jeg har haft, som jeg vil dele med jer, og forhåbentlig betyder det også, at I vil gøre det samme.
Hayao Miyazaki
Den ikoniske japanske filminstruktør og manuskriptforfatter er et glimrende eksempel på hvorfor jeg synes det er sjovt at lave den her artikelserie. For det handler netop om at respektere gode historie, hvorend du finder dem. De kan være gamle, eller nye, de kan overleveres igennem et radioteater, en støvet gammel roman eller spritny interaktiv underholdning, og det er afgørende at holde paraderne nede, og fastholde et åbent sind.
Der findes eksempelvis dem der ikke kan holde ud at se Pixar-film, selvom at de bedste byder på tidsløse budskaber, der let og elegant transcenderer aldersgrupper, og er præcis lige så følelsesmæssigt hårdtslående som Oscar-nomineret dramaturgi. Det handler om historien, mest af alt.
Miyazaki selv i Ghiblis tegnestue
Det leder os til Hayao Miyazaki, en 81-årig gammel japansk instruktør og forfatter, der har været med til at grundlægge Studio Ghibli, og som har instrueret og forfattet et utal af håndtegnede spillefilm. Ligesom i min anden serie, Aldrig/Altid Anime, så anerkender jeg som udgangspunkt at mange har en slags indbygget aversion imod japansk animation, og deres lettere unikke tilgang til karakterudvikling, fysisk udtryk og dialogudveksling.
Men ligesom Pixar, så transcenderer Miyazaki traditionelle anime-troper, og appellerer til noget langt mere basalt. Naturligvis er betragtningsvinklen den samme; at via et barns synspunkt kan vi være vidne til noget mere ærligt og eventyrligt, og derfor er det som oftest også de yngste der er udgangspunktet i hans fortællinger, dog med undtagelser.
Men filmene byder også på den magi, den overnaturlighed, som vi netop forbinder med Pixar herhjemme, men det er i kombinationen med det mondæne at den sande overdådighed opstår. I My Neighbor Totoro handler det mest af alt om en familie der skal slå sig til tåls med en ny virkelighed, og denne brydes så af overnaturlige, surrealistiske elementer for at forstærke den her præmis.
I Spirited Away handler det om en piges udvikling, og accept af nye udfordringer, men denne fortælling opstår i nye, magiske rammer, og hvor store dele af den fortælling egentlig bare er den mærkværdige dagligdag på et badehotel for Shinto-inspirerede ånder.
Det er det mondæne, og det ekstraordinære. Det er et gigantisk mekanisk slot, der bevæger sig gennem et bakket landskab, alt imens beboerne i det steger bacon og spejlæg.
Pixar er den tætteste sammenligning, men Miyazakis stemme ræsonnerer ved en anden frekvens, en frekvens der gør at den verden han viser os både virker fremmed og uhyre relaterbar, noget som i min optik kun meget få anime-serier faktisk formår.
Et udvalg af Ghiblis mange film, der alle er et kig værd.
Derfor anbefaler jeg desuden Miyazaki-film på et helt andet niveau, og af andre centrale årsager, end eksempelvis solide anime-serier som One Punch Man (kun sæson 1) og Cowboy Bebop. De spiller bare på nogle andre, mere intime strenge.
Naturligvis er der animationens skønhed man også tiltrækkes af, og Miyazaki-film, og helt generelt film fra Studio Ghibli, er både old-school på den bedste måde, men er samtidig ofte akvareller i bevægelse, direkte kunstværker, og der er en opfindsomhed i hvert eneste frame du simpelthen får svært ved at finde noget andet sted.
Giv ham et skud. Start måske med Howl's Moving Castle eller Spirited Away, og hvis du har set sidstnævnte (dansk: Chihiro og Heksene) så se den igen med fornyet interesse. Ydermere kan Princess Mononoke anbefales for sit mere tydelige klimamæssige budskab og mere modne præg. Men i princippet er de alle et kig værd, fra The Castle of Cagliostro fra 1979 og helt fra til Ponyo i 2018. The Wind Rises, hans seneste fra 2013, er en lidt anden sag, hvis du spørger mig.