Den måde vi konsummerer medier på er forskellig, ja man er nærmest tilbøjelig til at sige unik for hver og en af os. Tænk over det; det kan være at du er blevet anbefalet en bog, en god plade, et spil eller en tv-serie for lang tid siden, men først akkurat finder tid til det nu. Ellers kigger du ud af vinduet en blæsende decembereftermiddag og tænker; "der var faktisk den der film som jeg giver ville se" - og så får du det endelig gjort.
Ikke nok med det, takket være streamingplatforme til stort set samtlige medier, så kan alt tilgås uden alt for meget besvær, så at se både det nyeste nye og det aldrende ældste er nu det letteste i hele verden.
Jeg har selv formet meget af min identitet efter hvad jeg ser, hvad jeg læser, hører og spiller, og min kalender formes lidt efter hvad jeg glæder mig til. Derudover er jeg nysgerrig, og vil oftest udfordre mine egne mediepræferencer med noget nyt. Ja, det er ikke meningen at jeg skal skamrose mig selv her, men jeg har længe tænkt mig at starte en artikelserie med alternative anbefalinger, oplevelser jeg har haft, som jeg vil dele med jer, og forhåbentlig betyder det også, at I vil gøre det samme.
Den britiske komiker James Acaster
Nu er det som sådan ikke nogen ros på egen hånd, men måske er det vigtigt at slå fast først, at jeg generelt set ikke rigtig kan lide stand-up. Ofte føles det forceret, som om at den her naturlige præstation på scenen udgiver sig for at være flydende og dynamisk, men i virkeligheden er uhyre designet, og firkantet. Desuden, efter perifer omgang med særligt danske stand-up komikere, så begyndte den der relationskomedie at genere mig på linje med det øjeblik hvor man for første gang aktivt lægger mærke til dåselatter i eksempelvis Friends. Når du først er "in the know", så kan du ikke rigtig komme tilbage til udgangspunktet igen.
Så tilbage i 2018 stødte jeg helt tilfældigvis på et Netflix-program med britiske James Acaster, et program ved navn Repetoire, der i består af fire dele, og her fandt jeg netop en komiker, der nærmest direkte appellerede til netop mig, og efter at have set Repetoire som en form for comfort food næsten 10 gange, samt hans opfølgende show, Cold Lasagne Hate Myself 1999 (ja, det er titlen), så kan jeg roligt anbefale alle, selv dem der ligesom jeg ikke har meget tilovers for genren, at eksperimentere lidt med Acaster.
Og hvorfor så? Først og fremmest er hans shows helt fri fra den hersens relationskomik, hvor en komiker kigger fjoget ud på publikum og spørger; "kender I det når man..." I stedet benytter Acaster sig af noget langt mere basalt, og langt mere hudløst ærligt. Først og fremmest er hans shows, til dels, uhyre personlige. Det handler om personlige tragedier, om forliste forhold og dårlige perioder, og det præsenteres alt sammen på den her nørdede, bizarre og nærmest direkte fremmedgørende facon. Han blotter sig fuldstændig, og nyder at gøre det, og påstår ikke at gå til fester, score til højre og venstre eller tage udgangspunkt i vilde jetset-øjeblikke. I stedet handler, bare som eksempel, de første 20 minutter af den første episode om en situation han befandt sig, hvor en hoven café-medarbejder stejler på tilbuddet om en gratis banan. Ja, det er emnet, og på baggrund af denne simple situation bliver der teoretiseret, fantaseret og alt derimellem. Det er så grundlæggende som det kan blive.
Derudover, jamen så hvis hans eget liv bliver for blodfattigt, og der er ikke noget "hot-button topic" han kan gribe ud af øjenkrogen - så lyver han bare. I Repetoire påstår han eksempelvis at han tidligere har været detektiv under navnet Pat Springleaf, og at han har været en del af en jury under navnet Wolf.
Hele tiden blandes egentlige livserfaringer sammen med åbenlys løgnagtighed. Det giver alt sammen pote, og ender uden tvivl også med noget nær melankolske øjeblikke om Brexit, om de førnævnte forliste forhold. Pointen er at det virker, og det virker fordi at det teatralske, og det selv selvrefererende blandes sømløst sammen med de der almindelige observationer. Det er mesterligt gjort, og totalt med vilje.
Hans shows er desuden forsigtigt tilrettelagt på en sådan, at hver eneste sekvens er et anslag i sig selv, der systematisk følges op, og inkorporeres i den bredere fortælling. Ja, det lyder lidt for tæt, men du føler dig konstant belønnet, i det han viser tilbage til kommentarer fra tidligere episoder. Ja, den fjerde og afsluttende del af Repetoire er nærmest bare ét langt callback.
Acasters selviscenesatte persona kan nydes mange steder. Repetoire er det rigtige sted at starte, men hans bog, Classic Scrapes, er en antologi af fortællinger om hans barndom, ungdom og tidlige voksenår, en række korte fortællinger om de situationer han har befundet sig i, og de er virkelig skønne. Ydermere kan Cold Lasagne Hate Myself 1999 anbefales, og du kan købe showet for næsten ingenting på blandt andet Vimeo, som jeg har. Derudover er der den legendariske Bake Off-præstation, hvor memet "started making it, had a breakdown, bon appetit, kommer fra. Som Cold Lasagne afslører, så har han faktisk, helt oprigtigt, en menneskelig sammensmeltning i de dage det program blev optaget.
Prøv ham lige ad. Selv hvis du ikke er til stand-up. Han virker uendeligt oprigtig, skrøbelig og ærlig - og vigtigst af alt har han formået at vende alt det til sin fordel.
