Det er ikke første gang, jeg fortæller dette på indeværende site, men jeg var et Sega-barn, der blev til en PlayStation-teenager, mens Nintendos konsoller kun kortvarigt berørte mit liv, når jeg spillede efter skole hos Mads og Rasmus - et sæt tvillinger fra min folkeskoleklasse. Som resultat deraf er jeg trods et nærmest perfekt alderssammenfald med både Mario og Zelda ikke rigtig vokset op med dem. Marios platformere fyldte dog noget - måske fordi de egner sig godt til korte sessioner - mens jeg stort set ikke rørte et Zelda-spil, før jeg blev voksen.
Det første spil i serien jeg gennemførte (efter tidligere at have brugt et par timers penge på Wind Waker og Twilight Princess), var på lettere bizar vis Phantom Hourglass, som jeg spillede ved dets udgivelse i 2007. Jeg har senere rådet bod på denne gaming-forseelse og spillet et bredt udvalg af både 2D- og 3D-Zeldaer, men fordi jeg kom lidt sent til festen, har mit blik på serien aldrig været præget af den nostalgi, der indfinder sig, når jeg tænker på andre aktive serier som God of War eller udviklere som Remedy, der har ageret følgesvende i mit gaming-liv.
Jeg har aldrig måbet over Ocarina of Times teknologiske landvindinger, harceleret over Wind Wakers barnlige grafik eller begrædt Breath of the Wilds farvel til traditionelle dungeons, ganske enkelt fordi jeg først for alvor dykkede ned i serien i forbindelse med Breath of the Wilds udgivelse.
Mit syn på serien er derfor i høj grad fjernet fra spillenes samtid til fordel for en mere tilbageskuende vurdering. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har stærke følelser for flere af seriens spil - også de ældre. Men mine favoritter har en tendens til at være de spil, der gør tingene lidt anderledes og dermed skiller sig ud. For når man bevæger sig igennem en serie relativt hurtigt, bliver man også træt af troper, tematikker og kendetegn på en anden måde, end hvis man spiller dem, efterhånden som de bliver udgivet.
Og det bringer os frem til overskriften, for i Zelda-regi har ingen komponent brug for en større pause end selveste Hyrule. Helligbrøde, jeg ved det. Men som sagt er jeg ikke nostalgisk anlagt. Langt de fleste Zelda-titler benytter kongeriget i enten stort eller eksklusivt omfang. A Link Between Worlds skifter mellem Hy- og Lorule, mens Skyward Sword går lidt mere friskt til værks ved at tage os tilbage til en tid før den formelle dannelse af landet og tilmed drysser Skyloft på toppen som et essentielt krydderi, men vi skal faktisk helt tilbage til 2007 for at finde et ægte hovedspil, der finder sted helt afskåret fra Hyrule.
Der er ikke som sådan noget galt med Hyrule. Jeg elsker at skue ud over Death Mountain eller fare vild i Lost Woods, men jeg vil vove at påstå, at vi efterhånden har brug for et friskere pust end Tears of the Kingdoms "øer i himlen og en mørk undergrund". Ifølge Zelda-wikien foregår 15 ud af 21 hovedspil i Hyrule, og så risikerer metaltrætheden altså at indfinde sig, selv når vi snakker ikoniske lokationer. Det har den i hvert fald gjort for undertegnede i takt med, at jeg efterhånden har spillet en stor del af de 21 spil, og gang på gang besøger de samme steder befolket af de samme stammer, mens jeg kæmper mod de samme fjender.
Enkelte spil i serien har efter min mening lykkedes rigtig godt med at mutere Hyrule så meget, at det i realiteten er en helt anden lokation. Wind Waker foregår teknisk set på toppen af et oversvømmet Hyrule, men fordi du navigerer i verdenen via båd, er der en verden til forskel. Her gør det ikke længere så meget, at venner og fjender genbruges, fordi det - som tilfældet ligeledes ofte er i Mario-serien - sker i en ny kontekst.
I Wind Waker er Hyrule helt under vand!
Jeg håber dog stadig, at vores helte bevæger sig helt væk fra Hyrule, for efter min mening har det før i tiden resulteret i nogle af seriens mest vidunderligt syrede stunder. Og jeg kan allerbedst lide Zelda, når serien tør omfavne sin indre excentricitet. Tag nu min personlige favorit, Majora's Mask. En mørk, kringlet feberdrøm som ganske vist ikke bragte teknologiske landvindinger med sig som sin forgænger, Ocarina of Time, men den dag i dag fremstår langt mere dragende end den efter min mening lidt ferske udgave af Hyrule, det spil byder på. Termina, som verdenen hedder i Majora's Mask, er en parallelverden til Hyrule, som Link falder ned i, hvorfor der også her er kendte ansigter. Men der er ingen Ganon. Han får en tiltrængt pause, hvilket jeg kun kan bifalde, da jeg, for at være helt ærlig, aldrig har set lyset (mørket?) i ham. I stedet er der en dæmonisk maske, der huser den langt mere uhyggelige skurk Majora, og en frygtindgydende måne, der kun synes at komme tættere og tættere på.
En anden af mine favoritter er den første håndholdte titel i serien, Link's Awakening, som i 2019 fik et charmerende remake. Da den oprindelige titel udkom i 1993, var det i kølvandet på det i dag arketypiske A Link to the Past, og de skøre og suspekte eksistenser, der kalder Koholint Island for hjem, er en af de bedste eksempler på den excentricitet, der heldigvis er en vigtig komponent i serien. Og hvis Link's Awakenings karakterer virker ekstra aparte, er det ikke så underligt, eftersom instruktør Takashi Tezuka i et Iwata Asks-interview tilkendegav, at selveste Twin Peaks havde været en stor indflydelse på Link's Awakening:
"Da vi udviklede Link's Awakening, var Twin Peaks ganske populært. Dramaet var centreret om et lille antal karakterer i en lille by... Så med hensyn til The Legend of Zelda: Link's Awakening havde jeg lyst til at lave noget, der var begrænset i omfang og let at forstå, men stadig havde en dyb og distinkt karakteristik".
Link's Awakening blev udviklet med inspiration fra selveste David Lynch.
Og ved at placere hele spillet på en relativt lille ø med et begrænset antal karakterer, lykkedes Nintendo med at skabe et mere narrativt funderet, karakterdrevet spil, som på det område blæser A Link to the Past af bordet. Seriens nuværende tovholder, Eiji Aounuma, har da også siden anerkendt, at netop Link's Awakening i høj grad udstak kursen for de karakterer, der befolker serien.
Med især Breath of the Wild og Tears of the Kingdom har Nintendo genopfundet serien og redefineret, hvad et Zelda-spil kan være mekanisk og designmæssigt. Nu håber jeg det er tid til at undersøge, hvordan man kan bruge settingen, tonen og karaktererne til at skabe friske oplevelser, for historisk set har de nye retninger tilført serien en masse energi, om det så er Link's Awakenings skøre ø-samfund, Majora's Masks udsyrede feberdrøm af en parallel verden eller Wind Wakers maritime genopdagelse af spillets visuelle identitet og måden at tilgå verdenen. De udvider grænserne og er med til at skabe et rigere univers. Så tillykke, Zelda og Link. Jeg håber I fejrer dagen ved at drage ud i verden, for selvom Hyrule er et dejligt sted, er jeg sikker på, at der venter mange flere fantastiske eventyr uden for dets grænser.