Så kom dagen, hvor jeg skulle besøge Codemasters. For garvede gamere er navnet ensbetydende med lavbudget spil tilbage på henholdsvis ZX Spectrum og senere Commondore 64. Men med tiden har firmaet, under stærk ledelse af brødrene Richard og David Darling, og så naturligvis senior lederen Jim Darling, sikret sig en plads i Englands historie over særdeles succesfulde og innovative firmaer i stil med Rare og Lionhead Studios.
Codemasters hovedsæde er placeret i en lille flække nær Birmingham. Vel ankommet bliver jeg ført rundt i de meget improvisatoriske lokaler. Oprindeligt var der placeret en farm, men de to brødre opkøbte stedet, og ombyggede det til kontorlokaler. Som tiden er gået, så har pladsmangel betydet nye udvidelser, hvilket bygningen bærer præg af. På vejen rundt blev jeg præsenteret for en række af Codemasters’ kommende titler, men denne reporter kigger i indeværende omgang på næste kapitel i TOCA serien.
Codemasters seneste episode i serien hedder TOCA Race Driver. Denne gang har udviklerne valgt, at tage en lidt anden indgangsvinkel til genren. Så i stedet for blot at fokusere på bilerne, så har man valgt at fokusere på personen bag rattet. Måden dette er gjort på, er via en historie om racerkøreren Ryan McKane. En ung fremstormende komet, der som barn var vidne til sin fars brutale død i et racerløb. Faderen blev dræbt grundet en modstanders alt for hidsige kørsel. Du bliver viklet ind i historien, som tager sit udgangspunkt, da Ryan bliver tilbudt sin første kontrakt.
Kort sagt er hele spillet bygget op omkring Ryan McKanes kontor. Her kan han vælge at deltage i nye løb, læse e-mails om nye kontraktmuligheder, og køre lidt for sjovt. Karriere muligheden kendes naturligvis fra V-Rally 3, og vi kan også fortælle at en lignende eksisterer i Colin McRae Rally 3, men TOCA’s er langt mere vidtrækkende og plotorienteret.Når du tager del i nye løb, så vil topplaceringer give dig point. Point kan du bruge til at stige til nye sværere klasser. Løbene er konstrueret, så både dårlige og gode spillere får glæde af dem. Bliver du gentagne gange placeret i bunden, bliver sværhedsgraden sat ned og vise versa. Nye scener i historien bliver præsenteret for dig på bestemte tidspunkter, der afhænger af, hvor mange løb du har kørt, og hvor mange point du har.
Jeg brugte et par timer i selskab med TOCA Race Driver, og var rimeligt begejstret over det. Styringen føles utrolig god, og bilernes fysiske egenskaber er konverteret realistisk over til maskinen. Ideen med historien, der udvikler sig i baggrunden, fungerer fint. Der er masser af spændende personligheder og dramatiske øjeblikke. Uanset om du er god eller dårlig til at spille, så vil du på et tidspunkt nå frem til slutningen, for en god spiller vil dette tage mellem 20 til 30 timer, så der er altså ikke blot tale om en hurtig gang ræs uden indhold.
Eftersom der er tale om en fortløbende historie, så kan man være bange for, at der er en begrænset genspilsværdi, når man først har gennemført. Men dette er der faktisk tænkt på, for det første så er der en række ekstra scener, som kun bliver aktiveret på særlige tidspunkter. Der er også tilføjet ekstra krydderi, hvis du ender på toppen af podiet. Når dette er tilfældet, vil andre kørere nemlig fatte interesse for dig, og tilbyde dig at køre ræs med jeres køretøjer på højkant. På denne måde kan du åbne for nye og hurtigere biler. Eftersom der er omkring 40 bilmærker repræsenteret, så kræver det sin mand at få adgang til alle.
Der er også en valgmulighed på kontoret som leder til fritid. Her kan du tage ud og øve dig på de forskellige baner, og prøvekøre dine nye biler. Derudover er der naturligvis også mulighed for at samle vennerne til en gang ræs. De ekstra valgmuligheder er godt implementeret, så det stadig virker som om, at det er unge Ryan vi følger. Teknisk set ser TOCA Race Driver ganske imponerende ud. Grafikken er klar, og der er mange detaljerede baggrunde. Alle de næsten fyrre køretøjer er godt udført. Der er også tilføjet en meget realistisk skadekontrol, hvor motorhjelme flyver op, ruder eksploderer og døre blafrer. Sammen med en masse gode specielle effekter, såsom lys- og partikeleffekter, så er mit foreløbige indtryk meget positivt. Gamez er klar med en anmeldelse meget snart.
Hvis du er blevet hooked på at se mere til spillet, så kan du downloade vores interview og in-game video af spillet. Husk dog at servicen kun er for vores abonnenter.
Se den her!