Ude i Horisonten: Senua's Saga: Hellblade II

Tilbage i 2017 udgav Ninja Theory Hellblade: Senua's Sacrifice som var et mørkt fantasy-action-eventyrsspil, der blandede keltisk folklore med vikingernes religion og den nordiske mytologi. Spilleren tog rollen som protagonisten Senua, en pict-kriger, hvis mål var at redde sin elskedes sjæl ud af Helheim - det nordiske mytologi's svar på dødsriget, men blev mødt af et væld af udfordringer på sin rejse.

Senua's Sacrifice var helt unik i sin historiefortælling, og Ninja Theory havde arbejdet sammen med en masse neuro-videnskabsfolk, mentalt helbreds-eksperter og folk, som selv led af psykiske lidelser, for at skabe en realistisk og troværdig portrættering af Senua's psykoser. Især lydsiden var noget som blæste anmeldere bagover, og Senua's hoved var fyldt til randen med stemmer, som konstant talte og enten bakkede hende op, eller forsøgte at få hende til at vende om. Det var en enestående måde, at blande lydsiden og historiefortælling på, og historiefortællingen var netop også i centrum for Ninja Theory.

Gåderne og udfordringerne tog udgangspunkt i Senua's psykose, og det er op til spilleren, igennem Senua's øjne, at finde sammenhænge mellem spillets omgivelser, hvor ingen rigtig sammenhængen er. Det var en ny og interessant mekanik, og disse udforsknings-segmenter mixet sammen med Senua's simple og intense kampsystem endte med at være kernen bag gameplayet i dette medrivende eventyr.

Men hvordan kan Senua's Saga: Hellblade 2 forbedre Senua's næste rejse? Til at starte med, så er det klart (uden at gå i ind i spoilers for det første spil), at det kommer til at være en helt ny historie. Det vil altså sige, at Ninja Theory i princippet kan tage historien derhen hvor de har lyst, men baseret på den sparsomme information vi har fået omkring Senua's Saga: Hellblade 2, lader det til at Senua's næste historie igen kommer til at foregå i en keltisk/nordisk verden.

I spillets trailer fra The Game Awards 2019 ser vi Senua messe omgivet af nogle utydelige mennesker, og der klippes mellem vikinger som nærmer sig et væsen på en strand, mystiske figurer iført gevirer, og Senua, der gradvist bliver mere og mere intens i sin messen. Væsenet afsløres imod slutningen som værende en klippetrold, og det lægger op til mere nordisk mytologi, og forhåbentlig en bredere mytologisk fortælling. Meget mere vides egentlig ikke om efterfølgeren til Senua's Sacrifice.

Hvad jeg håber på er, at Senua's verden udvides endnu mere, og hvor det originale spil kun var Senua's rejse til Helheim, så kunne det være fantastisk at opleve mere af den flotte nordiske verden, men forhåbentlig også mere keltisk mytologi end i forgængeren. Det primære fokus i Senua's Sacrifice var den nordiske mytologi, også selvom Senua selv er en pict-kriger - som stammer fra det nordlige Skotland, og jeg kunne godt ønske mig at de to mytologier blev blandet mere sammen i Senua's Saga: Hellblade 2.

Den nordiske mytologi er velrepræsenteret i videospil, og med det kommende God of War: Ragnarok, så frygter jeg lidt at Senua's rejse går under radaren, hvis spillet læner sig for meget op af den nordiske mytologi. Hvis Ninja Theory derimod fik blandet mere keltisk tradition og folklore ind, så er jeg meget interesseret i at se hvad denne mere underrepræsenterede keltiske verden har at byde på.

Fra et gameplay-mæssigt perspektiv, så endte Senua's Sacrifice med at blive en lille smule repetitiv henimod slutningen af spillet. Ofte var gameplay-loopet, at Senua stødte på en dør, for derefter at skulle finde de runer i omgivelserne, der åbnede døren. I sin udforskning blev hun stort set altid mødt af nogle små arena'er, hvor spilleren skulle forsvare sig selv imod bølger af fjender, som opstod ud af luften. Til slut befandt der sig bag de mange rune-låste døre altid en boss af en art, som skulle bekæmpes for at komme videre i historien. Dette loop blev hurtigt en smule trættende, også selvom Senua's Sacrifice havde en solid og spændende verden, og et stærkt kamp-system (jeg skal nok komme ind på kamp-systemet senere), og det var helt sikkert den unikke historie-fortælling, der var drivkraften for mig, da jeg spillede Senua's Sacrifice igennem.

Selvom det til at starte med var en sjov og unik mekanik at spotte runer i omgivelserne, så blev den en smule overbrugt til slut. Ikke at jeg håber på, at denne mekanik er helt væk i Senua's Saga: Hellblade 2, men jeg ville ønske, at spillet introducerede flere nye gameplay mekanikker. Hele "find mening i ting uden der mening er" stammer fra Ninja Theory's undersøgelser af psykiske lidelser, og imponerende nok har de transformeret det aspekt af de psykiske lidelser til en videospils mekanik, og jeg håber, at de kan finde nye unikke måder at portrættere psykiske lidelser på og finde nye gameplay mekanikker igennem deres research.

For lad os tale om elefanten i rummet: psykiske lidelser. Senua's Sacrifice endte med at være et helt unikt spil, da det også var en portrættering af Senua's psykoser. Jeg synes personligt, at det fungerede sublimt, og var en enestående måde at opleve Senua's personlighed(er) og udfordringer på (forresten er det et krav at opleve Senua's Sacrifice med gode høretelefoner på). Men skal efterfølgeren fokusere så tungt på den psykiske rejse?

Hmm. Jeg kan se fordele og ulemper ved begge dele. Fordelen er, at Senua er og bliver en utrolig unik karakter, og at spillet bliver noget helt enestående, som ikke er oplevet i den skala før, men vi har også lidt oplevet hele spilversionen af Senua's psykiske lidelser. Ulempen er, at Senua's rejse hurtigt kan blive til "endnu et action-spil i den nordiske mytologi", og det håber jeg så sandeligt ikke at det gør. Jeg tror, at måden Ninja Theory løser det på, er at undersøge et nyt aspekt af Senua's psykiske lidelser og en ny version af pict-krigeren. Det virker også allerede til, at hun er en del mere sammenfattet og kontrolleret baseret på traileren fra 2019.

Én af de ting, som jeg ikke håber at Ninja Theory går væk fra, er deres måde at få spilleren til at leve sig ind i Senua's verden - dvs. et stærkt univers, en medrivende lydside og et intens gameplay. Jeg er personligt begyndt at spille flere spil uden et HUD, da det giver meget mere til indlevelsen i spillet, og dét især var noget Senua's Sacrifice gjorde godt, både i sin verden, men også i sin kamp. Kampsystemet havde intet HUD, og en automatisk og tilpassende sværhedsgrad, som på trods af sit simple system, endte med at være utroligt intens og medrivende. Jeg havde ingen anelse om hvor meget "liv" jeg havde tilbage, og vidste aldrig hvornår jeg ville blive slået omkuld for at modtage det dødelige slag. Dét oven på det faktum, at Senua langsomt blev opslugt af råd hver gang man fejlede, (og som til sidst ville slette hele ens save-fil, hvis det overtog Senua) gjorde hele det simple system meget mere intens, og der var pludselig en hel del mere på spil.

Jeg var helt forelsket i selve kampsystemet, også selvom det var utrolig simpelt. Du kan slå hurtigt, hårdt, undvige, blokere, og gøre tiden langsom. Simplere bliver det nærmest ikke. Kampsystemet blev dog endnu dybere, når man indså at man kunne blokere perfekt, og det blev et spørgsmål om at positionere sig rigtig i forhold til det væld af fjender som nemt kunne komme til at omringe og overrumple Senua. Systemets simplicitet er noget som Senua's Saga: Hellblade 2 godt kan beholde, i min mening.

Flere ville nok argumentere for, at det kunne være fedt, at få flere kræfter, og at Senua var endnu mere 'badass', og jeg kan til dels også godt være enig. For mig handler det ikke så meget om hendes evner (man kunne godt gå totalt God of War i den og give hende et utal af episke kræfter), men mere om udvalget af hendes modstandere. Det var som om, at fjenderne i Senua's Sacrifice blev lidt for ensformige til sidst. Ikke i deres kampstile, som havde en god variation med klassiske kamp-stereotyper, som 'fjende med skjold', 'hurtig fjende', 'langsom og stærk fjende', men mere i deres udseende, og mytologi. Fjenderne endte hurtigt med at mangle personlighed, og mindede til sidst lidt for meget om hinanden. Boss-kampene endte også hurtigt med at være større versioner af de normale fjender (med undtagelse af et par stykker), og dét kunne jeg godt se blive forbedret og mere varieret i efterfølgeren.

Så for at opsummere mine håb og drømme for Senua's Saga: Hellblade 2; flere og mere varierede puzzle-udfordringer, som ikke kun er afhængig af en enkelt eller to mekanikker; endnu en unik historie, som drager mig ind - enten ved hjælp af en interessant portrættering og teknisk løsning af en psykisk lidelse, eller et fantastisk spændende univers som blander keltisk og nordisk mytologi, eller forhåbentlig begge; større variation af fjender og flere episke større kampe, samt - en hurtig bemærkning her til slut - en smule længere spil-tid. Senua's Sacrifice var omkring 7-9 timer (som var passende for dét spil), men efterfølgeren må gerne have lidt mere kød på sig end det.

Overordnet set glæder jeg mig bare helt utrolig meget til Senua's Saga: Hellblade 2, og var en stor fan af Hellblade: Senua's Sacrifice! Jeg er en smule ked af, at jeg ikke kommer til at opleve Senua's Saga: Hellblade 2 på Sony's PS5, da Ninja Theory er blevet en del af Xbox Game Studios i 2018, men det er selvfølgelig bare min egen gaming-præference. Jeg er sikker på at Senua's Saga: Hellblade 2 bliver et fantastisk spil uanset hvilken platform Ninja Theory udgiver på!

Hvad tænker I om disse observationer omkring Senua's Sacrifice og håb om efterfølgeren? Er I enige, eller håber I på noget helt andet? Smid en kommentar om jeres tanker og forhåbninger i kommentarfeltet.