På dette års Gamescom løftede Sony sløret for deres nye mobil-planer. Sony har med blandt andet Xperia Play allerede forsøgt at kæde Android-platformen sammen med Sonys klassiske spil. Med PlayStation Mobile tager de skridtet videre. Her vil du nemlig kunne handle PS Mobile-certificerede spil ind på PSN og kunne dele dem på tværs af Android- tablets, phablets, mobiler samt PS Vita.
Med tanke på at flere af disse allerede eksisterer til iOS og Android, har Lee taget et kig på hvilke titler, der suste forbi øjnene på os under præsentationen. Læs med her, så ved du hvad din PS Vita kan blive fyldt med i fremtiden.
Super Crate Box. På vej til PS Vita.
Det klassiske PC/Mac-spil er så simpelt at det næsten gør ondt. Ud af en luge i toppen af skærmen stormer fjender frem. Dit job er at udslette dem og overleve længst muligt ved hjælp af et hav af våben. Det er næsten som en moderne udgave af Robotron, hvor alt er barberet ned og fyldt med charmerende pixel-grafik. Det kan tage få sekunder at spille, men alligevel har vi måtte se timer ryge. Den virtuelle styring er tæt på perfekt på touch-enhederne, alligevel glæder vi os til at få muligheden for at bruge en fysisk controller.
Frederic Resurrection of Music. På vej til PS Vita.
Dette musikspil er intet mindre end en perle. Det er fyldt til randen med anderledes musik af den klassiske komponist Chopin (dog i nye vanvittige og moderne udgaver). Historien er samtidig ganske underholdende, når man følger den genoplivede Chopins kamp mod de onde skurke i et moderne samfund (for nu ikke at spolere for meget, undlader vi at fortælle hvem fjenden er). Er du til musikspil, er dette et, der bør være i din samling uden tvivl. Vi kan forestille os at Frederic Resurrection of Music stadig bliver rent touch på PS Vita og vi glæder os til at genspille det fantastiske musikspil.

Frederic Resurrection of Music. Ude på iOS
Alien Breed. På vej til PS Vita.
Alien Breed er en klassiker. Ikke mindst grundet den solide multiplayer. På iOS-udgaven der udkom i denne måned mangler denne funktion dog. Og så er det svært helt at begejstres, selvom udviklerne har gjort et godt jo med konverteringen på alle andre punkter. Da skydespillet i sin natur er en dual-stick-shooter, kan vi dog let se os nyde den på PS vita - især hvis sony får presset på for multiplayer-implementation.

Alien Breed. Ude på iOS
Tractor Trails. På vej til PS Vita.
Her er en af den slags simple spil, der fungerer i korte doser, men alligevel let kan tage timer, når man lige bliver fanget og kæmper sig gennem de 130 puzzle-baner. I bund og grund styrer du en glad tegneserietraktor, der skal pløje marken og undgå fælder, træer og muldvarpe. Problemet er at traktoren ingen bremser har, så det gælder hele tiden om at tænke fremad. Hyggeligt lille tidsfordriv fra folkene bag Sentinel-serien.

Tractor Trails. Ude på iOS samt Android
Lemmings. På vej til PS Vita.
Caveman udkom i denne måned efter lang tids tovtrækkeri med Sony. Caveman er en klon af det klassiske Lemmings og efter at have udgivet et spil der havde "ladet sig inspirere" lidt for kraftigt, fik udvikleren besked på at fjerne de grønhårede lemminger og andre kendetegn. Kiggede man efter på Sonys Gamescom-præsentation er det nu tydeligt hvorfor de var så ivrige efter at fjerne den oprindelige udgave. Lemmings er således på vej til PlayStation-certificerede Android-enheder i fuldt flor. OH NO!

Lemmings. Endnu ikke tilgængeligt på Android eller iOS.
Pro Zombie Soccer Apocalypse. På vej til PS Vita.
Zombier. Dette årtis mest overrendte tapet til alverdens spil. Alligevel toppede Pro Zombie Soccer med en yderst bizar kombination: fodbold og zombier. Forklaringen på den bizarre blanding er, at den unge antihelt er lidt at et fodboldgeni, og kæresten er i fare. Så naturligvis må han løbe tværs gennem en zombie-befængt by med en fodbold som det eneste våben. I bund og grund spiller det som en moderne udgave af Arkanoid bare med bevægelige "klodser". Det er et underholdende, kaotisk og et gennemført spil både til iOS og Android. Vi ser frem til at kunne spille det på PS Vita.

Pro Zombie Soccer Apocalypse. Ude på iOS samt Android
I næste uge er vi tilbage med de vanlige Android, iPad og iPhone-anbefalinger. Denne uge fik I lidt om fremtiden for PS Vita og dens mobile-titler, er der noget I glæder jer til?