Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Ugens mobilspil - Uge 34

Kostråd, retro-platformers, dungeon crawlers og meget mere blandt ugens mobilspil der inkluderer Android, iPad, iPhone og PS Vita.
Lee West 24 august 2012

Nom Nation er set på App Store. Billederne er fra iPad. Nom Nation er ude på den danske PSN senest d. 12 . september.

Velkommen til endnu en ugens mobilspil. Næste gang du ser denne artikel-serie vil være i midten af september. Årsagen er, at vi fremover vil satse på at håndplukke månedens bedste titler og dermed give dig en lang større samlet guide.

Nom Nation
Hvordan får man børn og unge til at lære mere om kostvaner? Man tager naturligvis et af de elementer, som de elsker, nemlig platformspil. Gamere (og så mange andre) har ofte nogle dårlige madvaner og lidt interesse i at forbedre dem. Det vil spiludvikleren Playerthree lave om på ved at kombinere platformspil og ernæringsråd. De er gået sammen med Channel 4 og lægen Rebecca Lang om at lave, hvad der nok bedste kan beskrives som verdens herligste platformspil med indbygget kostvejledning. Nom Nation sætter dig i rollen som en lille pixeleret helt, der skal løbe en bunke baner tynde og løse puzzles på vejen. Indtil videre lyder det som så mange andre platformspil. Og det er det på mange måder også. Styringen er skarp og præcis og omgivelserne som vi kender det fra læssevis af andre platformspil, hvor helten ivrigt løber mod højre af skærmen.

Det er ved de forskellige puzzles at hele kost-fokussen kommer ind i billedet. Spiser du kød, opbygger du muskler og kan dermed slå gennem vægge i en kort periode. Drikker du kaffe, spurter du som en gal, men energien er som bekendt kunstig. Kål gør at du hopper højere, gæt selv hvordan. Og så er der naturligvis McFatAss burgerkongens fast food, hvor du tager vanvittigt på i vægt, hver gang du æder en burger. Som igen åbner op for at kunne ødelægge dele af landskabet, der normalt ellers er lukket. Det er så op til dig som spiller at regne ud hvilken kost, der kræves for at løse et puzzle. Nom Nation er udover at være gratis til iPad og iPhone (og ude snart på Sonys online-butik PSN) rendyrket platformskærlighed med et godt lag charme og gode animationer smidt henover. Og så kan man rent faktisk bruge den viden, som spillet leverer til noget fornuftigt. Det er sjældent, at jeg er så umiddelbart begejstret over en titel, som jeg har været ved Nom Nation, og da det er gratis at hente, er det let at anbefale. Hent det på App Store nu. Nom Nation forventes ude på PSN d. 12. september.

Nom Nation er set på App Store. Billederne er fra iPad. Nom Nation er ude på den danske PSN senest d. 12 . september.

Horn
Det føles næsten forkert. At rose et produkt fra Zynga. Men sådan er det. Udgiveren med det irriterende hundelogo og det blakkede ry er gået sammen med tredjeparts-udviklere i deres nye Zynga Partners for Mobile. Phosphor Games er således deres første partner. Og medarbejderne hos Phosphor er rigtigt godt tilfredse med samarbejdet (de har endda kommenteret på, hvor meget mindre strikse og hvor meget mere behagelige Zynga var at arbejde med end tidligere partnere). Yup. Helvede frøs til is. Eller også er der bare bedre tider på vej for giganten. Men tilbage til Horn. Det er Unreal-motoren igen. Og det er flot. Rigtigt flot. Og så føles det som en konsol-udgivelse. Stemmeskuespillet er godt. Historien er gribende og ganske original, og så spiller det som en mellemting af Fable og Infinity Blade med lidt Zelda-stemning smidt i puljen.

Det er ikke on-rails eller ensformigt som Infinity Blade, og der er masser af skjulte områder at udforske, selvom områderne er delt af loadeskærme som ved Fable (dog meget kortere ventetid). Den lille knægt Horn vågner op i en hærget verden, og inden længe finder han ud af, at han nok er omtrent det eneste væsen af kød og blod tilbage på planeten. Den er nemlig overtaget af nogle enorme mekaniske væsner og golem-lignende tingester. Der er loot, der er penge der skal tjenes, håndtag der skal trækkes i, musikstykker der skal blæses for at åbne nye veje, fabelagtige fjender og et lækkert lækkert design. Horn gør stort set alle ting rigtigt. Der er dog skår i glæden. Du trykker der hvor du vil have Horn til at bevæge sig hen, hvilket kan virke lidt rodet til tider. Udvikleren arbejder på i en senere opdatering at give flere valgmuligheder, hvad det angår. Måske er du ligeglad med den detalje, og foretrækker du dette fremfor et virtuel pad, og så er der kun at sige: hop på vognen. Horn ville ikke føle sig utilpas som en download-titel til en fuldvoksen konsol. Men det er altså blevet klemt ned på iPad og iPhone og det er lidt af en bedrift.

Horn er set på App Store. Billederne er fra iPad. Spillet forventes til Tegra 3-enheder i næste uge.

Eternity Warriors 2
Glu er mestre til freemium dual-stick-shooters, og Eternity Warriors var deres forsøg på at tage gameplayet fra deres shooters og smide det i en fantasy-setting. Det virkede rigtigt godt, selvom de arenabaserede kampe kunne blive repetitive i længden. Nu er de tilbage med en efterfølger og har givet den en heftig opgradering på det grafiske udtryk, og for den sags skyld det meste andet. Du skal stadig hacke og slashe dig gennem tons af fjender, mens du jagter guld og loot, men denne gang føles det langt mere som en dungeon crawler med progression og bosser fremfor bare en åben arena. Og så er der en ekstra finesse ved kampsystemet, da du kan opnå ganske ekstra slags ved at time dine blokeringer af fjendernes angreb perfekt. Spillet er et freemium-spil og i bedste Glu stil, vil de elske, at du bruger rigtige penge på udstyr og opgraderinger.

Denne signatur har dog spillet til level 20 uden en krone på lommen, så har du tålmodighed og kan du lide en udfordring, er der umiddelbart intet til hinder for at give den gas som monsterslagter uden en krone på lommen. Er sværhedsgraden for høj, kan du endda vælge at gå online og blive matchet med en partner i co-op, så du kan tage kampen op på bedre vilkår. Progressionen fra multiplayer føres nemlig over til singleplayer-delen. Spillet er gratis til Android og iOS, så det er bare at give Eternity Warriors 2 en prøvetur.

Eternity Warriors 2 er set på google Play og App Store. Billederne er fra Samsung Galaxy Note.

Eternity Warriors 2 er set på google Play og App Store. Billederne er fra iPad.
<newpage>
Order & Chaos Online
Order & Chaos er, som de fleste nok ved, Gamelofts WoW-klon til mobile platforme. Det er ikke et nyt spil, men ryger med blandt ugens mest spillede, da det ganske enkelt har fået en enorm opdatering til iOS. For mange vil den væsentlige forskel nu være, at der ikke længere er abonnement, med andre ord er der nu et F2P-MMO (spillere der har spilletid til gode får nu runes til gengæld). For dem der ikke bekymrer sig om abonnementet, er der dog masser af nyt: der er blevet tilføjet PVP-arenaer og mounts, og der er også blevet tilføjet nye dungeons.

Order & Chaos Online er set på Google Play og App Store. Opdateringen gælder kun iOS. Billederne fra iPad.

Samurai vs Zombies Defense
Hvis du er fans af castle-attack-genren, så har Glu lavet en lidt anderledes udgave. Du styrer din Samurai, som naturligvis, hvis du ikke har gættet det fra titlen, skal slagte zombier. Til det har han en hær af kamplystne soldater. Styringen er ultrasimpel, men strategien er stadig fornøjelig. Da det er gratis til Android er det bare at hente og spille. Tak til BrunstigElg for tippet.

Samurai vs Zombies Defense er set på Google Play og App Store. Billederne er fra Samsung Galaxy Note.

Puzzle Craft
Nogle af de mest vanedannende spil er match-3 (eller flere)-genren, og en af de største tidsrøvere er byg-en-by-genren. Kombiner de to og du har en dræber. Sådan cirka er tanken bag Puzzle Craft. Her skal du bygge en by, men selv høste eller mine materialerne ved at løse match3-minispil. du skal også hyre folk så du får nye enheder til at bekæmpe rotter og ulve på marken eller giftige gasser i minen. Modsat de fleste spil i disse to genrer er der dog et klart mål her: du skal få dit rige til at blive et ægte kongerige. Det har taget denne signatur omkring 15 timer at nå dertil, så til prisen er det et sikker indkøb, hvis du elsker disse genrer.

Puzzle Craft er set på App Store. Billederne er fra iPad.

Alle de andre
Ugen bød ikke på de store spændende titler, men en masse mindre, der ganske sikkert vil tiltale fans af de respektive genrer. Vi fik med VOTE! en Infinity Blade-klon til iOS, der opfordrer det amerikanske folk til at stemme, og tage en noget anderledes "politisk debat". Mikey Shorts leverede simpelt platformhopperi. One Epic Knight var en Temple Run-klon med med fokus på en ridders kampe. En stille uge reddet af den forrige uges perler.

Oooobamaaa vs Roooomneeeeyyy. FIGHT! ehm...VOTE! er set på App Store. Billedet fra iPad.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.